Telefoninterview med bestsellerforfatter Helle Helle, nyeste bog Dette burde skrives i nutid, som her løfter lidt af sløret for sin skriveproces.

Kan du løfte sløret for hvordan og gerne hvornår du begyndte at skrive?
Jeg har sådan set altid skrevet. Lige fra jeg mødte alfabetet første gang, oplevede jeg hvilken magi, der lå i det. Jeg blev meget hurtig optaget af at læse og skrive, da jeg startede i skolen.
Mange børn skriver jo, mens de er små. Jeg var bare så heldig at have nogle rigtig gode dansklærere, der blandt andet gav mig plads til at skrive digte i folkeskolen, stedet for almindelige stile. På den måde fik jeg mod til at prøve det af, det at skrive. Det var også noget, jeg opdagede jeg var god til. For eksempel var jeg ret dårlig til gymnastik og jeg er opvokset i en lille bitte by hvor det betød noget og var meget vigtigt, at man var god til sport. Det var jeg ikke. Men jeg opdagede at jeg var god til at formulere mig og jeg begyndte for alvor at spekulere på, hvordan man mon blev forfatter.

Digt i Alt for Damerne
“Jeg oplevede løbende små succesoplevelser, der gav mig blod på tanden og jeg begyndte at tro på, at det kunne lykkes at blive forfatter.”Da jeg så var 16 år fik jeg trykt et digt i ugebladet Alt for Damerne. Det blev starten. Jeg oplevede løbende små
succesoplevelser, der gav mig blod på tanden og jeg begyndte at tro på, at det kunne lykkes at blive forfatter. Jeg fik ikke tekstkritik i starten, som man for eksempel kan få det i dag på Fyldepennen, så jeg mødte ikke rigtig noget modstand på det jeg skrev. Men måske var det også nemmere at få noget trykt dengang? I 1987, da jeg var 21 år, fik jeg trykt min første novelle i dagbladet Information. Det er jeg ikke så sikker på ville have været så nemt for en debutant i dag.

Hvordan reagerede dine omgivelser på, at du så gerne ville skrive?
Jeg tror alle forældre vel synes det er spændende og dejligt at deres børn skriver. Det, der gjorde det lidt vanskeligt i mit tilfælde var, at jeg faktisk var i gang med at læse litteraturvidenskab på universitetet, da jeg søgte ind på Forfatterskolen første gang. Da blev min far lidt urolig, da jeg kom og annoncerede, at jeg ville springe fra mit universitetsstudium, hvis jeg kom ind på skolen. Det gjorde jeg så ikke - kom ind på Forfatterskolen første gang jeg søgte. Rimelig irriterende.

At tage springet
Et andet tidspunkt, det var lidt svært var, da jeg besluttede at kvitte et godt fast arbejde med pensionsordning og det hele og springe ud som fuldtidsforfatter. Jeg arbejdede på daværende tidspunkt på Danmarks Radio i ungdomsafdelingen, men jeg opdagede, at jeg ikke kunne skrive, når jeg også skulle passe et fuldtidsarbejde ved siden af. Heldigvis fik jeg rigtig god opbakning til min beslutning.
Drivkraften skal selvfølgelig være der for en forfatter, men for mit vedkommende kunne jeg ikke gøre det med et fuldtidsarbejde. Så jeg var nødt til at vælge.

Hvordan prioriterer du hverdagen og skrivningen, hvordan får du det til at hænge sammen?
“Jeg besluttede at kvitte et godt fast arbejde med pensionsordning og det hele og springe ud som fuldtidsforfatter.”Jeg tvinger mig hen til skrivebordet. Heldigvis er det jo indtil videre gået rigtig godt. Det føles heldigvis også lettere efterhånden. Det er en stor lykke, at det er gået så godt med at skrive på fuldtid. Men det var da svært at sætte sig ned. At skrive er dejligt, men også udmattende. Alene frygten for at fejle. Man tvivler også altid meget på det, man skriver. Det gør jeg da stadig. Selv når det er trykt og udgivet. Ofte kan jeg være i tvivl om bogen et helt år efter, den er skrevet og kommet på gaden. Men jeg tror nok, den tvivl skal være der. Det er jo også, fordi man kender alle svaghederne ved sin bog. Man ved nøjagtig, hvor de er i teksten. Hvor det kan pilles fra hinanden. Man kan jo som forfatter se bogens skelet. Men jeg tror, den skal være der. Den lille usikkerhed.

Har du et specielt arbejdssted eller kan du skrive hvor du end slår dig ned?
Nej, jeg skriver altid bedst derhjemme hos mig selv. Hvis jeg sidder et eller andet sted, ude på en café for eksempel, så bliver jeg alt for optaget af omgivelserne. Jeg er A-menneske og skriver gerne fra ganske tidligt om morgenen, når børnene er taget i skole. Så gør jeg det, at jeg bare sætter mig, ofte ganske uinspireret og så begynder jeg bare at skrive. Inspirationen, den tror jeg kommer, når man skriver. Jeg er selv nødt til at rette min skrivning ind i en fast form. Det er helt nødvendigt for mig at være meget disciplineret ellers så flyder det for mig.

Har du så altid en notesbog i tasken til gode idéer eller kan du godt holde det hele i hovedet?
Jeg tager faktisk aldrig nogensinde notater. Jeg observerer i stedet for. Det virker meget bedre for mig. Mine erfaringer siger mig også, at hvis jeg alligevel ikke kan huske det, jeg lagde mærke til, så duer det heller ikke i en bog. Jeg tager simpelthen ikke noter, så dør det for mig. Hvis det er godt nok, det jeg observerede, så skal jeg nok komme i tanke om det igen på et tidspunkt. Så popper det helt sikkert op igen, inden jeg er færdig med bogen.

Hvor finder du så din inspiration og research? Informationssøger du på nettet, eller opsøger du relevante mennesker, som måske arbejder med det, som du gerne vil vide noget om?
Nej, jeg er ikke nogen stor researchforfatter. Det hænder da, at jeg tager et vejkort frem, hvis der lige er nogle gader, jeg skal have styr på, hvor ligger henne. Hvis jeg lige er i tvivl om noget, men ellers ikke. Jeg bruger i det hele taget ofte omgivelser, jeg i forvejen kender til mine bøger. Ligesom jeg trækker på egne erfaringer. Mine hovedpersoner ligger ret tæt på mig selv, uden at jeg nødvendigvis har oplevet alt, hvad de oplever og jeg inspireres løbende af det jeg ser og hører. Også i bussen, for eksempel. I det hele taget holder jeg meget af bare at være fluen på væggen.

Skriver du fra start til slut?(fra A til B) eller springer du fra den ene scene til den anden, for derefter at binde det hele sammen tilslut?
Stort set skriver jeg fra en ende af. Jeg starter fra punkt A og går frem mod slutningen, ellers bliver det let noget rod for mig. For mig er det også meget vigtigt, at den ene sætning naturligt fører til den næste. Ligesom den ene handling bygger på den næste. Personerne i bogen udvikler sig jo undervejs og kronologien er derfor meget vigtig. De erfaringer en person har i kapitel 10, hviler jo konkret på, hvad der skete i kapitel 1. De første ti sider i en ny bog kan derfor godt tage seks måneder at få på plads.

Kender du bogens slutning, før du går i gang eller opstår den undervejs?Ja, det gør jeg. Jeg kender altid slutningen, før jeg begynder at skrive en ny bog. Jeg kan ikke ’åbne’ bogen, hvis ikke jeg ved hvad den skal ende med. Man kan vel sige, at jeg hele tiden skriver hen imod slutbilledet i mit hoved. Bogens åbning og dens slutning er helt essentielt for mit arbejde med at skrive den.

Hvad gør du så for at gøre dine personer så "ægte" som de typisk er?
Det er svært at svare på. Måske kan det ikke forklares. Men det handler meget om, at jeg træder ind i hovedpersonen og tænker, at det er mig, der er hende. Altså på både godt og ondt. Jeg skriver heller ikke ’det hele’. Jeg lader personerne være i verdenen og reagere på den, som de oplever den undervejs. Nøjagtig lige som når man selv møder andre mennesker på sin vej, så forholder man sig jo også til det, man kan høre og se i situationen.

Dramaet er nogle gange næsten ikke-eksisterende i dine bøger (sammenlignet med så meget andet litteratur). Hvordan sikrer du fremdriften i dine bøger?
“Jeg kender altid slutningen, før jeg begynder at skrive en ny bog.”Jamen, der er altid kæmpedramaer i mine bøger! Der er tit både nogle, der dør eller går hjemmefra, der er færgekatastrofer og trafikuheld!
Det er altid dramatisk, det der sker. Jeg udfolder det måske nok bare ikke i teksten. Jeg skriver bedre på den måde, når jeg ikke svælger i dramaerne. I min nye roman er der denne her kvinde, der lyver hele tiden. Hendes forældre tror hun passer sit universitetsstudium, men i virkeligheden tilbringer hun sin tid på gader og stræder i København. Det er det genkendelige drama, jeg skriver om og personerne i det, der skaber historien.

---
Helle Helles hjemmeside

Telefoninterview med bestsellerforfatter og vinder af De Gyldne Laurbær 2011, Jussi Adler-Olsen, som her giver gode råd om skriveprocessen. Læs om hans egen vej til udgivelse og hvorfor man altid skal søge at give det bedste man har som forfatter.

Fortæl hvordan du kom i gang med at skrive?
Min baggrund i forlagsverdenen lærte mig at se forskel på, hvad der var godt og dårligt skrevet, og ofte rettede jeg ryggen og tænkte: ”Det her må jeg kunne gøre bedre”. Sagt med et smil er et godt råd til forfatteren in spe at læse en masse skidt, fordi det burde kunne øge evnen til at skelne mellem god og dårlig litteratur. Så læs du bare en masse bras og sludder, så du kan kende forskel. Men min gang i forlagsverdenen har selvfølgelig givet mig rutinen i at skelne.

Find din egen vej
“Det handler altid om at gå nye veje som forfatter, at finde sig selv. Som forfatter skal du ikke stræbe efter at blive en ny John Steinbeck, men i stedet lede efter din egen stemme.”Det handler altid om at gå nye veje som forfatter, at finde sig selv. Som forfatter skal du ikke stræbe efter at blive en ny John Steinbeck, men i stedet lede efter din egen stemme. Det gælder i øvrigt i alle livets sammenhænge. Det handler om at være ærlig overfor læseren. Jeg er aldrig gået veje, som andre først har trådt godt til, og sådan har mit liv altid været i alle sammenhænge.
Og når vejen så er fundet, og teksten er skrevet, er det en god idé at læse den højt, for at kunne fornemme dens flow. Ikke nødvendigvis højtlæsning ud i stuen, men inde i dig selv. At træde de imaginære fem skridt tilbage og se på teksten gennem læserens øjne. Måske skal der 15 eller 20 gennemskrivninger til, før den er klar og der er lagt energi i dybden. Uden dybdeskrivning hverken et godt plot, en god tekststreng eller plausible personer.

Hver eneste side er vigtig
Hver side i din bog skal fænge læseren. Hver en side er en eksamen. Lig gerne i din seng og gennemtænk synopsis eller gennemgå det, du har besluttet dig for at skrive i dag. Brug tiden lige før du skal sove eller lige efter at du er vågnet. Disse tider på dagen mellem sovende og vågen tilstand er ofte meget kreative og gode. Og stræb så gennem disse tanker efter originaliteten i det, du skriver. Ikke for din egen skyld, men for læsernes. 

Hvor længe skrev du, før du blev udgivet?
Min far sagde altid, at jeg havde mange talenter, og at jeg skulle udforske dem ét efter ét, så jeg har været mange veje rundt, før det endelig blev forfatterskabet, jeg kastede mig over. Men i 1980, da jeg var 30 år, opholdt jeg mig sammen med min kone i et halvt år i Holland, og her skrev jeg min første roman. Formålet var alene for at udforske, om jeg overhovedet kunne, hvis jeg nogensinde skulle bestemme mig for at blive forfatter. Om håndværket og evnerne slog til. Det syntes jeg, det og de gjorde, og jeg troede på projektet. At det så ikke var en roman, der var ment til at skulle udgives, men bare en test, var så en anden sag. Senere i Terracina i Italien i 1987 fortalte jeg så nede på stranden under en smuk stjernehimmel min kone Hanne den historie, jeg senere debuterede med: Alfabethuset, og hun var ikke i tvivl: Gør det, sagde hun! Og sådan startede det.
I dag er det stadig min kone, der vurderer mine manuskripter, før jeg afleverer dem til min dygtige redaktør, men hun vil gerne overraskes og får derfor ikke længere historien, før den næsten er skrevet færdig. Jeg giver hende et kapitel om dagen, når jeg har 25-30 kapitler klar, og det passer meget godt med, at når hun er igennem dem, kan hun fortsætte med et kapitel om dagen helt frem til slutningen. Det fungerer godt.

Hvordan taklede du afslag fra forlag? (Hvis du da har prøvet det?)
Faktisk blev ’Alfabethuset’ afvist af Forlaget Centrum. Jeg havde helt bevidst valgt Centrum, fordi jeg vidste, at de blandt andet havde udgivet Michael Larsens ’Slangen i Sidney’ med stor succes og tæft for god marketing. Jeg anede ikke, hvorfor de afviste bogen og fik først svaret mange år efter. Det viste sig, at man på Centrum havde bogen mistænkt for at være et plagiat, og derfor ikke turde binde an med den. Alfabethuset var simpelthen for god. På det tidspunkt havde der netop været en del skriveri om Franz Beckerlee, om hvorvidt han havde plagieret sin roman. (’De gamle aber er de sjoveste’. (Rhodos 1984). Trukket tilbage af forlaget pga. plagiat-sag, red.). Men siden da er jeg aldrig blevet afvist – manuskripterne har kort sagt været så gennemarbejdede, at de gled let igennem systemet.

Forlagsbedømmelse
Nye forfattere skal i øvrigt vide, at en del af de manuskripter, der uopfordret fremsendes forlagene, desværre aldrig bliver læst. Måske havner de på gulvet eller også læses kun de 10 første sider og så lægges manuskriptet over i afslagsbunken. Den gamle forlægger Jarl Borgen (Bogens Forlag, red.) sagde engang, at han slog op på side 18 og læste dér. Hvis den side fængede, tog han romanen forfra. Igen: SAMTLIGE sider skal fænge, ellers er du ikke på sikker grund.

Hvordan opstår idéen til historien?
“Stil dig selv spørgsmålet om, hvorfor denne tekst nødvendigvis må skrives.”Ideer myldrer for den med vågne øjne. Aviser, andre medier, folk omkring, der er ideer alle vegne. Måske er det bare besynderlige reaktionsmønstre eller forkert trufne beslutninger. Alt kan være byggesten til en god historie. Men NÅR historien begynder at tegne sig, er det vigtigt, at forfatteren stiller sig selv spørgsmålet: Hvorfor vil jeg skrive den her bog? Stil dig selv spørgsmålet om, hvorfor denne tekst nødvendigvis må skrives. Tematiseringerne omkring grundplottet opstår naturligt, hvis du kender svaret på dette ’Hvorfor’.

Undervurder aldrig læseren
Man må aldrig undervurdere sine læsere. De har ofte læst mere, end du selv har. I hvert fald mere, end du tror, de har. De er ofte også en del klogere, end du lige havde regnet med. Og de gennemskuer dig, hvis du ikke skriver troværdigt. Læseren er din eneste eksistensberettigelse, hvis du gerne vil have udgivet dine tekster, og du skal forkæle dem. Det er ugenerøst, hvis man ikke giver læseren det bedste, man har i sig som forfatter. Og prøv så at skabe en total harmoni mellem den måde, du skriver på, og hvad du ønsker, at læseren skal have ud af det, ved at læse det. - Ellers flagrer projektet let og bliver uvedkommende. Man skal kende sin historie virkelig godt, før man skriver den, det er min kæphest.
Da jeg skrev ’Kvinden i buret’, var det længe før lignende historier rullede op i medierne. Senere kom sagen om Natascha Kampusch. Min historie var inspireret af en anden sag, men handler ligesom min inspirationskilde om evnen til at stride sig gennem fuldstændig umenneskelige forhold og stadig komme nogenlunde hel ud på den anden side.

Research
Research bliver et vigtigt element, når du har udtænkt temaet og selvfølgelig førnævnte ’Hvorfor’. Jeg brugte selv to år på research på ”Washington Dekretet ” fordi den foregår i udlandet i et miljø, der er hemmelighedsomgærdet og fuldt besat med eksperter på en lang række felter. Dem ønskede jeg ikke at få kritik af med denne kontroversielle historie. Sådanne romaner er tidkrævende, fordi man ikke har så let adgang til oplysningerne, som hvis handlingen var henlagt til Danmark. De bøger, jeg har skrevet om danske forhold, har som regel taget mig mellem to-fire måneder at researche.

Nytter ikke at pive
Der kan godt gå 14 dage uden jeg skriver. Sommetider tager jeg på refugium, fx Hald Hovedgård, for at skrive, men jeg er frem for alt altid koncentreret, når jeg arbejder. Kan man ikke abstrahere fra det øvrige, der foregår i ens verden, får man sandsynligvis heller ikke udgivet noget. Det nytter ikke at pive. Det tager tid at skrive. Man kan ikke være forfatter uden afsavn.
 
Hvordan arbejder du med at fastholde læserne fra bog til bog?
Jeg tager altid mine læsere alvorligt, og det tror jeg de mærker, og så gør jeg mig altid speciel umage med at skildre usædvanlige locations og usædvanlig personer.
En anden mulig grund til, at læserne hænger ved, er min brug af det, jeg kalder ’Den manglende stemme’. Hvis man fx sammenligner musikken af Beethoven med musikken af Mozart, fornemmer man hvorfor. Beethoven har måske noteret 108 stemmer i sit partitur, og når man så hører musikken, er man oftest fyldt op og mæt efter få timer. Mozart derimod er kendetegnet ved følelsen af, at der mangler en stemme i parturet, nemlig den, du selv lægger til. Og musikken virker derfor let og i overensstemmelse med ens egen sindstilstand og eventuelle musiske evner og udtryksmåde. Sådan musik bliver man ikke let træt af at lytte til, og sådan bør al kunst være. Også romanerne.
Jeg beskriver derfor helst ikke banaliteter som personers udseende eller fortæller særlig indgående om disse personers baggrunde, men lader derimod læseren skabe billederne selv. Jeg læser også altid det, jeg selv har skrevet ud fra læsernes synspunkt, før jeg lader teksten gå videre til andres bedømmelse. Fjerner så mange detaljer jeg kan for at komme læseren i møde. At tænde læserens fantasi er altid det vigtigste element i skrivekunsten.

Om at bruge Word
Når forfatteren skriver, er brugen af Word måske vor tids største svøbe. Det er let at sætte teksten op, så den ligner en rigtig bog, men det er jo ikke det, det handler om. Det ser godt ud – men selvom det ligner, er det ikke en bog, og ej heller nødvendigvis særlig velskrevet. Jeg arbejder selv på WordPerfect med hvid skrift på blå skærm – så det mindst muligt ligner det færdige resultat. Det levner plads for selvkritik og mange redaktioner, før jeg konverterer filen til Word og senere til pdf.  

Kontrasten mellem underholdning og alvor i dine bøger gør alvoren mere grum og 'underholdningen' mere oplivende. Er det noget du bevidst arbejder med?
Ja, kontrasten er vigtig. En thriller kan for eksempel have en åbningsscene, der ånder fred og ingen fare. Vi ser et ungt, forelsket par med madkurv i et uskyldigt landskab. Her virker det så ekstra stærkt, hvis idyllen brydes med vold og alvor. Kontrasten mellem det gode og det onde træder klarere frem. Og så er der humoren, der krydrer livet og i mine romaner også krydrer mine hovedpersoner med ellers meget alvorligt og lidelsesfulde hverdage. Man plejer at sige, at den korteste afstand mellem to mennesker er smilet, men jeg mener, det er latteren. Og med latteren får du læserens opmærksomhed og velvilje, selv i vanskelige spørgsmål. Tekstens humor sætter alt i relief. 

Hvilke tidspunkter af døgnet arbejder du bedst på?

’Bedste tidspunkter’ til at skrive i findes ikke. Hanne Vibeke Holst taler om at være i fasen, hun benævner ´skrivning’. Sådan har jeg det ikke, jeg arbejder bedst ’altid’, men ikke altid lige hårdt. Selvfølgelig kan man have en deadline, men ellers skal man tage sig den tid, det nu tager. Jeg kan fx vælge at arbejde med en svær halv side, jeg mangler at redigere færdig, en hel dag, mens jeg en anden dag med lethed skriver ti sider. Det er ikke mængden af sider den pågældende dag, det kommer an på, men intensiteten i den enkelte side.
Tidligere arbejdede jeg bedst om natten i arkitektlampens skær, men sådan er det ikke mere. Jeg arbejder, når jeg arbejder. Altid til noget vidunderligt musik. Jeg tager hovedtelefoner på, og så skriver jeg. Det samme gjorde jeg, da jeg var forlagsredaktør. Når jeg sad der med hovedtelefoner på, vidste mine medarbejdere, at nu skulle jeg ikke forstyrres de næste par timer.

Forfattertid
“Som fritidsforfatter må man ofte stjæle sig tiden til at skrive, og det kan være en svær tid for den, hvis højeste ønske er at kunne leve af at skrive.”Som fritidsforfatter må man ofte stjæle sig tiden til at skrive, og det kan være en svær tid for den, hvis højeste ønske er at kunne leve af at skrive. Men det at være forfatter er ikke så romantisk, som de fleste tror, og man skal virkelig have først ’hovedstolen’ i orden, hvis man vil forsøge sig, synes jeg. Så saml på livserfaringer, bredt kendskab til mennesket i alle dets afskygninger og reaktionsmønstre. Er den del i orden kan man prøve, men opdager man så alligevel, at man ikke havde noget på hjerte, dengang man satte sig, er det måske alligevel ikke forfatter, man skal være. Selvfølgelig findes der eminente fritidsforfattere. Ulla Taylor (’Dametur’, red.) er skolelærer og et virkelig fint eksempel på en deltidsforfatter, der skriver godt og vedkommende. Så spørg dig selv: har jeg drivkraften til at blive fuldtidsforfatter? – før du kaster dig ud i det. Det kan da i hvert fald ikke skade.

Tvinger du dig selv til at skrive i et givent tidsrum, eller venter du på musernes indtog?

Som sagt: Der hersker megen romantik omkring det at skrive og om begreberne inspiration, skriveblokade og en masse andre gode ord. Men det er min erfaring, at for langt de fleste fuldtidsforfattere kommer inspirationen, når man sætter sig ned og begynder at koncentrere sig. Men før det er det selvfølgelig en god idé at orientere sig i forskellige emner og problemstillinger. Læs gerne aviser og led så efter de historier, som ingen andre måske har set. Gå efter det originale stof, det betaler sig.

Hvad gør du ved skriveblokeringer? Oplever du dem?

Skriveblokeringer findes ikke i min verden og bør heller ikke findes i nogen andres. Som jeg ser det, handler skriveblokering oftest om to ting: Enten drejer det sig om manglende koncentration, eller også om ren dovenskab. Inspirationen kommer, mens man koncentrerer sig om sit arbejde. Selv elsker jeg mest, når ’de sorte huller’ opstår undervejs. Der, hvor der opstår problemer i teksten. Hvor jeg skal arbejde med et spørgsmål, jeg ikke har løst endnu. Dovenskaben opstår, hvis man opgiver at løse problemerne med handling, tekst og forviklinger, og derpå rejser sig fra sin arbejdsplads. Lad være med at rejse dig, siger jeg. Så får skriveblokeringen det svært ved at komme til.
Du bør først rejse dig fra teksten, når du er tilfreds med arbejdet, men aldrig nogensinde først, når du er skrevet helt ud. Gem lidt af skrivelysten og en viden om, hvad du vil skrive, til i morgen. En halv side, du godt kunne have skrevet i dag, kan jo sagtens vise sig at blive dit bedste afsæt i morgen. Slut gerne med en halv sætning, et godt gammelt råd, men det virker. For hvem kan ikke fuldende sætningen i morgen?

---
Jussi Adler-Olsens hjemmeside

I februar 2010 besluttede jeg selv at finansiere udgivelsen af "Skammens Væg – og andre noveller" indeholdende ni af mine krimi-/spændingsnoveller. De næste to måneder gik med drøftelser med forlaget omkring projektet, korrekturlæsning og rettelser via pdf-filer samt tilsendt prøvetryk. Og i april 2010 blev min novellesamling så udgivet.

To måneder fra beslutning til udgivelse. De færreste forlag giver en tilbagemelding på et tilsendt manuskript inden for den tidsramme! I tilgift behøvede jeg ikke at ramme den magiske kombination af forlagets udgivelsesprogram, forlagets budget og mit manuskript.

Den altoverskyggende fordel ved selvfinansieret udgivelse er, at du som forfatter kan bevare såvel rettighederne til dit manuskript som kontrollen med processen – alt efter hvilken samarbejdspartner du vælger.

Hos nogle selv-/medudgiverforlag, skal man i et eller andet omfang fraskrive sig rettighederne. Og visse steder er processen sat så meget "på skinner" at selv den mindste fravigelse fra standardløsningen koster ekstra.

Undersøg mulighederne, men grav dybere end forlagenes egne hjemmesider: Kontakt forfattere, der tidligere har udgivet på forlaget, og spørg om de vil dele ud af deres erfaringer. Kontakt forlaget direkte med alle dine spørgsmål og ønsker. Ikke kun via e-mail, men også telefonisk.

Og se dig godt for hvad angår prisen. Prisen for en selvudgivelse afhænger af, hvor meget man selv kan og vil levere i processen. De fleste steder kan alt hvad hjertet måtte begære naturligvis tilkøbes. Et godt tilbud er måske ikke så attraktivt, når man får indregnet tilvalgsydelserne. Omvendt kan et dyrere tilbud vise sig at være billigt, fordi der er flere ydelser indregnet i prisen fra start.

Men der er også ulemper. Og vælger du en selvfinansieret udgivelse, skal du være klar over, at mange ikke anser det for at være en "rigtig" udgivelse. Flere vil påpege alt det dårlige ved at udgive selv, straks de hører om dine planer. Lyt til det, de siger!

 Jeg er meget taknemmelig for alle de advarsler og oplysninger, jeg fik forud for min beslutning. Dermed gik jeg nemlig ind i processen med åbne øjne – klar over alle de opgaver, jeg selv måtte påtage mig og de lukkede døre, jeg ville møde.
Mit råd til alle, der overvejer selvudgivelse, er at være realistisk med hensyn til, hvilke opgaver du selv kan påtage dig. Få andres input undervejs, søg hjælp til korrektur hvis nødvendigt (og lad andre afgøre om det er nødvendigt), tag stilling til om du selv kan (og vil) stå for de andre opgaver, der følger med en selvudgivelse – såsom PR-arbejdet.

Vil du vide mere om mine erfaringer med selvudgivelse så kig forbi min hjemmeside.

/Gitte Morsund