Da vi lå på gulvet og pjattede. Da hans arme var om mig og vi susede ned af bakken på hans lille plastikkælk. Når han smilede til mig, når han kyssede mig, når han drillede mig. Hver eneste gang fik jeg hjertebanken. Jeg kunne mærke blodet stige op i mine kinder, så de blev helt varme. Jeg kunne mærke hvordan jeg gik fra at være dybt ulykkelig, til at være glad. Rigtig glad. For første gang i meget, meget lang tid, kunne jeg mærke kærligheden. Den ægte kærlighed. Ja, jeg var ung, ikke ældre end 16 år gammel. Men det var ægte. Det var mere ægte end noget jeg nogensinde har oplevet før, mere ægte end noget jeg nogensinde har prøvet efter.

Det var meget mig. Han var meget mig. Når vi var sammen, var det bare os to. Ikke to andre. Ikke to masker, ikke nogle anstrengelser. Bare os to - den ægte version. Det var det som gjorde, at jeg var så glad. Det var drømmen i virkeligheden - realistisk, men fantastisk. Fantastisk realistisk - fordi det var perfekt, men ikke urealistisk perfekt.

Jeg var så glad for ham, og han var glad for mig. Det kunne jeg mærke. Det var ikke indbildning, for han viste det. Han fortalte mig det. Hvis dét ikke var virkeligt, så ved jeg ikke hvad er. Man siger at man kan mærke forelskelsen, når man ikke vil sove om aftenen, fordi virkeligheden er bedre end drømmene. Men jeg faldte i søvn hver aften, hurtigere end nogensinde. Før forelskelsen, lå jeg altid i timevis og forsøgte at sove, men uden at det lykkedes før morgengryet nærmede sig. I forelskelsens tid faldte jeg hurtigt i søvn hver aften, fordi jeg vidste, at jo hurtigere jeg sov, jo hurtigere kunne jeg vågne og se ham igen.

De aftener hvor han lå og holdt om mig, de aftener hvor vi lå helt tæt og han kyssede mig i nakken. Dé aftener faldt jeg hurtigt i søvn, fordi trygheden holdt mig tæt. Jeg vidste at han passede på mig, at han beskyttede mig mod resten af verden.

Os to og mine lagner. Os to mod resten af verdenen.