Keramik

Af Kåemer Asmussen, 11/12-04
Denne bog er også anmeldt af Poul Høllund Jensen (07/08-04)

En ungdomsbog? Tænk at det forventes, at en mand på snart halvfjerds skal skrive og mene noget om en bog der omhandler en pige på 18-20 år og hendes problemer. Nåja, jeg må jo se det som en tillidserklæring, og for resten, efter at være kommet halvvejs i bogen udvider den sig og bliver en rigtig voksenroman. Og når jeg nu ser tilbage på hele bogen, så kan jeg se at det er en meget ægte skildring af en ung piges udvikling frem til voksen, moden kvinde.
Hannah mister sin mor, da hun er 18. Forældrene er skilt og faren er død for nogle år siden. Der er ældre søskende, men aldersforskellen er så stor, at hun reelt er vokset op som enebarn nært knyttet til moren. Der er også en tvillingbror, men han er som lille blevet bortadopteret til en barnløs onkel og tante. Efter morens død kommer hun til netop denne onkel og tante, og får til sin forbløffelse pludselig denne bror eller fætter, hun ved ikke rigtig hvad. Senere flytter de begge hjemmefra, hun til et kollegium, og det er det lange afsnit fra kollegiet der giver bogen præg af at være ungdomsroman.
Bogen er meget velskrevet, sproget er levende, følsomt og virkelighedsnært, det smyger sig tæt om tanken og følelserne, så det får sagt det nærmest uudsigelige. Det vender jeg tilbage til.
Bogen har mange lag, dybest ligger savnet af faren. Det ligger så dybt, at det knapt mærkes, men det er der. Dernæst er der forholdet til moren, det har været tæt, og hun dør lige i Hannahs mest sårbare alder. - Og ikke mindst er der forholdet til den forsvundne tvillingebror, Gregers, der pludselig bliver meget nærværende, frastødende og tiltrækkende, ja, han kommer så nær på at det næsten bliver et kærlighedsforhold. Hans store interesse og måske fremtidige levevej er keramikken, arbejdet ved en drejeskive, at forme det våde ler til vaser og krukker. Han indvier Hannah i denne kunst, og den bliver symbol på deres tætte forhold.
Afsnittet om tiden i kollegiet fylder som sagt meget, med god grund, for her oplever hun brydningerne i sig selv, spejlet i brydningerne med de jævnaldrende, som gennemgår samme udvikling som hun, men forskelligt efter de forskelliges personlighed. Der er almindeligt kollegierod, kammeratskaber, intriger, alvorlige og mindre alvorlige kærlighedsforhold. Hannahs forelskelse i den charmerende Simon, bekymringen over at være kommet i den høje alder af tyve år og stadig være jomfru, håb om at han kan gøre noget ved det, og den dybe skuffelse over at han vender sin interesse mod en anden.

"Det er ikke så svært at miste en elsket, når man ikke har haft ham, når han kun har været et håb. Der er ikke pinen ved alle de små vanehandlinger, som forsvinder fra én og river store huller, når deres rødder trækkes ud... Men når man aldrig har prøvet andet end dette håb, dette svagt begrundede håb, så tror man, det er lige så slemt. Det, der mest af alt har mindet om kærligheden, forsvinder."

Og der er det senere stadium, hvor hun pludselig står mellem to mulige elskere, veninden Regine og den nu mere tilgængelige Simon. Hvad i alverden gør man, når man vil have dem begge og ikke ønsker at såre nogen af dem - og da slet ikke at blive udsat for deres jalousi. Man henvender sig til den kloge bror for at få råd. Jeg har lyst til at citere hele afsnittet med deres samtale, men må beherske mig. Han mener at alle kærlighedsforhold er forskellige, og at de ikke står i vejen for hinanden. Man kan sagtens elske to samtidig, tre med for den sags skyld, for hvad med deres eget forhold, deres fortrolige samtaler og deres samvær om det våde ler ved drejeskiven. Er det måske ikke et kærlighedsforhold?
Skal jeg karakterisere denne bog med ét ord vil jeg sige: ægte. Man kommer så tæt ind på disse mennesker, så jeg synes man både kan mærke og lugte dem, og jeg har ind imellem tænkt: "Dette er slet ikke nogen roman, det er personlige erindringer." Det ved jeg ikke noget om, men hvis det er, er de i hvert fald fortalt med en romans intensitet.