Den morgen vil altid være i mit hoved. Det hele gik alt for stærkt, og jeg kunne ikke stoppe det.

Det var tidligt onsdag morgen. Min far kom ind af døren til mit værelse for, at vække mig. Men det var langt fra hans hensigt. Han puffede til mig, og satte sig på sengen. Jeg havde dårligt åbnet øjnene, før han begyndte. "Mor er lige blevet hentet af en ambulance, jeg skynder mig ned på hospitalet til hende! Du kan bare blive hjemme fra skole." Jeg kiggede forvirret på ham, og forstod ikke rigtig hvad der forgik. Mit hoved føltes lidt tungt, og med ét var far ude af døren.

Det var en mærkelig følelse, hvis man overhovedet kan kalde det det. Jeg prøvede at regne ud hvad der var sket, men kunne ikke rigtig finde rundt i alle de mange tanker. Der gik ikke mange sekunder før jeg faldt i søvn igen.

Jeg slog øjnene stille op. Kiggede på uret, den var 9.23. Jeg lå stille og kiggede op i loftet. Alting føltes normalt, som om intet var sket.
Jeg satte mig sløvt op i sengen. Jeg vidste ikke hvad min hensigt var, men jeg gik rejste mig og gik rundt i huset. Min far sad ved køkkenbordet med en kop kaffe. Han kiggede ud af vinduet med et blik som jeg aldrig havde set før. Et tomt blik, som alligevel sagde tusind ord. Jeg gik stille hen til ham og satte mig på hans skød. Han holdt om mig, og trykkede mig helt ind til sig.
"Der er noget jeg må fortælle dig." Han så alvorligt på mig. "Mor blev jo kørt på hospitalet tidligt i morges. Hun har det ikke godt." Jeg kunne se at tårene pressede sig på. "Hun har fået en blodprop i hjernen og er blevet lam i hele højre side af kroppen..."

Alting stoppede. Hele min verden stod stille. Jeg kunne mærke de kolde tåre løbe ned af mine kinder. Jeg begyndte at gispe efter vejret. Min far holdt om mig, og prøvede så godt hen kunne at få mig til ro. Men jeg kunne ikke slappe af. Jeg spændte i alle muskler.
Mit hoved rungede, da min far begyndte at forklare hvad det var for noget. Men jeg stoppede ikke med at græde. Jeg følte mig som dådyret foran den modkørende bil. Jeg var i chok.

Jeg løb ind på mit værelse og grad. Jeg grad så jeg til sidst svømmede i mine egne tåre. Følelsen af tomhed var det værste. Mit liv faldt sammen for øjnene af mig, uden jeg kunne standse det. Hvad hvis mor aldrig bliver normal...? Skal hun dø?

Så der lå jeg. Med hovedet i puden til det blev sen aften. Jeg ville ikke tale, spise eller sove. Jeg havde bare lyst til, at flygte fra mit liv. Men dette var virkelighed, og det kunne jeg ikke flygte fra.

"Dette er min historie fra mit liv - når min verden står stille."