"Nej, men vi havde ligesom en aftale. Du ku' da i det mindste ha' ringet og sagt noget. Nu er jeg altså taget hjem."
Hendes stemme er hård og meget langt væk, selvom den lyder klart i hendes hoved.
"Ja, okay. Hej, hej."
Hun lægger på uden at sige farvel, allerede opfyldt af skyld over den velkendte påtagede ligegyldighed, hvormed han afslutter samtalen. Det bobler op i hendes bryst fra dybet, som altid kun er et tonefald væk. Gammel forurening, der ligger sig som slim om hendes tanker. Tungt trækker den hende ned i vemod. Jeg hader ham, hvæser hun til sig selv og forsøger at tro på det. Hvorfor var det nu som om det var hende, der havde gjort noget forkert? Hende, der havde været ubetænksom. Hjertet banker hurtigere i hendes bryst. Banker det hede blod rundt og rundt sammen med giften og skylden. Det er svært at mærke om det er sorg eller vrede nu. Det er blandet godt op og låst nede under en tilsyneladende upåvirket facade. For hun er da ligeglad med om det er hans fødselsdag og at han troede, at hun ville være der. Hun ryster på hovedet, blinker over de varme øjne. Blinker de lede, svage tårer væk, inden de kommer frem. Inde i hendes krop er en stor kogeplade blevet tændt på fuldt blus og nu ligger de sidste håbløse dråber og springer for deres liv, inden også de fordamper. Skulle hun måske tage derud alligevel? Hun spænder i kæben og skærer tænder. Hun havde jo været på vej derud tidligere, ligesom hun havde fortalt ham. Men så havde han ikke været hjemme. Han havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at tage sin mobil og sige, at han var på vej på tur med hendes små søskende. Og hvor skulle hun måske så tage hen, 100 km væk hjemmefra? For fanden - Han ringede da først til hende en uge efter hendes 18 års og ønskede tillykke - og det garanteret fordi hendes søster til sidst havde ringet og mindet ham om det. Den bitre galde er en velkendt og ikke særlig velholdt bekendt. Det tager hende altid så frygtelig lang tid at slippe af med den og skuffelsen. Først skuffelsen over ham og så skuffelsen over hende selv.
Hun er egoistisk. Tænker kun på sig selv. Det er jo ikke hendes fødselsdag. Når alt kommer til alt kom hun måske også mest derud for madens skyld. Hun prøver at lade som, men hun ved godt det er løgn. En brik i den uberørtes facade. Hun ved godt hvad de allesammen tænker.
Hun er en dårlig datter.


Men det er altså ikke kun hende. Han er også en dårlig far.