Solens røde kugle går ned bag horisonten, mens himlens farver skifter i takt med solens nedstigning. En palet af farver. En naturlig balance, en naturlig skønhed og ro. Sjæleligt ro, der ligger sig som en tæt hinde rundt om ens sind, mens lyset forsvinder, og himlen bliver mørk. Men nu er verden afhængig af mørket og de millioner stjerners stærke lys, der skinner ned på de små prikker nede på jorden. Verdenen er ikke statisk, den er dynamisk. Den følger dagens rytme, nattens komme og dennes uroligheder. Og på jorden er der alle de mennesker, som tilsammen udgør den store verden, præger den og forsøger at hævde, at de er større end naturens skønhed, naturens kraft og ynde. De hævder, de kan styre alt.
Men her står jeg, midt ude i den frodige natur, isoleret fra omverdenen og de daglige strabadser. Isoleret fra al viden og civilisation. Naturen ser lige igennem mig, lige ind i min sjæl, som vi mennesker så krampagtigt og desperat prøver på at skjule bag ved tøj og mærker, selvbrunere og make-up. Men når vi atter er alene, isoleret, kryber natten kryber ind på vores syndige sjæle. Og vi er afklædte for vores følelser. Vi bliver til vores følelsers bytte. Der er intet til at afskærme os med, intet at skjule sig bag ved. Mit hjerte hamrer, mine pupiller udvides i mørket, mens synet vænner sig til det dunkle. Koldsveden træder frem på panden og min vejrtrækning lyder, som havde jeg løbet 10 km uden stop. Min krop får et adrenalin kick, som når ens liv bliver truet. Men det er ikke et spørgsmål om liv og død denne gang, men snarere et opgør mellem sandhed og det forklædte, det falske. Instinkterne slår ind. Jeg vil løbe. Jeg vil gemme mig. Jeg vil skjule mig for den ransagende natur, den påtrængende sandhed, der kryber ind i hver eneste krog af min sjæl og fortrænger dagligdagens facader.
Og natten har sejret. Den har sneget sig ind i de dybeste afkroge af mit indre og blottet min sjæl for ydre påvirkninger. Naturen har set igennem mine facader, mine forklædninger og de påtvungne sociale roller, der kun er til for at beskytte min eksistens' kerne mod sår og skader. I naturen er min sjæl blottet og har kun den rene sandhed at gemme sig bagved.
Den sande frygt er angsten for at se sin virkelighed i øjnene og være blottet for de alvidende, lysende øjne på den sorte himmels bue ...