Bloggere er narcissistiske navlepillere med berøringsangst.

Velkommen til et indlæg om fordomme omkring blogging. Du kan måske påstå, at jeg ikke er neutral nok til at tage dette emne op (”du blogger jo selv, så det er vel ikke objektivt længere, vel?”). Netop derfor burde jeg tage emnet op.
Jeg er blevet inspireret af Spacemermaid til at skrive om dette, for hun har været konfronteret med det on first hand, og som fast læser har jeg fulgt hende gennem opbakning og fordomme. Nu vil jeg melde ud med mit synspunkt på blogs, og så må det briste eller bære.

Lad mig starte med at slå én ting fast: vi er almindelige mennesker. Jeg ved, at man siger det samme om seriemordere, og alligevel tænker man, at man godt kan genkende dem på gaden, hvis man ser hårdt nok efter. Som om man er sikker på, at hvis man bare ser godt nok efter, vil man opdage et gemt økseskaft i det ene bukseben, et psykotisk glimt i øjnene eller blodpletter på halsen. Men det er en fejl; I ved aldrig hvem det er.
I kan ikke spotte os på gaden ved at lede efter hornbriller og fedtet hår. I kan ikke afsløre jeres veninde eller ven, ved at få øje på en godt gemt sovseplet på trøjen, eller et aftryk i kinden af et tastaturbogstav efter de lange nætter på nettet. Det er ikke fordi vi skjuler det godt – det er fordi vi er normale mennesker, som er lige så forskellige på nettet som vi er i den virkelige verden.

Jeg ved, at det kan se mærkeligt ud set udefra. Som om vi står i hver vores lille boble lavet af dæknavne og kodeord for at beskytte vores identitet, og som udsender signaler ”Mig! Mig! Mig!” Hver signal bliver til indlæg om vores liv, vores vaner, vores tanker og der er ikke rigtig nogen der hører efter. Indlæg på indlæg overlapper de næste indlæg, som bliver sendt ud i det store tomrum kaldet Internettet, og rammer aldrig modstand i form af menneskeligt modspil. Ingen behøver høre efter – ingen behøver tale om andet end det de er kloge på; dem selv. Hver boble indeholder en navlepillende narcissist, som har berøringsangst for alle de andre bobler omkring. Eller hvad?

For mig er bloggen blevet et uudtalt ønske om at ”cut to the case”.

Når jeg møder mennesker i den virkelige verden skal jeg igennem lag efter lag efter lag for at finde kernen, hvis den nogensinde kommer frem. Hvis altså vi begge har tålmodighed til at skrælle hinanden. Hvis ikke vores førstehåndsindtryk allerede har bestemt for os, at vi egentlig ikke lige er hinandens ”typer” eller vores kop the. Man skal igennem alle formaliteterne først; hvad hedder du, hvor bor du, hvad laver du, hvad skal du? Er jeg den eneste, som har haft umenneskelig meget lyst til at svare; ”jeg kan bedst lide at skrælle æblet oppefra og ned” til spørgsmålet om min beskæftigelse?
Selvfølgelig er mit job og mit navn en del af min identitet, men det er jo ikke hele mig. Og inden jeg kan nå at fortælle hvem jeg er, sådan indeni – der hvor det betyder noget, så er solen gået ned, bussen er kommet, drinksene er tomme, fyraften ankommet, kedsomheden indtruffet og mødet udeblevet. Mødet mellem to virkelig mennesker. Og man står tilbage med ubrugelige oplysninger som arbejdsplads, alder og navn.
Og så siger man at bloggere er berøringsangste?

Jeg vil aldrig erstatte mit virkelige liv med mit liv på Internettet, mine ”virkelige” venner med mine blogvenner – men jeg vil heller aldrig undvære mit blogliv. For mig, er kombinationen mellem disse to verdener perfekt. Jeg fungere godt i begge, jeg lader dem indvikle i hinanden, jeg møder mine blogvenner i virkeligheden, og ser at de er ligesom mig. Virkelig i kød og blod, og så spørger man; ” Hvad hedder du?” fordi det ikke længere er så vigtigt.

Når de narcissistiske bobler brister i en blogverden, og man ser lige ind til hjertet på de andre bloggere, og signalerne ”Mig!Mig!Mig!” får ekkoet ”DIG!DIG!DIG!” tilbage, så står der i virkeligheden bare en flok rigtig mennesker tilbage adskilt af skærm og Internetforbindelse, men ikke af indlevelse og forståelse.
For mig, er det smukt.