Midtjyske Fortællinger

Af Allan Andersen, 13/01-09

Mange forfattere ender i København eller omegn, selvom de ikke oprindeligt er fra hovedstaden. Måske det skyldes en frygt for at ende i et kammer på et nedlagt landbrug i Troldhede eller Herborg, og i den vestjyske mørke at skrive, som var verden kun køer og grusveje. Måske er der blot flere muligheder for en forfatter i København. Måske var forfatteren aldrig skabt til at møge ud og begrave en fork i ensilage. Men der findes åbenbart forfattere, der aldrig slipper deres fortid, deres opvækst i det midtjyske. Og det er der kommet en bog ud af. Med køer på forsiden.

Vidste du, at manden bag Kongekabale, Niels Krause-Kjær, ikke hele sit liv har gået langs de bonede gulve på Christiansborg og ladet sig forføre af de intriger, der sker der? Man skal ikke nødvendigvis bevæge sig i de kredse for at få spænding i sin hverdag. Intriger udfolder sig andre steder. Ikke mindst i Midtjylland. Det lykkes samtlige af de 19 forfattere, der har trukket deres vestjyske rødder og dæmoner - samt glæder - med sig fra "det såkaldte mørke Jylland" - og kogt det ned til 19 fortællinger - at dramatisere deres hjemstavn. Og det er netop pointen i Midtjyske Fortællinger, som Lene Rikke Bresson har redigeret. Det sker i forskellige afskygninger og genrer og munterhedsstemninger. Således beskriver Lene Rikke Bresson det i indledningen:

"Jeg studerer øen gennem vinduet. Den minder mig om Peter Pans Ønskeøen. Fantasien bliver afbrudt af bølgegangen, og jeg griber efter vasken. Resten af turen forsvinder ind i søsygen."

Og så begynder bølgegangen. Først med Lone Hørslevs møde med sin hjemstavnsby, Mejdal. Hun dramatiserer ved først at beskrive det møde, der skal igangsætte værket Midtjyske Fortælling, dagen på Hald Hovedgaard, et forfatterrefugie ved Viborg, hvor de forskellige forfattere mødes for at lade sig inspirere til projektet. Og jeg skal love for, at Hørslev lader sig inspirere:

"Måske kan jeg skrive om fritidshjemmet, tænker jeg, fritteren, fællesbebyggelsen, Cederdorfs ged eller måske kan jeg fortælle om Meldalsrevyen, måske, det tænker jeg på [...]

Og det skal afsløres her, at Mejdalsrevyen bliver offeret! Dyrlægens kone skal optræde med elefanthue og en barnevogn fyldt med brosten, og Kirsten har skrevet monologen, og Anette der arbejde ude på Birn (Holstebros svar på Billunds Legoland) "der har fået en splint i fingeren og som ikke kan tænke på andet end netop den". Og splinten bliver mere sigende for hele den dramatiske opsætning end selveste revyen, der aldrig hverken får dybde eller en reel form. Men en fin tekst fra Hørslev.

Jeg vil fremhæve Rasmus Nikolajsens versfortælling To Dåser Sat på samme Hylde, der stiller skarp på

"Grenaa, byen jeg voksede op i, byen
jeg ikke forlod før den havde sat mærker i min karakter, men
som andre blot driver uanfægtet igennem som skyen
en sommerdag driver henover en mark. Budt velkommen af uro som
indvendig eksem [...]"

Nikolajsen er uden tvivl sammenligningens mester, originale ordsammensætninger og en rejse ind i metafor-land er, hvad der bliver serveret for læseren. Nikolajsen når nogle fine refleksioner omkring forholdet mellem det mørke Jylland og København, hvor han i grænselandet betragter færgen, en færge der sender tanker til Bressons skvulpende møde med "Fantasiøen", en færge" som en tråd mellem to hjernehalvdele bandt Jylland og Sjælland sammen, sejler ikke længere og de store fabriksskorstene, der morsede orange trusler på himlens lærreder, står nu stumme som uladte kanoner eller afskårne fingre der er ved at forstene."

Det er en fin form, versfortællingen, som skaber en original og underfundig fortælling om en opvækst i Grenaa og et møde med gamle kendinge. De afskårede fingre sender mig videre til en anden tekst i samlingen Midtjyske Fortællinger, der tager afsæt i Herning. Det er Dorthe Nors fortælling Det Store Intet. Det er en fortælling om forholdet mellem faren og datteren, og farens afskårne, deforme hænder, der ikke kan skrive på en skrivemaskine. Intrigen i Nors fortælling begynder, hvor datteren, altså Dorthe Nors, får en skrivemaskine og for alvor får dyrket sin lyst til fortælling, eller sin lyst til ingenting:

- Hvad skriver du så om?
- Ingenting, svarede jeg.
- Det kan man ikke, sagde far.
- Jo, sagde jeg, og så skrev jeg om ingenting, indtil det yderste af mine fingre blev som små hårde plader, der mindede om dem, min storebror fik den vinter han spillede guitar.

Heltemodet sker i det øjeblik, der kommer en Olivetti-spætte, altså en skrivemaskine, ind i hjemmet. Forbrydelsen sker, hvor tyngdekraften tager fat i den. Det er på den måde, at dramatikken udvikler sig i Dorthe Nors fine novelle. Spørgsmålet er, om Herning overhovedet har plads til en skrivende ildsjæl. Det er mere in at have deforme fingre, der bevidner om arbejdsomhed og store satsninger i livet:

"Uanset hvad jeg gjorde, ville jeg komme til kort i Herning, for den der skriver historier kan dårligt kaldes en iværksætter, og en historie rejser sig ikke som en obelisk i landskabet, kun i bedste fald sindet."

Gå ikke glip af Oskar K.'s grafiske novelle, Trisse Gejl og Svend Aage Madsens oplevelse af at vågne op i Århus, og endnu en "bonderøvsfortælling" fra forfatterskolens forstander Hans Otto Jørgensen. Øvrige forfattere i samlingen er: Henning Mortensen, Anita Lillevang, Inge Pedersen, Thomas Qvortrup, Peter Boe, Erwin Neutzsky-Wulff, Mikkel Wallentin, Trisse Gejl, Vagn Remme, Niels Hav, Søren Würtz og Nis Boesdal.

Dette værk sætter sit spadestik i de hårde jordknolde, hvor køernes nysgerrige blikke stivner mod grusvejens støvskyer, der breder sig bag den store, tunge John Deere. Den rammer vestjysk lune, vestjysk overdramatisering, vestjysk myteskabelse og hverdagsbetragtninger over et folkefærd, der gerne bruger næven mere end tasteturet. Godt de 19 forfattere til dette værk valgte skrivningen og ikke de hårde jordknolde.