Kurtby

Af Allan Andersen, 07/07-09

Erlend Loe har (næsten) gjort det igen. Har du læst den norske forfatters mesterlige Doppler, en roman om en mand, der fører sig selv ud i en skov, skyder en elg, får ondt af elgens kalv, tager kalven til sig som sin kæreste eje, skal du forvente at blive en smule skuffet over hans seneste lille sag, Kurtby. Men har du ikke læst værket, og du trods anmelderens begejstring, ikke får det gjort, kan du sagtens starte med Kurt og hans strabadser – og de (i mild form) magisk realistiske oplevelser, der gør ham mere sprogliggjort og underliggjort end levende som dig og mig. Ikke alle læser for at identificere sig med levende væsener.

Romanen er en fortsættelse af en romanserie, der alle omhandler Kurt, en truckfører der eksempelvis kan glemme, at han har ferie, og på den måde er han mere en ironisk og skarpsindig nål i siden på det moderne væsen, end han rent faktisk er et moderne væsen. Kender du nogen i din omgangskreds, der rent faktisk glemmer sin ferie? Nej vel! Derfor skal Kurt gøre det.

Du kan godt forberede dig på at more dig, og på det punkt er værket holdbart. Det allegorisk groteske, viklet ind i det naive, med store emner om tab, håb, magt og tro, er, hvad der vælter ind over dig som læser. Jeg forestiller mig det er guf for børn. Bedre end vingummibamser og klovneis med tyggegumminæser. Groteske billeder, mærkelige og tilsyneladende tilfældige indfald - og de store spørgsmål, som til hverdag (og det er ikke hverdag i Loes romanunivers!) ryger ud af munden på børn, opstår hele tiden rundt det næste sætningshjørne, og man kommer ikke til at kede sig, hvad opfindsomhed og kreativitet angår, og der er noget, der ikke andet end kan tages alvorligt i Loes univers. Ingen er bedre til at stille store spørgsmål end børn, men det skal gøres i en grotesk, legende og naiv form. Sådan er Loe.

Kurt og familien skal på tur. Der bliver ikke pakket en almindelig kuffert. Nej, nej, kufferten er ligeså unormalt anrettet som den rejse, der foreligger for den kære familien Norge:

”Og selvom der ikke er plads, vil Kurt have en stor sækfuld kartofler med, fordi han ikke føler sig overbevidst om, at de svenske og finske kartofler er lige gode som de norske.”

Kritikken af det norske snæversyn er lige til højrebenet. Glæd dig til at læse, hvordan Loe snørkler den videre forklaring på, hvorfor kartoflerne er så vigtige for Kurt. Det vil jeg ikke afsløre her, men blot påpege, at Norge efter Kurts overbevisning er mere renlige end de øvrige lande. Jeg skal ikke tage en hygiejnisk undersøgelse af landene, det lader jeg Loe og Kurt om.

Rejsen går galt. De kommer på afveje. Naturligvis. Det er Loe vi har med at gøre. Og præcis som den sproglige vildrede, der lever sig ud i Loes romanfiktion, kommer familien i vildrede og bliver godt og grundigt rystet rundt mellem underlige væsener og underlige væseners ligeså underlige tendenser. De kommer til Kurtby, en by konstrueret til Kurt

Skarp kritik og barnlig mimik. Sådan er det med Erlend Loe. Man kan forvente at brænde sig. Det er dog vigtigt at påpege, at kritikken ikke bliver sort og hvid, selvom den på ingen måder får samme nuancer som med Doppler, hvor hovedpersonen har mere dybde og hvor universet breder sig mere ud omkring ham.

Ambitionsniveauet er lavere i dette værk, humoren er intakt. Det pokkers er, at man kommer til at holde af Kurt og hans familie, og den hyggelige, nærmest folkekære og meget barnlige tone gør det næsten endnu mere skræmmende, at kritikken stadig slår hårdt fra sig. Den er dog amputeret af leg og sproglig finurlighed - for den sproglige finurligheds egen skyld. Synd.

Det er en roman om en familie, der får religion og tro tæt på, eller måske egentlig meget på afstand, eller måske begge dele, i en vekselvirkning, hvor man som læser aner en mere mørk og dyster side, men den træder aldrig frem, ikke i en klar og markant skarphed, og det er som om, Loe mere vælger humoren og børnene end alvoren og de voksne med dette værk. Dette er et værk om religion og tro for hele familien, som det selv siges af Kirsti Brud, da familien ankommer til byen:

- Nu skal I høre, siger hun. - Jeg hedder Kirsti Brud, og alle os der bor her er medlem af PingPong-kirken, der i øvrigt er en super kirke for hele familien.

Jeg ved ikke, om Kurtby har en sådan super kirke, det er nok løgn og latin, jeg er ikke helt overbevidst, og rigtige gode værker kræver mere, end Kurtby formår. Men jeg var i hvert fald underholdt, og måske de store spørgsmål bedre spises i en Loe’sk naivitet.

Romanen er illustreret af Kim Hjorthøy, hvor der ikke bliver holdt igen på referencer til døden, skæve ansigtsudtryk, banale overfladstrøg, naivistiske tegninger, der passer fint til Loes univers.