Andet år på læreruddannelsen er skudt i gang, og det går over al forventning. Har fået en fantastisk klasse og en endnu bedre praktikgruppe - utroligt, hvordan vi bare klikker fuldstændigt. Vi er i praktik i øjeblikket, og også her er jeg heldig. Jeg har fået en skøn 6. klasse, som er engageret, rolig og åbne. Guess this is my year.
Jeg tog min lillesøster med til London nogle dage. Det var første gang for os begge. Jeg blev forelsket i den by, og det gjorde min søster også.
Arkitekturen er så smuk i London, at jeg ikke kunne lade med at gå rundt og bare suge alting til mig. Alle indtryk, alle dufte og sproget gav mig et rus af ... ja, af lykke, tror jeg. Eller liv. Et livs-rus. Vi kom rundt og så det meste - Big Ben, Parlamentet, London Eye (som vi tog op i trods min højdeskræk - jeg elskede det og var skræmt fra vid og sans), Sct. Paul's cathedral, Westminister Abbey, Trafalagar square, "Chicago" på Broadway og alt muligt andet. Alt det er obligatorisk og skønt, men ikke det bedste.
Det bedste ved at rejse er uden tvivl menneskene. Hvis jeg havde haft længere tid i London, ville jeg have brugt mere tid på at sidde på en offentlig bænk med mit kamera og min blok, og så observere. Der gemmer sig historier.
... Det var svært at komme hjem igen. Jeg savnede Stig virkelig meget, og glædede mig usigeligt til at sove i min egen seng, og alligevel var det svært at stige på færgen igen til Danmark. Ditte spurgte mig, hvorfor det er så fedt at rejse - om Danmark ikke var "nok" for mig. Og det gav mig en lille knude i maven, for det er jo ikke sådan det hænger sammen. Jeg elsker Danmark. Jeg vil blive gammel her ... jeg ved bare ikke, om jeg vil være ung her. Ikke når alt det derude findes. Alle oplevelserne, indtrykkene, menneskene, historierne - alt det, som er så anderledes for mig, som kan tilføje mit liv en dimension, som jeg ikke anede eksisterede. Det er svært at forklare min søster, selv om jeg egentlig godt tror hun forstår. Fordi hun er et hjemme-menneske, selv om hun elsker at rejse - hun vil altid vende hjem igen bagefter. Jeg har verdens bedste familie, verdens bedste kæreste, en skøn tilværelse som jeg elsker. Og hver gang jeg tager nogen steder hen, er jeg ikke sikker på at jeg nogensinde kommer tilbage.
Jeg er altså mærkelig.

Apropos mærkelig, så skrev jeg om min ven i et tidligere dagbogsindlæg. Ham som er skizoid og som alle advarede mig imod at blive venner med, fordi han aldrig ville kunne gengælde mit venskab oprigtigt. Jeg troede egentlig jeg havde styr på det - jeg holdt af ham, men med en sund afstand, da jeg vidste at han kunne droppe mig så nemt som ingenting uden kvaler. Utroligt jeg ikke kender mig selv bedre. Selvfølgelig gav jeg ham lidt for meget. Og så lod jeg ham såre mig. Endnu et blåt mærke til samlingen - og det har nok gjort lidt, at jeg har meldt mig lidt ud af blog-fællesskabet. Gad ikke selv at skrive, gad ikke rigtig at kommentere andres dagbøger og blogs. Man får alligevel ikke rigtig noget igen, og jeg blev træt af at give mig selv væk.
Nu er jeg tilbage, fordi det er sådan jeg er. Det kan ikke ødelægge mig. Og når alt kommer til alt, så nyder jeg jo at give mig selv hen til andre.