Her er jeg i læ. Ikke sådan oprigtigt i læ, for formiddagsvinden blæser mit hår væk fra mine mandelformede øjne, og havluften har gjort mine læber tørre. Det er da bestemt heller ikke normalt at sidde i en tynd bomuldstrøje en forårsdag i starten af marts på en dansk strand. Men her er man omskåret fra omverdenen. Der er ingen, der skriger én ind i øret hver eneste gang, man trækker vejret, og lyden af biler har for længst forladt mine ører. Sandet føles koldt og klumpet mellem mine fødder, men som jeg går dér langs vandet, beslutter jeg mig alligevel for at sætte mig ned ved strandkanten.

Jeg får med det samme gåsehud ved mødet med sandet. Små hår rejser sig på min hud, og jeg kan ikke lade være med at smile for mig selv. Min krop fungerer heldigvis som den skal. Ude i ingentingen er der ingen, der behøver at skubbe til den, og jeg behøver heller ikke kommandere af den. Min sjæl og den bliver bare ét med naturen. Sammen er vi som bladene på træerne, vi er som sollyset, der er med til at drive fotosyntesen. Afhængige af hinanden, ja, det er vi. Pludselig går det op for mig, at min krop er afhængig af denne ro, der findes i naturen. Jeg tillader mine øjne at betragte solen, der står som en lysende glaskugle over himlen. Den får stenene på stranden til at kaste skygger. Den er blot en lille del af universet, akkurat ligesom min krop og jeg.

Min brystkasse hæver sig langsomt, og mit hjerte dunker en blid melodi dertil. Det er som om at dette ildrøde hjerte, som i øvrigt kun er en del af mit sølle legeme, dunker for at trøste mig. I hverdagen bliver det knust og smadret ind mod en væg, for så at blive åbnet op igen som et nyt og tilgængeligt offer. Det er dog ikke mit hjerte der lider mest, da min krop jo også bliver tortureret. Opgaver hagler ned over mig i hverdagen, og min stakkels hjerne er nødt til at kæmpe for at følge med. Men nu er jeg tilgivet, for lige i dette korte øjeblik er mit legeme i Paradis. Det får aldrig ro, men herude i naturen er min krop, min sjæl og naturen i balance med hinanden. Vi er ét i dette korte øjeblik, for i morgen bliver min krop heldigvis min slave igen. Min helt egen slave.