Selvfølgelig skulle det regne. Alt andet ville have været upassende. Jeg stod ved stationen, regnede silede ned, mit hår sugede regnen til sig og lod det dryppe ned over mit ansigt. Dobbelteffekt; regn og dråber. Tredobbelteffekt; regn, dråber og tårer. Jeg græd som pisket. Stod bare dér midt i regnen på den grå februardag og vidste jeg havde gjort noget der for evigt havde ændret mit liv. Min bedste ven var død, og jeg var hans morder. For mindre end en time siden slog jeg ham ihjel. Ikke personligt, jeg havde skaffet en bøddel. Åh gud, jeg havde elsket ham så højt! Mit hjerte føltes så bristet som ville det aldrig mere kunne blive helt igen. Min mave, hele mit indre knugede sig sammen i sorg og skyld. Hvordan kunne jeg komme videre herfra? Hvordan kunne VERDEN gå videre som om intet var hændt?

En flok unge mennesker passerede mig, de var højrøstede, snakkede og grinede. "En dag, tænkte jeg, er det måske en af jer der står her og dør indeni".

Jeg havde gjort det så nådigt jeg kunne, og jeg vidste der ingen anden udvej var. Han var døende af en aggressiv kræftform, havde kun kort tid tilbage og tiden ville have været fuld af de værste smerter man overhovedet kunne forestille sig. Jeg påtog mig ansvaret. Hvordan kunne jeg andet når han var min bedste ven, og når jeg var den eneste han havde?

For mindre end en time siden, havde jeg forladt ham dér midt på dyrlægens gulv. Jeg havde holdt ham i favnen lige til det sidste åndedrag, og i lang tid bagefter. Jeg så på hvordan dyrlægen nænsomt gav ham sprøjten med det blå væske i, og jeg hulkede og vidste nu var det slut. Min smukke sorte hund der havde været min trofaste ven i 8 år var død. Dyrlægen forlod os, og lod mig sørge. Følelserne strømmede igennem mig, sorgen føltes så stor at jeg slet ikke var sikker på jeg kunne overleve det. Jeg græd og hulkede, knugede ham ind til mig, han var stadig varm og jeg ønskede jeg kunne beholde den varme i mig for evigt. Hans bamse lå ved siden af hans snude, og jeg håbede at duften af mig og hans bamse kunne gøre hans rejse tryggere. Han elskede sin bamse og han elskede mig. Og jeg vil aldrig, aldrig glemme ham, min smukke sorte hund med de nøddebrune øjne.