Kote 0

Af Ane-Marie Kjeldberg, 05/01-04
Denne bog er også anmeldt af Poul Høllund Jensen (14/01-04)

Kirsten Nørgaard kan kunsten at sætte sig mellem alle tilstedeværende stole. Og det mener jeg vel at mærke særdeles positivt! Hendes digte i debutsamlingen Kote 0 undgår klichéerne, banaliteterne, det forslidte, men skyder i stedet op i mellemrummene, slår rødder i pauserne mellem de gængse ord; blomstrer i følelserne, som ikke er enten-eller, men både-og; og sætter frø ind i læserens sind, som føler det usigelige få mæle, det uudtalte blive stilfærdigt sagt.

Digtsamlingen er opdelt i fem hovedafsnit plus en lille efterdønning, og afsnittene angiver muligvis en kronologisk og følelsesmæssig udvikling fra en iagttagende fase til en vemodigt reflekterende, ind i en lykke og ro, over i tvivl, følelse af begrænsethed tilbage i det iagttagende, måske nu mere afklarede. Eller måske gør de ikke. Kirsten Nørgaards digte er enkle og stilfærdige, men de er ikke simple, ikke entydige. Tværtimod fænger de netop ved deres mertydighed, spændingsgløden mellem ordenes forskellige mulige betydninger i de kombinationer, de med omhu er brugt.
Digtene er hverdag og store følelser, sandblæst af tidens distance, som en vejrnedbrudt årtusindgammel skulptur, så alle unødvendighederne er slidt bort, og kun den bestandige kerne er tilbage og selv smerten antager en beroligende enkelhed og eviggyldig skønhed.
At citere ét digt - eller to - fra samlingen yder ikke bogen retfærdighed, men jeg vil alligevel gøre forsøget på at eksemplificere spændingen i Kirsten Nørgaards lyrik med dette digt (side 31):

"Et intermezzo står og tripper
i rummet. Pianisten og
fløjtespillersken spiller så rent
og hvidt som den seng, de ikke
deler med hinanden."

Kan mus-isk inspiration og skabende sublimering (i Åge Henriksensk positiv forstand, ikke freudiansk sygeliggørende) skildres enklere og smukkere? Det uhåndgribelig håndgribeliggjort i en negation og en tøvende trippen!

Kirsten Nørgaards sprog er udadleligt: smukt, velklingende, righoldigt og fornemt velafstemt. Digtenes indhold giver en air af Italien, hvor forfatteren slår sine folder, men også af Danmark og det højere nord.
I et lille lysende øjebliksbillede er vi kommet helt op i den arktiske tundra (side 82):

"I det øjeblik jeg kaster en blåbærkvist
i elven med det klare lave vand
som man sagtens kan drikke
omgivet af tundra og sodlilla klipper
bli'r det min kvist, og jeg må tage
mig sammen for ikke at hjælpe den fri
af den første sten, den møder."

Kote 0 er et fint nyt og æstetisk forfriskende billede af livet, set med skarpt malerblik og gengivet med sproget som palet på en sådan måde, at man får lyst til at vende tilbage til denne fine enkelhed gang på gang.
Bogen vil blive mig en fast følgesvend, det ved jeg allerede. Den giver nydelse og genkendelse og roligt blik. På nye måder for hver gang man åbner den.

Og så kun én ting:
Mere, Kirsten!
Jeg glæder mig allerede.

Udgivelsesdato: December 2003