Hej, jeg hedder Marianne, og når jeg ser mig omkring, ser jeg næsten lutter unge mennesker med vildt dunkende skrivetrang og mærker den velkendte mixture af inspiration, ivrighed og mod på at jonglere rundt med mangfoldigheden der også rammer mig tit og ofte i en hæsblæsende jagt på ord og vendinger der varer i mange dage og lange vågne nætter, for andre gange at være af ganske kort varighed men ikke mindre intens.
Således har min kreative feber ramt mig igen og igen, siden jeg som 16 årig begyndte at skrive dagbog, en Nytårsaften hvor jeg følte mig svigtet og fornedredet. Jeg opdagede, at jeg kunne græde i ord, væve ordene ind og ud mellem hinanden i tragiske mønstre og derved blive forløst for en følelse, så ubærlig at rumme, så grum at acceptere.
Nu er jeg her 52 år gammel – mange erfaringer rigere, både af den søde, lattermilde slags, som af den hudløst grusomme. Bag mig står en reol fuld af tekster jeg har skrevet. Noveller, digte, dagbøger og senest en monolog, der er mit aktuelle skriveprojekt.
Som nævnt hedder jeg Marianne, helt korrekt Marianne Skafte Nielsen. Jeg er vokset op i udkants-Danmark, for senere at tage bifagseksamen fra Københavns Universitet i Teatervidenskab. Det var tilbage i 1980’erne. Blev i en tidlig alder alvorlig syg og efter få år førtidspensioneret. Derfor nåede jeg aldrig som mine jævnaldrende at prøve kræfter med ”normale tilstande”, som for mig dækker over begreberne: fast arbejde, karriere, ægteskab, børn og m.m. men oplevede i stedet for en lang række år, med svær sygdom på nært hold. Jeg krympede i min tro, på en fremtid og på at vi alle har ret til god og glad livskvalitet. Der var simpelthen for meget, der talte imod noget sådan.
Først sent opdagede jeg dejligere, livligere og meget mere ”mig” veje at gå ad. Jeg begyndte at tro, på min kreativitet og kræve at den fik plads. Jeg fik udgivet digte i flere sammenhænge, samt artikler om hjertesager og fandt en dejlig mand som jeg giftede mig med. Jeg bor nu i Nordsjælland i lille lejlighed, med den dejlige mand, skoven lige udenfor og reolerne med andres og mine egne tekster på væggen bag mig og trives bedst kreativt, frit og nysgerrigt.
Som fortalt begyndte mine skriverier som dagbogsnotater, men voksede senere ud af det format og blev til lyrik, mest med fokus på alt det gråtvaskede og håbløse jeg dengang var omgivet af. Det som fyldte mig op, så jeg var bristet havde jeg ikke haft muligheden for at skrive og tegne. Jeg havde gode veninder med fine fornemmelser sprog og rytme, som sparringspartnere men som jeg udviklede mig, blev fokus rykket bort fra det triste og klaustrofobiske, til mere smilende, glade og ”ømme” tekster og jeg prøvede kræfter med små noveller, nye digttyper og der hvor jeg er nu: et drama – en monolog for en kvindelig skuespiller.
Jeg har det allerbedst når jeg er skabende, når jeg ikke kan styre min nysgerrighed i form af historier der må forfølges, fortælles og nedskrives. Og da jeg har tilbragt hele mit liv i ”udkanten”, holder jeg især meget af at beskrive lidt skæve, skøre, seje, skønne kvinder og mænd. Mennesker, som jeg føler meget for og gerne vil give en stemme, en historie – en plads i centrum, i stedet for, at de altid mere eller mindre frivilligt befinder sig yderst ude og lykkes det – så føler jeg det hele gir’ en god mening.
Jeg kender ikke så forfærdelig mange andre der aktivt skriver og da en artikel i ugebladet Femina henviste hertil tænkte jeg, at det måske var værd at prøve, hvilket jeg så gør nu. Det ville være rigtig rart, at få læst en masse tekster – se andres måder at skrive på – blive inspireret og give kommentarer, få input til mit eget skriveri og måske knytte an til andre af Fyldepennens medlemmer.

Alle kommentarer til forfatterens tekster (17)