Beatles

Af Allan Andersen, 29/10-09

En af Norges største forfattere, Lars Saabye Christensen, har netop fuldendt sin trilogi, Beatles, Bly og Bisættelsen tidligere dette år. Beatles blev hans gennembrudsroman, og selvom den ikke kan måle sig med Nordisk Råds Litteraturprisvinderen, Halvbroderen, er den helt sikkert værd at læse.

Det er en stærk og billedrig beskrivelse af fire unge menneskers opvækst i Oslo, deres venskab og - skal det vise sig - meget forskellige syn på livet. Hvad der fastholder drengenes venskab er deres besættelse af Beatles, der vokser frem sammen med dem op gennem 60'erne, og som falder voldsomt i 70'erne - sammen med drengene. Stoffer og piger har både en forløsende karakter, men også en farlig og nedbrydende karakter. Sådan afløser Jim Morrison Lennon og Co.s mere helende og idealistiske lyd. Dette skifte sker også på drengenes pladespiller - og i deres hoveder.

Besættelsen af Beatles står som en rød tråd romanen igennem. Drengene mødes omkring deres musik. Det originale ved fortællingen er ikke dens skildring af drengene. Den sammenlignes med Rifbjergs Den kroniske Uskyld, og det kan der være noget om. Det originale er det musikhistoriske perspektiv, der forstærker drengenes oplevelse af den turbulente tid fra ung til voksen i overgangen til 70'erne. Og omvendt. Drengene forstærker musikhistorien.

"Og jeg ved ikke rigtig, om vi var klar over, at vi sad der og skålede for noget, der nærmede sig sin afslutning, noget, der startede engang, og som allerede var ved begyndelsen til vejs ende. At Beatles skulle opløses, at Jim Morrison skulle dø, at vi engang skulle lede efter hinanden over hele Europa.

Vi skålede i lunkent øl, mens det åbne vindue bragte meddelelser fra Oslo City og en vildere verden udenfor. En, der stod på spring, i klodens blå, jagende lys."

Saabye skriver med en gnitrende og skærende sensibilitet. Og med humor og alvor der går hånd i hånd. Beatles er en overgangsrite, sådan som konfirmationen er det. Vi kommer alle ind i voksenlivet på hver vores måde. Lad dig opleve denne samtale efter Kim, hvor han er blevet konfirmeret:

"- Du er jo virkelig blevet en mand, snøftede hun. - Du må huske at barbere dig hver morgen. Farfar var vist ikke helt med, han så en anden vej, men han var flot i sit gamle jakkesæt.
- Tak for kompasset, råbte jeg ind i hans øre. Han vendte sig langsomt om mod mig. Det var gået lidt ned ad bakke for bedstefar i den sidste tid. Han beklagede sig over al larmen, alle togene, der fór forbi hans værelse dag og nat. Og så havde sygeplejerskerne givet ham en æske ørepropper. Men bedstefar havde bare spist dem og måtte have afføringsmiddel tre døgn i træk."

Lad denne passage tale sit eget sprog. Jeg forestiller mig, at Beatles, Bly og Bisættelsen vil være fortrinlig sommerlæsning. Bare kom igang!