D. 6/5, 2024,

fuuuuck hvor har dagen og natten i dag været hård! Det er i skrivende stund, her kl. 2207, nogle timer siden jeg kom hjem fra mit værested - jeg havde dér den værste kombo; min hjernerystelse føltes som var en hjerneblødning undervejs, og PTSD'en føltes som et hjertestop - begge dele har jeg rigeligt erfaring med, og har mange redskaber til at håndtere det, lært i Somatic Experiencing-terapi, fysioterapi (bla. på PTSD-klinikken), og til qi gong.

MEN - når begge dele rammer samtidig, hjernerystelsen og PTSD'en, så bliver det simpelthen for meget, og redskaberne næsten ubrugelige. Jeg er elendig til at selv-regulere, og til ikke at overbebyrde mig selv - hjernerystelsen kræver obligarotorisk "slow-living"-livsstil, mens PTSD'en får det modsatte, energiforbrug med speederen i bund, til at føles som det jeg har brug for, fordi det føles rarere at være i "kamp-mode"/arbejds-mode, end i sorg og/eller stilstand. Altså, det er rart at stresse, til renten kommer - en rente der ikke registreres, før det er for sent. Håber det giver mening.

Til gengæld har jeg i dag skrevet de 2 første digte jeg har skrevet i flere måneder - jeg deler dem her i indlægget, da jeg ved at Fyldepennen er dybt, dybt usundt for mig, pga min tilbøjelighed til at overbebyrde mig selv, og stressfaktoren i at have sårbar information liggende fremme offentligt. Jeg nægter at gå tavs i graven, og omend jeg mange, mange gange før har skrevet noget lignende, altså farvel herinde og et tak for nu, så føles hjernerystelsen som om at den bare bliver værre og værre. Hurra for at jeg er så ung som jeg er, og hurra for de velsignelser fra samfundet der gør, at slow-living ER en mulighed... på en eller anden måde. Jeg har en aftale med Psykiatriens Hus snart, som helt sikkert kan hjælpe med dét, altså slow living.

Det er bare så rart at skrive - særligt disse monologer, der giver en pause til den indre dialog. Men en pause med renter, som sagt. Jeg kan ikke finde motivationen til at skrive til skrivebordsskuffen, da PTSD'en hele tiden lyver til mig om, at døden er lige om hjørnet, og at døden er lig med destruktion af alt skrevet. Jeg har ikke noget vigtigt at sige og er ikke noget særligt, og havde jeg, skal der nok være en eller anden, lige om hjørnet, der kan gøre det bedre - og som samtidig kan passe på sig selv, bedre end jeg.

MEN, særligt med aktiviteten herinde på det seneste, vil jeg gentage noget jeg har skrevet om før herinde, på min forrige profil - det politiske aspekt.

Jeg er efterhånden blevet en gammel mand - da jeg var barn og ung, var internettet meget anderledes end det er i dag. For mig i det mindste. Dengang var sikkerheden langt dårligere, på mange områder, og det samt mange andre faktorer gjorde at det var mere nødvendigt at undersøge en hjemmeside grundigt, inden man overhovedet besøgte den.

Da jeg i sin tid, i 2018 eller 19, som jeg lige husker det, først oprettede profil her på Fyldepennen, havde jeg kort tid inden læst et interview online, i en større avis herhjemme, med en af de få danskere der dengang offentligt stod frem og talte på vegne af den relativt nye, decentraliserede aktivistgruppe Generation Identitær. Det er en paneuropæisk gruppering, der er blevet forbudt i mange europæiske lande, blandt andet oprindelseslandet Frankrig, da de ikke lægger skjul på deres fascistiske agenda samt pga de utallige voldsepisoder (omend de ikke kalder den således, fascistisk - selvfølgelig, og ligeledes står de ikke ved de uofficielle medlemmers brug af vold, åbenlyst).

De er blevet kaldt "Højrefløjens Greenpeace" - altså de står for racistisk, sexistisk og nationalistisk "aktivisme" (aktivisme i anførselstegn, fordi at mange landes begrundelse til at forbyde foreningen er de mange forbindelser mellem gruppen og dømte voldspersoner). De er omhyggelige med at operere decentraliseret, således beskyttende gruppen med uafhængige celler, og herhjemme er det ganske få der officielt er medlemmer. Flere politikere herhjemme på højrefløjen har omfavnet dem, blandt andre Martin Henriksen, for nu bare at nævne en prominent.

Socialdemokraten Frederik Vad's udmelding for nylig, og partiledelsens støtte af ham, omfavnes selvfølgelig af Generation Identitær, og de sidste mange års politiske udvikling herhjemme har på ingen måde svækket dem - på trods af at flere og flere lande forbyder dem. Herhjemme har de aldeles fremragende vækstvilkår.

Jeg havde som sagt læst et interview med en af dem, for mange år siden - jeg har søgt og søgt, men kan ikke finde det igen. Jeg læser primært Information og Politiken, og jeg er ret sikker på at det var i et af de medier - og interviewet fra et sted mellem 2015-2018. I interviewet, med en yderst veluddannet og velformuleret person husker jeg, argumenterede den interviewede for at venstrefløjen alt for længe havde siddet på den kulturelle kapital i Danmark, og at en af Generation Identitær's visioner var at erobre den kunstneriske og intellektuelle scene - decentraliseret, og anarkistisk.

'Anarkistisk' betragtes ofte som venstreorienteret, men f. eks. Benito Mussolini var oprindeligt anarkist, født ind i en anarkistisk, venstreorienteret familie, inden han selv senere i livet ændrede retning radikalt. Alle ved at han grundlagde den fascistiske vision - færre kender til hans selvbiografi, hvori han praler om en voldtægt og argumenterer for at sand styrke er at tage hvad man vil - endda når det betyder voldtægt. Jeg har ikke læst den, skal det understreges, og har den viden fra dokumentarer om hans liv. Der er mange definitioner på hvad anarkisme er; for mig er det mere en livsstil, en attitude, end et ønske om et politisk udfald - anarkisme er ligestilling og progression deraf, hvor enhver ideologi og religion er lig med hierarki. Men der findes masser af eksempler på højreorienterede, der har taget definitionen anarkisme til sig, men selvfølgelig med et radikalt anderledes take på det - at det er disruption ala Trump, som igen er en uhyggelig gentagelse af Mussolini's populistiske folkeforførelse. Men det er der vel intet nyt i. Det nye er Socialdemokratiets højredrejning, og at Generation Identitær er langt mere aktive end nogensinde før.

Anyways - Fyldepennen.

Dengang jeg læste artiklen med interviewet, hvor jeg ærligt talt blev imponeret over pseudovidenskaben præsenteret fanatisk men uhyre velformuleret, gik jeg i tænkeboks over, hvad i alverden der fik så velformuleret et menneske til så stædigt at holde fast i pseudovidenskaben præsenteret (ift. race-teori og "Den Store Udskiftning"). Konklussionen var kynisme, og sorg. En aktiv vrede, og en inaktiv sorg. Altså, at det hele var mere et spørgsmål om psykologi, end om politik.

Jeg tænkte dengang at de mange års terapi havde lært mig noget (rundt regnet har jeg gået i terapi i 15-16 år - on-and-off selvfølgelig, via gratis tilbud (Kvisten og CSM) og psykolog-bevillinger; 10 stk ad gangen, ikke altid med mulighed for forlængelse). Jeg følte dengang, at min egen erfaring med kynisme, og dets antonym sensitivitet, havde lært mig at sensitivitet er stærkere end kynisme - at det at være sårbar, under de rette omstændigheder åbenlyst, er mere givende på sigt end at være "hård" - både individuelt og kollektivt, såvel som kunstnerisk (det sidste måske nok mere åbenlyst - kynisk kunst er ret selvmodsigende, men jo ikke desto mindre populært, i et konkurrencesamfund hvor kynismen er gud - Emma Holten's debutudgivelse taler ind i det samme, som jeg har forstået anmeldelserne - jeg har ikke selv læst den, endnu).

Skulle mit liv give mening, i både en kollektiv og i en individuel forstand, ift. argumentation for sensitivitet frem for kynisme, måtte jeg selv på banen - PRØVE at bruge min historie til noget positivt. I både en terapeutisk øvelse individuelt, og for at prøve at gøre det nemmere for andre overlevere af overgreb at stå frem. Jeg var dengang dybt inspireret af såvel kvindelige og mandlige overlevere - og da en psykolog tog mig med til forfatteren og aktivisten Kurt Kyed's bogreception, for hans aldeles fremragende og dybt, dybt inspirende selvbiografi "Barndommens nat - i dagens lys". Han kombinerer i den digte og visuel kunst med prosa, og fortæller om hans moders overgreb på ham, i barndommen. Til bogreceptionen gav han mig sit visitkort, en gestus jeg aldrig vil glemme, trods jeg aldrig fik ringet til ham, dengang for... omkring 15 år siden.

Jeg blev dybt chokeret til bogreceptionen, over at han sådan kunne stå frem, og få den støtte og opbakning han gjorde. Hans tale til bogreceptionen var dybt, dybt rørende - Kurt Kyed er såvel kunstnerisk som menneskeligt, i såvel sin aktivisme med at stå frem med sin egen historie i mange interviews, sit terapeutiske arbejde ved Kvisten, og sit arbejde indenfor det sociale område - jeg husker ikke præcis hvad han arbejder med i dag, i det offentlige, hvis han stadig gør det - men i hans selvbiografi beskriver han sit arbejde med alkohol- og stofmisbrugere. Han beskriver deri en scene, hvor han, på et møde med omkring 15 deltagere, spørger ud i rummet, hvor mange af dem der er overlevere af overgreb. Næsten alle rakte hånden i vejret, i gruppeterapien. Jeg ved ikke om det er en nyhed for nogen som helst - at selvfølgelig er selvmedicinering og eskapisme anlediget af noget, af et dybt, dybt ar, som man forsøger at holde lukket i ren overlevelse.

MEN - jeg tænkte også, at han var en anden generation end jeg. At han talte til et andet "publikum", end jeg evt. kunne gøre - et ord som publikum kan lyde ret kynisk i denne sammenhæng - i så fald håber jeg at du, kære læser, forstår at det altså ikke handler om salg af bøger eller kunst - tabuer er tabuer af en grund, en grund som få forlag har forståelse eller interesse i at tage et opgør med - hvis dét overhovedet er muligt, lige ift. DETTE tabu.. hvilket jeg bliver nødt til at tro at det er - ikke et der kan brydes af mig, jeg føler at jeg har fejlet, men af andre. Absolut af Kurt Kyed - jeg ved ikke om jeg havde været her i dag, uden hans gestus til bogreceptionen, og uden at have læst hans modige, inspirerende og bevægende beretning. Men igen følte jeg altså samtidigt, at han talte til et mere... til et publikum med en fælles dansk kulturel forståelse, et fælles sprog.

Jeg er selv etnisk dansk, med dybe rødder her i landet, trods mit norske efternavn. Orheim er min faders efternavn - min moders efternavn holder jeg hemmeligt og vil ikke afsløre - ligesom at jeg aldrig kunne finde på at dele hendes fulde navn (hun havde ikke min faders efternavn - de var gift i en periode, for at få et greencard/arbejdstilladelse i USA - hvor de var en del af Osho/Bhagwan Shree Rajneesh-bevægelsen i Oregon, hvor jeg er undfanget, men blev skilt senere, trods de forblev sammen - af ideologiske årsager).

Men alligevel har jeg aldrig følt mig dansk - "en dansker iblandt nydanskere, og en nydansker iblandt danskere", alene pga familiens navne, og pga Osho-bevægelsen; hvor alle har navne på hindi, mange hvor navnet er baseret på astrologi - de vidste godt at jeg nok ville blive mobbet for det, men valgte det af ideologiske grunde, grundet Osho og deres relation til bevægelsen, i dens tidligste stadier - hvor den havde flere religiøse/ideologiske overbygninger end i dag, langt langt flere.

Desuden er jeg langt yngre end Kurt Kyed, og har haft en markant anderledes opvækst; ikke 2 historier er ens, og jo mere specifikt man påtaler sin erfaring, des mere taler man til den specifikke erfaring i andre = altså, det er ikke et spørgsmål om at nå flest muligt, for hverken mig eller for Kurt Kyed (tror jeg), men et spørgsmål om at nå dem, som det terapeutisk og jævnfør personlige overbevisninger giver mest mening i forhold til, eftersom at påtale af sådan et tabu aldrig, som i aldrig, bliver en bestseller; det er det alt for kompleks til, og for specifikt (altså, overlevelse af en kvindelig pædofil, som mand/dreng).

Og alt det sammenlagt gjorde altså at jeg tænkte, at det at dele min historie på Fyldepennen, hvor man kan læse med gratis, anonymt og udefra uden at oprette profil, kunne give mening. Der gik et godt stykke tid herinde, inden jeg fandt... ikke modet (for selvmord har altid været en følgesvend i det), men så... viljen til at skrive min historie - eller, så meget af den, så konkret som muligt. Og det er dér jeg nok har fejlet, ved at bide over et alt, alt for stort æble. Jeg har bare svært ved at koble tingene fra hinaden - og ser min moders opvækst i en af de rigeste familier i Århus som en forklaring på hendes sociopati og pædofili. Hun blev gjort arveløs af sin familie, hvor hendes storesøster arvede hele formuen. Formuen fra en familie, hvor faderen var dranker, ludoman, forretningsmand (sælgende lommeregnere, som en af de første i Århus, back in the day) og voldelig (og syg med Huntingtons Sygdom), og moderen iskold - begge døde mange, mange år inden jeg blev født. Min moder var 40 år gammel, da hun fødte mig.

Anyways - det er baggrunden for min aktivitet herinde. Tak for at læse hertil, og tak for, hvis du har læst andet af mig. Jeg vælger at tro, at jeg allerede har sagt tak fra hjertet af, privat, til de personer herinde der har været uundværlige støtter. Jeg har skrevet privat med mange, mange flere end jeg kan holde styr på - både overlevere og mennesker udvisende uvurderlig solidaritet, alle mennesker jeg vil savne forfærdeligt. Faktisk vil jeg også sige tak til alle haderne - trods stressfaktoren påført, har det været lærerigt.

Jeg orker ikke at skrive mere, her kl. 00:31.

Tak for læsning, interaktion og for at dele - og til dig der er overlever af overgreb i barndommen, uanset hvilket køn og uanset din histories karakter - der er hjælp at hente, der er forståelse og solidaritet hvis du rækker ud. F. eks. via Landsforeningen Spor, som har en lukket gruppe på Facebook. Desuden er der gratis terapi ved Kvisten og CSM, og vistnok også andre tilbud, men jo desværre med forfærdeligt, forfærdeligt lange ventetider. Gudskelov arbejder Landforeningen Spor, og gode stærke folk som Kurt Kyed, aktivt for at nedbringe ventetiderne. Endelig er der CSM's Frivilligsektion, hvor der INGEN ventetid er, og som har afdelinger i de fleste større byer i landet, med forhåbentlig flere på vej. Skulle du selv have en trang til at dele din historie - trangen til at kravle op på et bjerg og derfra råbe ud til hele verden, og bryde den hemmelighed som du måske har båret alene på i... så lang tid som føles rigtig - så håber jeg at du finder en sund, balanceret måde at gøre det på, med selvomsorg og støtte undervejs. Og sidst men ikke mindst - du skylder ingen din historie, og jeg ville aldrig opfordre andre til at dele sin historie offentligt - min egen erfaring med det er, at det er helt afsindigt vanvittigt stressende at gøre, i hvert fald på den måde jeg gjorde det på, herinde på Fyldepennen, og kortvarigt på Instagram og Facebook, medmindre at man har kapitalerne til at kunne det på en måde hvor man ikke slider sig selv ihjel undervejs (kapitalerne - socialt, økonomisk, politisk, kulturelt og symbolsk). Og går du efter en bogudgivelse eller deling af din historie på anden vis - nående flere end ad den vej jeg forsøgte herinde, så ønsker jeg dig af hele hjertet hjerteligt held og lykke - virkelig. Du fortjener det sådan, alt det gode der kan og bør komme din vej. Du fortjener det, fra det samfund der ikke så dig som barn, og så det barns behov for hjælp.

"Et barn ikke der ikke omfavnes af landsbyen, vil brænde den ned for at føle dens varme" - afrikansk ordsprog.

Til sidst - herunder efter citatet de 2 digte skrevet i dag, nævnt tidligere - delt her fordi jeg ikke vil dele flere tekster, eller deltage i forummet herinde længere, for at passe på mig selv. Jeg har sagt dét før... men prøver nu at omfavne alternativerne mere. Desuden - jeg ændrer forfatterkommentaren til en eller flere tekster herinde, i hvert fald teksten "De 2 tårer" (et forsøg på at udvise solidaritet med kvindelige overlevere af alle former for traumer), og indsætter et link til download af alle mine tekster snarest muligt, når overskuddet lige er der - alt hvad jeg har skrevet, eller så meget som muligt af det - en del tekster gik tabt, da FP's moderator slettede min første profil - dét er en historie jeg ikke orker lige nu. En håndfuld tekster i den download har andre datoer på, end datoen hvor de blev skabt - det skyldes flere faktorer, at jeg gik ind i teksterne og redigerede dem (ændring af musiklink jeg tilknyttede værket, f. eks - desuden er jeg dårlig til organisation, og har opgivet det hele mange, mange gange undervejs). Skulle overskuddet til at søge udgivelse pludselig opstå, samt lysten og troen på det som realistisk og ønskværdigt (hvis ikke det skulle ske under synonym, hvad jeg dog er imod - af princip, for at nægte at knæle for skammen og frygten), så er det selvfølgelig muligt at jeg sletter min profil.

"Jeg plejede at gøre oprør ved at destruere mig selv, men indså at det er forfærdeligt belejligt for verdenen. For nogle af os, er vores bedste oprør selvopholdelse." - Mitski (musiker)

De 2 digte nævnt tidligere, skrevet i dag =

"Den lilla ravns retur"

Genfødt. I Darfur.
Med samme navn som nu, lige nu.
Under skyggen af inficerede fredsduer.
I modvinde sendt helt fra Chicago.

Med kun ét spørgsmål, i mit babyskrig.

'Hvad er det der for dig dur?
Hvem ville du slås med, hvis du ku?
Hvem ville være mål for din sorg?
Hvis du havde lov, var bred som et torv,
hvem ville smage dine knor, høre bar-buh,
hvem ville blive flov, over at tabe sit rov,
hvems narcissisme gemmer sig i din barndoms skur,
hvems ego trænger til sorg, til genfødslens kur?

Jeg ville slås med min far,
men ikke med
far fra Darfur.

Genfødt. I Gaza.
Med et andet navn end nu, lige nu.
Jeg fødes ind i en labyrinth, af lava.
Der er varmt, men alle fryser, selv du.
Alle ryster, fra Illinois til Java.

Med kun ét svar, som jeg bliver ældre.

'Den du slås med, er en du vil ta' af.
Tænk hvis der ingen ord var for fjender.
Tænk hvis alt observeret absorberes, selv Buddha.
Uha da, for vi ser alle så meget vi ikke bekender.
Kaster sten imod tanks, kalder dem Teslas svada.
Vi står alle og ser historien gentage sig, uden ender.
Et folk udvalgt af naturen, sponsoreret af NASA.
Et folk udvalgt af Gud, sponsoret af Danske Venner.
En idé om én, ét, af dem bange for spejlets røg, Illu Plaza
som prædker "vend den anden kind til, uanset om du vil,
mens jeg tager dine tænder"

Men,
min tale ændrer sig til et skrig,
det eneste svar,
til endnu én
af de voksnes krig.

Alt imens,
at mor og far
begge er jomfruer,
og endnu ikke har mødt hinanden,
på flugt i hver sin retning fra Darfur,
i de smukkeste farver, alle lige, ingen bure,
2 sjæle i balance,
borte fra rigiditetens rohypnoltrance,
borte fra kaos, og englestøvets manglende jura,
måske en Kartago-romance,
måske Århus der snart truer,
i et barnligt håb om,
at voksne er tilstede, og ikke kun buh'er.

"Den dag du lærer barnet navnet på fuglen,
vil barnet aldrig se selvsamme fugl igen."
- Jiddu Krishnamurti

/

Skrevet d. 6/5, 2024. Relavant musik = Akala - Murder Runs The Globe. Akala er, ligesom sin storesøster Ms. Dynamite, en stemme for de stemmeløse. Som udgivet journalist, udgivet forfatter, udgivet musiker og grundlægger af The Hip-Hop Shakespear Company, samt Tedtalk-foredragsholder, gør han hvad han kan. Nogle ved ikke at hiphop er punk's søster, hvis hiphoplillebror alt for længe har domineret radioen, og reklamer. Musik = www . stopwar . org.uk/article/akala-murder-runs-the-globe/ (fjern mellemrum i linkadressen for at se link - links må ikke deles her)

---

"Da yin mødte yang", skrevet i CSM's Frivilligsektion i dag d. 6/5, 2024, hvor en enkelt fik læst det; her lidt anderledes sat op, end tegningen/håndskriften i farver =

Undskyld at
jeg havde så travlt
med at se ud som om
at jeg lyttede at,
jeg glemte at lytte.

Undskyld at
jeg havde så travlt
med ikke at stirre at,
jeg glemte at se.

I dit blik.

Fanget af rigiditetens vrede i,
uforløst sorg.

Fanget i kaos' sorg i,
uforløst vrede.

Til du så mig.