Jeg hedder Mathilde, og studere til daglig musik på STX i Køge.
Digte har altid forundret mig. For i mine øjne, er der ingen retningslinjer i digte. Du behøver ikke selv at kunne forstå dem, du behøver ikke at tænke hvert et ord igennem. Et digts eneste krav er således: Det skal være en sammensætning af ord, der på en eller anden måde rammer dig, rør dig, eller på en anden måde får din opmærksomhed.
Der er dog et krav der gør sig gældende når man skriver et digt, og det er inspiration. Det er fuldstændig umuligt for mig at skrive et digt, uden nogen form for inspiration.
Jeg finder min inspiration i toget. Jeg ved at det lyder forfærdeligt ordinært, men prøv engang at lægge mærke til det her: man har en eller anden tur man altid køre i toget, i mit tilfælde er det mellem Haslev og Køge. Man suser forbi grønne arealer af alle slags, uden altid at kunne tyde detaljerne. Så selvom man har kørt den samme rute i lang, lang tid, kan man altid få øje på en ny detalje. Det er ligesom et enormt maleri, man vil altid kunne finde en ny detalje, og derefter fortolke og tænke over netop denne detaljes funktion. Derfor elsker jeg at køre i tog, og det er derfor at næsten alle mine digte er skrevet i toget. Togtanker.
Jeg føler mig typisk tiltrukket af det sørgelige med et strejf af glæde, selvironi eller noget melankolsk med en "jeg smiler samtidig" indgangsvinkel. Det betyder også at jeg er vild med Charlie Chaplin, da han næsten altid spillede en sørgelig vagabond, som folk kunne grine af, på en medfølende måde. Man havde ikke ondt af vagabonden, selvom der måske var god grund til at have det. Man rystede på hovedet og tænkte "ak ja, det er typisk". Men mit største idol, hvor kliche det end måtte lyde, er Billie Holiday. Jeg er fuldt overbevist om, at hun er en af de stærkeste kvinder historien nogensinde har kendt,´og en af de mest følende sangere der nogensinde har eksisteret. Hendes liv har været fyldt med ulykke siden den dag hun blev født, og allligevel stod hun med rank ryk og kæmpede sig igennem livet, endda en gang imellem med et smil på læben. Hendes ulykke og sorg blev udtrykt gennem sang, og går derfor også lige i hjertet på mig. Sådan en form for styrke er beundringsværdi, med den høre ikke til i et digt, ikke i et af mine ihvertfald. Et digt for mig, er der hvor man kan tillade sig at være svag, sårbar, ærlig og blottet. Et digt er skrøbeligt, for ligemeget hvor kryptisk det end måtte være skrevet, vil det altid være fortællende.
Jeg er vild med noveller, men har simpelthen ikke evnen til at skrive en. Eller rettere sagt, færdiggøre en. Jeg kan ikke lide slutninger, om de så er åbne eller lukkede. Digte har en evne til at brænde sig fast i en, uden at slutte. En novelle har i mine øjne ikke samme evne.

Alle kommentarer til forfatterens tekster (7)