Det første han gjorde da han igen var alene, var at bore neglene ind i håndfladerne. Intet andet, han måtte mærke blodet piple frem mellem fingrene, før andre handlinger kunne finde sted. At han troede på Hende. Hans øjne sved, men han overbeviste sig selv om at det blot var den kolde novembervind, der havde generet kontaktlinserne. Utroligt at den også kunne få ham til at hulke.Som en rystende hundehvalp faldt han sammen på sovesofaen og klemte sin snavsede hovedpude. Øjnene druknede i tårer og billeder af Hende og Tim. Smilende, elskende stod der der, helt klar i hans erindring. Taget på fersk gerning midt på strøget, kærlige, nussende, forelskede... forelskede? Han smed puden på gulvet og kradesede sig selv som et sygt dyr. Hun elskede ham ikke længere. Tim havde stjålet alt nu.. De lange aftener i Fjeldparken, de mange smil, grin og samtaler som han havde haft med Hende. Nu ejede Tim det hele. Alle minderne ville blive tilbage som blegnede fotografier, der kun fortsatte med at blive utydelige.. ubetydelige?
Det kunne være ligegyldigt nu. Hans indre smuldrede langsomt væk, og i takt med at de små strømme af salte tårer fandt deres vej til hagen, ned på den løse t-shirt og videre hen over den slanke mave, blev hullet i brystet opslugt af billederne fra Deres tid. Tim var en fremmed, et væsen fra klassen han aldrig ville snakke til. Nu var han det vigtigste af alt. Hvorfor ødelagde han lykken? Den lykke han ikke fortjente, men så desperat havde brug for? Et smukt billede af glæde, ungdomsforelskelse og Hende havde i 3 år fyldt ham med varme og tryghed. Nu var han blændet af had, vemod og gråd. Hans håndflader var sprukne og røde, og han slikkede fascineret en bloddråbe af sit håndled. Den skulle ikke undslippe. Han blev liggende på værelset længe, krøllet sammen som et ensomt pindsvin i en hule. Kunne han gå i hi, sove det hele væk? Blodet størknede og tårene tørrede væk på hans unge, dunede kinder. Han kunne kaste sig i havet, flå sig selv til blods, skrige og løbe, løbe alt hadet til Tim og Hende af sig. Han ønskede dem til Helvede, ønskede Hende hjem til ham. Men i takt med at natten skred frem og timerne gik, indså han, at det ikke var Hendes utroskab der gjorde ondt. Han kneb øjnene sammen, vejrtrækningen blev besværet og tårene pressede atter på.
Han kunne intet gøre for at få hende tilbage.