Der var lyde. Folk der snakkede og biler der suste nede på vejen, men for hende var det lyde, der langsomt svandt bort. Selv lyden af de hvinende dæk, da en bil i alt for høj fart måtte standse mere brat end den egentlig kunne. Et barn ville fange sin undvegne bold og bilisten sad med hjertehamrene og blege kinder, mens flere personer på gaden rystede lod luften sive ud i lettelse. Barnet sendte bare den dumme bilist et hurtigt, anklagende blik, fangede sin bold og løb så tilbage til sine kammerater. Ikke at hun så eller hørte dette. Alle de lyde der blev kastet op igennem den varme luft ramte en mur og døde ud, før de nåede hendes øre. Ikke at hun var døv. Nej hun havde faktisk perfekt hørelse til hverdag, men lige nu var der kun en svag susen og hun svajede i stolen. Havde sat sig på kanten på grund af nervøsitet og det gjorde nu, at hun var tæt på at svaje fremad. Skete det ville hun falde på gulvet, men hendes krop fungerede. Den tvang hende til at flytte bagdelen lidt ind på det sæde, der pludselig virkede som om det klæbede sig til hendes lår.

Hun tvang noget rent ilt ned i sine forpinte lunger. Havde holdt det lige siden bomben var faldet og svimmelheden lettede en smule, da hun fik gang i vejrtrækningen igen. Personen foran hende så alvorligt, ja endda lidt bekymret på hende og ideen om, at jorden netop var gået i stå og stod stille, ramte hendes tanker. Var der tanker? Hun kneb let sine blå/grønne øjne lidt sammen og tvang sin hjerne til at sætte farten ned. Det var bydende nødvendigt, at hun fandt sin selvkontrol igen og ja. Der var tanker. De myldrede forvirret rundt imellem hinanden. Nogle kun halve, men nogle hele og mens hun fik styr på dem, mærkede hun svagt, hvor klam, kold hendes hud var blevet. Det burde være umuligt. Det var hedende varmt i dag. Solen stod højt på en skyfri, blå himmel, men hvad havde det af betydning for hende? Intet. Absolut intet.

Hun sad på det lille kontor og prøvede at få sin verden til at snurre rundt igen. Da hun stod op for timer siden, havde hun smilende strakt sin krop op imod himlen, da hun var kommet udenfor sin dør. Havde næsten omfavnet den sol, der rakte sin varme ned imod hende og bredte glæde i hendes krop. Den glæde var nu væk og hun missede voldsomt med øjnene for at holde de våde tårer tilbage.

Hvordan var det sket? Nej. Hun vidste godt, HVORDAN det var sket, men det burde ikke være muligt. Hun var kun 14 år gammel og gravid, ifølge lægen der sad på den anden side af bordet og ventede på at de kunne fortsætte samtalen.