Jerichos Roser

Af Kåemer Asmussen, 25/02-08

Jerichos Rose er en sær plante, ikke så køn som sit navn, men med nærmest mystiske egenskaber. Man ser den sommetider bunkevis i en kasse hos blomsterhandleren. Den er tør og grå, og ligner nærmest et filtret garnnøgle. Men når den så kommer i vand, folder den sig ud og bliver grøn. - Den spiller en vigtig rolle i Ole Petersens bog.

Romanen er på samme tid en varm, nærmest idyllisk barndomsskildring og en kold, psykologisk gyser. Jeg har vist aldrig læst en bog der ligner den.

Jeg må fortælle hvordan romanen teknisk og rent kompositorisk er opbygget. Hovedpersonen, fra hvis synspunkt vi ser alt, er Nikolaj Halvor Jakobsen. Han er delt i to personer, 'Laj som barn og Halvor som voksen, og hans pinefulde strid for at forene de to sider er bogens spændingsfelt.

I hver andet kapitel oplever vi ham som barn og i hver andet som voksen. Barndomskapitlerne betegnes A,B,C osv. Alfabetet igennem, voksenkapitlerne AA,BB,CC … På den måde er begge sider af hans person hele tiden meget nærværende for læseren.

'Laj er syv-otte år og bor i en periode, en lykkelig sommer hos sin morfar og mormor på landet. Det er en varm, levende beskrivelse af drengens liv og hans forhold til de kærlige morforældre, uden nogensinde at blive pussenusset.

Som voksen kalder han sig Halvor og er seriemorder. Det er vinter og han søger kulden. Tilsyneladende er det tilfældige mennesker han myrder. Ved ofrene efterlader han skåle med Jerichos Rose.

Kun gennem små sproglige paralleller kan man fornemme, at den varme, troskyldige 'Laj er den samme som den iskolde morder Halvor. Først hen mod slutningen glider de to sammen til en person.

Vi får ikke forklaret, hvorfor han udvikler sig sådan. Vi følger ham bare i, hvad han tænker og gør og hvad der overgår ham - og så giver det sig selv. "Nogle gange bliver vi udsat for andres valg", siger han mange gange gennem bogen. Det er hvad der er sket med ham selv, og det er hvad han udsætter andre for.

Bogen kaldes "en noget fiktiv erindringsroman". Det er da godt, at den er fiktiv, det bliver den ikke mindre sand af. Det er ikke forfatterens egne erindringer. Det håber jeg i hvert fald ikke. Det er snarere Nikolaj Halvor Jakobsens, et forkrøblet menneskes minder om en varm, venlig barndom, som bliver afbrudt af andres kolde valg.

Forlaget Herodaman er forfatterens eget, har jeg forstået. Han har ikke haft tålmodighed med de etablerede forlags langsommelige procedurer. Men jeg synes nu, at han med sin næste bog, som vel må komme, skal forsøge at få den ud af de almindelige kanaler. Bøger på eget forlag har det med uretfærdigt at drukne i bogflommen. Og er den næste bog så god som denne, kan jeg ikke tænke mig andet end, at den vil slå igennem. Og desuden, når det man skriver er af så høj kvalitet, synes jeg nok, man skylder sig selv, at gå i clinch med "de store".