Stalin - Den røde zar og hans hof

Af Kåemer Asmussen, 09/11-04

Dette er en bog af format i enhver forstand, ikke mindst fysisk, 774 sider, men også i sit indhold. Simon Sebag Montefiore er utvivlsomt en fremragende forsker, om han også er en fremragende forfatter er jeg ikke så sikker på. Og om bogens hovedperson, Stalin, må det siges, at trods hans fejl (et understatement!), så er han også en mand af format.

Stalins historie har vel i det store og hele været kendt hele tiden, men efter Sovjetunionens sammenbrud er mange offentlige og private arkiver blevet åbnet, forfatteren har kunnet rejse frit og se de steder hvor historien udspillede sig, han har set de huse hvor Stalin boede, og han har kunnet interviewe de ældgamle mennesker som kendte Stalin og deres slægtninge, han har haft adgang til private breve, alle slags dokumenter og uudgivne erindringer - således at han nu har kunne fortælle historien indefra. Alle disse kilder taler med i bogen, sommetider er den en hel mosaik af citater, så man kan få fornemmelsen af at befinde sig i en forsamling, hvor alle taler om en bestemt person. Det er godt hvad hver enkelt siger, men det kan være svært at samle det hele og holde styr på det. Men ind imellem holder forfatterens sig så til en enkelt kilde eller han refererer, og da kommer der mere flow i beretningen, og den bliver spændende og medrivende.

Det mærkværdige ved Stalin er, at skønt han var en tyran og massemorder fuldt på højde med Hitler, så er det stadig muligt at føle sympati for ham, ja, ligefrem at beundre ham. Selv i en beretning som denne kan man fornemme hans personlige charme som mange fortæller om. Selv andre store politikere som Roosevelt og Churchill blev charmeret af ham. Hvor langt han end kom væk fra sin oprindelse, blev han ved med at være en jovial georgisk bonde.

Men han var jo skyld i utallige menneskers død, og ikke kun dem der døde som følge af revolution, krige og mere eller mindre nødvendige udrensninger, men også personlige hævntogter og spontane indfald på grund af den paranoia som udviklede sig stadig stærkere. Dertil omgav han sig med en flok mordere værre end ham selv. Jeg skal ikke nævne navne, det ville føre for vidt - jo, jeg vil nævne Berija, som virkelig var et monster, som nød personligt at torturere og henrette fanger, også som han vidste var uskyldige. Til et møde mødte han op i en blodplettet skjorte, og da nogen spurgte ham hvad det var, svarede han, at det var pletter han kunne være stolt af, for de stammede fra folkets fjender. - Men de andre var ikke bedre. Han blev henrettet kort efter Stalins død, og de andre var mere end villige til at lægge deres egne synder oven i hans, så han for eftertiden er kommet til at fremstå værre end han var. - Som en besynderlig kontrast skal det siges, at efter Stalins død, mens han stadig troede at han kunne gribe magten, fablede han om, at han ville liberalisere Sovjetunionen, indføre frie markeder og lade unionens forskellige lande få større selvstyre, noget som først mange år senere blev iværksat af Gorbatjov.

Vi hører ikke så meget om Stalins barndom og ungdom og heller ikke om hans samarbejde med Lenin eller striden med Trotskij. Det bliver bare ridset kort op. Vi kommer først rigtigt ind i billedet i slutningen af 20'erne, da han er nærmere de halvtreds. Han bor da med hustruen Nadja og tre børn i en lejlighed i Kreml, ligesom de andre ledere med deres familier. Der er ikke tvivl om at han er den egentlige leder, men det er meget uformelt. De løber ud og ind hos hinanden, passer hinandens børn, spiser sammen og fester sammen - og der laves intriger. - Efter en fest i 1932 begår hustruen, Nadja, selvmord, måske på grund af hans utroskab eller måske bare på grund af hendes eget uligevægtige sind. Fra da af isolerer han sig mere og mere, og han bliver i stadig højere grad enevældig. I det ydre bliver den uformelle stil fortsat hele hans liv, men det bliver snart en tom gestus, fordi alle skælver for ham og adlyder hans mindste vink.

Det er ikke uden grund de skælver, for vækker de uforvarende hans mishag eller mistanke om forræderi, ryger de hurtigt i fængsel eller bliver henrettet. Terroren bliver helt bevidst brugt som politisk redskab både over for hans nærmeste og i ledelsen af landet. Et problem kan næsten altid løses ved at fjender, virkelige eller indbildte, bliver likviderede.

Terroren bliver ikke mindst brugt i kollektiviseringen af landbruget, i kampen mod kulakkerne. Jeg vidste faktisk ikke hvad en kulak var, og bogen forklarer det ikke, men det er altså selvejende bønder, lidt større end de små familiebrug, men ikke så store som godsejerne. Mange af dem modsatte sig at gå ind i kollektivbrugene, og de blev myrdet og deporteret i millionvis.

Han indgik ikke-angrebspagt med Hitler, og da de tyske hære alligevel angriber Sovjetunionen nægter han at tro det, og mod alle varsler og sine generalers råd tøver han så længe, at det var nær på, at de havde mistet vitale byer som Moskva, Stalingrad og Leningrad. - Da han endelig indser sin fadæse, som koster tusindvis af mennesker livet, bryder han sammen og vil gå af, men hans medarbejdere føler sig hjælpeløse og faderløse uden ham, så yderligere et par dage går uden at noget bliver gjort, indtil de får ham til at tage ledelsen igen.

Efter krigen bryder hans paranoia ud i lys lue, og han bliver helt utilregnelig. Han mistænker sine nærmeste for sammensværgelser, og likviderer dem en efter en. Ja, han planlægger at likvidere dem alle, og truer dem med det, for at få nye, yngre kræfter ind. Men før han får det gennemført dør han. - Beretningen om hans dødsleje er en farceagtig gyser. - Det hele er kaotisk, for ingen er virkelig kompetent til at tage over tage over efter ham. - Som sagt, er der allerede på det tidspunkt planer om at liberalisere Sovjetunionen, men det skal som bekendt trække ud i mange år.

Dette er ingen politisk bog, hvad forfatteren da heller ikke udgiver den for at være. Men det kan jo ikke undgås at den alligevel læses sådan, og da er der de besynderligste huller. Jeg skulle gerne have hørt mere om samarbejdet med Lenin og striden med Trotskij, men da ville bogen jo også være svulmet endnu mere op. Den handler, som undertitlen siger, om "den røde zar og hans hof". Det er Stalin og hans nærmeste omgivelser i nærbilleder, og skønt det er et stort værk, er der rigeligt for andre at fylde ud.

Skal jeg anbefale bogen? Så afgjort! Men man skal være forberedt på at lægge et stort arbejde i læsningen og måske hente supplerende oplysninger andre steder. Den giver god forståelse af hvordan en så besynderlig personlighed som Stalin udvikler sig, og den giver en god indføring i Sovjetunionens historie, denne kolos på lerfødder, som da også endte med at falde sammen.

Udgivelsestidspunkt: Efterår 2004