Turen til hospitalet var gået overraskende let. Men da hun stod foran døren til hans stuen, blev den blokeret af den modvilje hun altid havde følt imod ham, og gjorde det nærmest umuligt for hende at trænge igennem. I flere minutter stirrede hun på den hvide dør, og overvejede om det virkelig var det værd. Hans svigt år efter år havde langsomt tæret hende op, og ødelagt hende på så mange punkter. Gik hun ind i rummet, ville hun være den tilgivende. Kunne hun lægge det bag sig?
En impulsiv beslutning medførte, at hun, som hypnotiseret, førte hånden mod håndtaget, greb det og åbnede døren. Det summede i hendes krop af frygt, af had, af usikkerhed. Usikkerheden styrede hendes liv, og det var hans skyld. Da hun trådte ind og så ham, mærkede hun at det svimlede, og i et kort øjeblik fløj hun ud af kroppen, betragtede scenariet oppefra i en kort stund, for derefter at vende tilbage igen.
Han var så sølle, som han lå der knap ved bevidsthed. Da hun så den gamle mand, ramtes hun af modstridende følelser, dog mest domineret af medlidenhed. Hun havde rykket sig, hun havde ondt af ham. Han var så lille og så svag. Med den smerte han havde påført alle omkring sig, kunne han kun have haft et forfærdeligt liv.
Hun fandt sig selv siddende ved hans side. Hun betragtede hans bryst, der langsomt og anstrengt hævede og sænkede sig, mens hver udånding kom ud som en rallende hvæsen. Hun trak vejret dybt og kraftigt i takt med ham, og knugede hans hånd hårdt i sin, som om hun forsøgte at overføre blot en lille smule liv fra hende til ham. Han var trods alt hendes far.
Hun vidste ikke hvor længe hun havde siddet der. Hun vidste ikke hvad hun følte, men noget havde ændret sig. Han var afmystificeret. Han havde inddirekte haft så stor indflydelse på hver eneste valg hun nogensinde havde truffet, hver eneste relation hun havde haft til andre mennesker, hele hendes liv. Hvorfor? Han var kun en mand. En lille svag, svag, svag mand. Som hun nu følte medlidenhed med. Nu skulle han dø, han kunne ikke længere skade hende.
Hun rejste sig, vendte sig og forlod rummet uden at vende sig om. Hun lukkede døren bag sig og lænede sig op ad den. Et stykke til højre for hende faldt sollyset ind ad vinduet og bredte sig som en gylden plet på gulvet. Hun betragtede støvet der dansede i lyskeglen, og følte hvordan mørket forlod hende. Hun vidste at hendes liv om kort tid ville forandre sig. Til det bedre.
Hun bevægede sig ud af skyggen og ud i sollyset.