1001 tårs tøsetanker

Af Solveig Schjørmann, 15/05-07

Nye tider, ny trend...

Vi har travlt, alt skal gå hurtigt og serveres let fordøjeligt: - De mest fantasirige billeder er ikke længere museumsgenstande, men spraymalt som graffiti direkte på husgavlene, rundt omkring i byerne. Tegneserierne, der i fortiden blev anset som smudslitteratur, bliver nu betragtet som storartet kunst. Poetiske digte skal ikke længere analyseres, men bliver serveret råt og usødet i pulserende rapsignaler, eller som lettere filosofisk poety slam. Hjemme, på de splintrende nye fladskærme zapper vi rundt imellem de utallige livsstilsprogrammer, der udgiver sig for at være 'det virkelige liv', logisk eller ulogisk? det er bedøvende ligegyldigt, når bare der er fart over feltet. Og hvad skal vi også med f.eks., William Shakespeares samlede værker, ingen har alligevel den tid det kræver, at fordybe sig i oldgammel litteratur. Nææ, lad os hellere følge med tiden – den nye trend - og læse en god weblog, her kan vi finde den hurtige og let tilgængelig underholdning, snuse lidt til de andres privatliv og samtidig få os et rigtigt godt grin; hvis vi altså er så heldige, i de uendelige mængder af Internettets blog/dagbogstilbud, at møde 'den lille havfrue', som virkelig kan underholde med skrifter, der bobler af singlepigens omskiftelige østrogenhumor, (ingen kan fratage kvindens ret, til vægelsind) virkelighedsnær livsdramatik og drømmen om kærligheden, den eneste ene…

En ung kvindes bekendelser:
Spacemermaid gad godt blive betragter som typen, der både er selvsikker, smart og sexet; den fantastiske karrierekvinde, som har så meget styr på sit liv at hun ikke kan se 'træerne for bare skov'. Men i virkeligheden er hun nærmere en små-neurotisk, snublende singlepige på supplerende dagpenge, der bare vil det hele: dette, altså efter hendes egen profilbeskrivelse. – Meen, efter at have læst hele blogromanen får man et mere klart indtryk, et nogenlunde spejlbillede af sig selv som pige/kvinde - og som bekendt, er genkendelsen af sin egenart noget vi mennesker holder af, især når den humoristiske selvironi er så fremherskende som her. Citat:
"Jeg har sovet med computeren som hovedpude og kreeret et helt nyt sprog med min venstre kind. Håber ikke, at tastaturet tager skade af lidt tømmermandssavl! Der er østeuropæisk musik i radioen. Ret frygteligt. Har kørt i en time nu. Orker ikke at skifte kanal, for radioen står lige ved siden af de tomme vinflasker, som jeg helst vil glemme, jeg har stiftet bekendtskab med. Har stadig ingen anelse om, hvor jeg satte cyklen. Men det er nemt nok. Jeg følger bare mine kvitteringer rundt omkring i det københavnske. En øl der, en (føj, føj, føj,) bloody mary der. Tør slet ikke tænke på min promille. Kan huske mig selv med en drink i hånden og våde ærmer hele aftenen."
- Nå ja, om man kan genkende sig selv eller ej kan være det samme, efter min mening er skriften ustyrlig morsom.

I det hele taget en bog, der varmt kan anbefales som let underholdning, i en verden hvor den mere alvorlige dagsorden vitterlig har brug for et løft.
- Skal jeg komme med en kritik af '1001 tårs tøsetanker', så må det være omkring bogens forside, der minder om fortidens påklædningsdukker, hos dem var der også vrøvl med tøjets pasform. Og så mangler jeg lidt poesi, måske, et par lyserøde østrogenbobler 'under himlen over havet' her hvor der er tale om en drømmende havfrue, som i bogstaveligste forstand kan slå med fiskehalen, så skummet sprøjter i alle retninger.