Jeg ved da godt, jeg kun er femten år.
Behøvede hun sige det? På den måde?
"Du er bare en dum unge," sagde hun og stak mig med knive, som sprang ud af hendes grønne øjne.
Det er derfor jeg sidder her. Nede ved søen.
Det kan da godt være, jeg ikke skulle have dasket til hendes unge.Og hun er jo en mor og alt det, så selvfølgelig blev hun sur. Arrig som et vilddyr, faktisk.
Når hun er gal, så er hun det virkelig. Men når hun er glad, er hun som en sol, der forgylder alt. Og når hun græder, svier det i mine øjne og kribler i mine fingre, så jeg bliver nødt til at stryge hende over håret. Fange tårerne og gemme dem væk eller lade dem flyde, så alt det slemme bliver skyllet bort.
Men nu hader hun mig vist, og så får jeg aldrig mere lov at trøste hende.
Nej, måske hader hun mig ikke?
Men hun skal ikke behandle mig som et barn. .

Det suser i sivene og bølgerne skvulper. Udenfor mig. Og inden i mig.
Søen i mig bobler, syder og koger. Dunster af svovl.
Ned i den svovlpøl med dig, din lede kælling.
Jeg har muget ud og fodret dyr. Luget ukrudt, hentet vand og passet ungerne.
Dine små, irriterende bæster..
Sidder du stadig og trøster hyleungen?
Når man er fire år, er man vel stor nok til at fatte, man ikke må daske til sin lillesøster på fem måneder?
Ungen havde godt af de klask i rumpen.
Og desuden var det jo mest, fordi jeg er træt. Og jeg nåede ikke at trøste ham. Du stod der lige pludselig. Sikke dum og bange du så ud, hvad? Et øjeblik var du meget bange. For mig. Det skal du ikke være. Aldrig. Jeg vil ikke have det. Og det ville jeg sige, men så begyndte du på det der med at spille voksen. Bare fordi du er 27.
Jeg ved da godt, at du er klogere end mig, men du skal ikke tvinge mig til noget.Forstår du det? . .
Årh, for katten da også. Det kører rundt i mit hoved og den der pøl bobler stadig i min mave. Jeg tror jeg skal brække mig.

Ved du hvad? Du kan jo bare hoppe i en svovlpøl, en virkelig en af slagsen.
Du kan baske i den, og kagle op om, at djævlene rundt om den, nok skal få klø. Og det må de bare tage imod.
Tror du måske de gør det?
Vræler du, hvis de ikke lystrer? Græder du, hvis jeg bliver jeg væk?.
Er der måske noget, jeg kan gøre, så du får det bedre?
Skal jeg komme tilbage og undskylde? Tage imod din vrede?
Får du det så bedre? Bliver din unge glad igen?
Kan vi så tale sammen. Sådan rigtigt. Som vi plejer.
Og måske - måske noget mere ...?

Så jeg må jo hellere komme tilbage.
Jeg løber.