Backpacker - Med livet på nakken

Af Allan Andersen, 12/03-07

Backpacker - Med livet på nakken er en bog om at opleve og få tømt noget af den bagage af uforløste, svære følelser, et ungt liv med tab kan føre med sig. Det er en roman om at 'leve det ud', ikke 'arbejde det frem', hvad der måtte have lidt et knæk. Det er en oplevelsesbaseret selvrealiseringsproces.
Jeg søgte vel selv en oplevelse, da jeg en forårsdag i april 2005 drog af sted med en alt for stor oppakning og ville have en på opleveren. Destination Hald Hovedgård ved Viborg. Den dag med stor styrke og en 'jeg er forfatter' skrevet ind på forsiden af et manuskript, der senere skulle blive luftet en hyggelig aften med stor rummelighed og få, men meget kompetente lyttere, der lod ordene forme sig til en forståelse af, at når blot gejsten og meningen er til stede, da er ordets frembrud på sin plads. Jeg har kun varme tanker at sende til det sted og den oplevelse, jeg bar med mig hjem.
Den ene af de tilstedeværende var Thomas Oldrup. Han talte til os med sin afdæmpede, lyttende stemme. Det var som om, at selvom han talte, da ville ordene lytte på sin vej ud af munden. Sjælden har jeg mødt et så sympatisk og åbent menneske. Mine øjne fangede en bogreol lidt borte og jeg spottede Oldrups roman Backpacker stående blandt andre Hald-skrevne bøger. Den efterfølgende dag læste jeg den og fandt den inspirerende. Nu har jeg læst backpacker endnu engang. Bogen om at tage sin rygsæk med på en rejse til Sydamerika og finde, at den på hjemrejsen vejer mindre, på trods af, man har taget mere med sig hjem, end man kom med.
Sådan tager hovedpersonen Tue af sted. Alene, med sin rygsæk. Vi følger ham på hans rejse fra El Capital gennem Escobar og Buenavista til El Grande som le Grande Finale, mødet med både piger, drenge og Høvdingen er, hvad læseren kan forvente. Høvdingen kommer i romanen til at repræsenterer et forsøg på at jagte sine drømme. Han fremgår som personen, der kan fortælle Tue, hvad han skal gøre med sit liv, hvor han skal tage hen. Men der er en ironi, der bider sig fast, et stærkt paradoks:
"En aften sidder vi som sædvanlig på sovesalen. Der er opstået en lille gruppe foran døren til det rum, hvor Høvdingen og de andre bor. En joint går rundt, og når den er røget, bliver en ny sat i gang. Jeg holder mig til nogle lokale øl, men de giver mig en kvalme, som jeg prøver at skylle ned med flere øl."
Ofte drikkes der eller hvad der er værre, og drømmene vokser ofte først, når rusen er på sit højeste. Man forestiller sig, Tue skal møde en rigtig åndelig Høvding, og der skabes da også en intens og nærværende oplevelse mellem ham og Høvdingen, men hele tiden fornemmer man, at drømmen blæser op i luften sammen med røgen fra jointen.
Vi konfronteres med Tues svimlende oplevelser, ofte af indre og selvkonfronterende art, og vekslen mellem intens nærvær til mennesker, der kommer tæt på ham, og det skræmmende fravær og den tvivl om egen tilstedeværelse, der hele tiden følger ham, bliver selve romanens ærinde at skildre. Hvad vil han med rejsen? Hvad skal han, når han kommer hjem igen, hvor han sikkert vil opleve, hvad i romanen omtales som post travel blues? Depression der måske vil følge med, når rejsen slutter.
En skepsis presser sig på, samtidig med enkelte af menneskerne omkring ham kommer tættere på, en rejseven ved navn Leni, og en dansk pige, Helena, han hele romanen igennem søger at finde og tale med, og som kommer til at stå som symbol på Tues dobbelte tanker med rejsen, en søgen tilbage til Danmark og det, han er flygtet fra og den fremtid han frygter, samtidig med hun også bliver hans drømmepige og nuets intensivering - og både Leni og Helena giver ham næring til at konfrontere sig selv, og selv om han kommer til at fremstå som skeptiker overfor backpackermiljøet og dets eksistensgrundlag, og selvom han har svært ved at tilegne sig den umiddelbare, direkte gejst for backpackernes såkaldte sjælevandring og autenticitet, da bliver et nært venskab og en potentiel kæreste hans mulige forløsning.
Det er en ungdomsroman, Thomas Oldrup har skrevet, om det følsomme fællesskab, overgangsfasens rejsefeber af usikre unge på vej mod en fremtid, de selv skaber, præcis som de selv skaber deres identitet som backpacker på et svimlende ocean af storytelling, oplevelser og venskabsbånd - nogle blot et forduftet minde før rygsækken atter lynes og skoene snøres til for at nå en ny destination. Usikkerheden er altid til stede. Den er både styrken til drømmen og kimen til smerten.
Min kritik går på, at Oldrup nogle gange med sin stream-of-consiousness virker for udleverende, som eksempelvis hans råb til vennen Mark i regnskoven. Det virker for direkte til min smag. At Tues tankestrøm slutter med, at han tænker, han sover, det må også betegnes som en fejl. Oldrup skriver sig ind i et tænkende individ, der bekræfter, at han sover. Jeg tænker ofte selv, jeg sover, men jeg har altså øjnene åbne!
Romanen står stærkest, hvor Oldrup arbejder med originale og gode sammensætninger af symbolbrug, når det intense nærvær mellem ham og menneskerne omkring ham opstår og når Tues oplevelser synes at stå som symptom på det dobbelttydige forhold, han har til sin identitet som backpacker.