Endelig! Jeg trak den sammenkrøllede klud der skulle forestille sig at være min "lille sorte" ud fra det hjørne i skabet, den havde formået at gemme sig i. Om jeg fattede, hvordan den var havnet der.
     
Nogle tøjstykker har det med at gøre sig usynlige, som om de ikke vil kendes ved at skulle hænge på min krop. Ikke fordi jeg mener at der er noget galt med min krop, men det kan jo være at mit tøj, som jo har et noget andet kendskab til mine former, er af den mening at det er den rene straf at skulle beklæde mit legeme.
     
Det er ligesom med sokker - nu er sokker ikke det klædestykke jeg besidder mest af, men en god tredjedel af strømpeskuffen, udfyldes dog af sokker. I mit tilfælde handler det om "singlesokker" - jeg har en stærk mistanke om at mine sokkepar, føler sig tvunget til parforholdet, og har sat en ære i at se deres snit, til at smutte ud af samme så hurtigt som muligt. I hvert fald mangler der konsekvent en sok eller to, når jeg står i vaskekælderen og febrilsk forsøger at finde den passende pendent til alle sokker. Når jeg så efter flere måneder at have opbevaret den ene sok, i tilfælde af at den anden alligevel skulle føle sig forpligtiget til at anerkende sit parforhold, og igen indfinde sig til mine fødders tjeneste, opgiver håbet og kyler den i skopudseregimentet, dukker den anden alligevel op.
     
Nogle sokker vender aldrig tilbage - de har smagt frihedens frugter og ser partout ingen grund til at skulle slide sig i stykker for min skyld. Men til gengæld kommer de garanteret heller ikke i sokkehimlen, i hvert fald ikke i min! Man har et forhold til sokker - næsten som et harem, fyldt med det modsatte køn - "ynglingssokker". Så er der sokker, der næsten kan betragtes som en fornærmelse mod foden og garanteret har sneget sig ned i skuffen, med håbet en dag at blive forvekslet og ende på foden. De bliver til gengæld hvor de er, trofaste og med næsten martyragtigt strikkede masker, ligger de tålmodigt og venter... De VED at én dag bliver man nødt til at bide i det sure æble og krybe til korset
     
Nå, men den lille sorte, var da i det mindste igen faldet min erindring til offer og skulle pryde mit luksuslegeme, ved en lille privat soire med min elskede. Så frem med strygejern og bræt, et vådt viskestykke skulle hjælpe til med at presse evt. krølleskader ud.
     
Frisk, dampende af varme og duftende som et tyrkisk bordel, gnubbede jeg vandet af min krop efter badet og påførte mig med forventningens glæde, bh og trusser - lod de bløde silkestrømper glide over mine ben og børstede håret stramt op i en hestehale. Bare ½ time endnu, så ville det ringe på døren og min elskede ville dåne og stamme ved synet af mig - sådan forestillede jeg mig i det mindste at reaktionen ville være. Puder, rouge og læbestift pyntede gevaldigt i mit blege ansigt og øjnene blev omrandet med lidt skygge og mascara. Jeg listede på tåspidser og med et tomt champagneglas i hånden over til klædeskabet for at fiske skoene ud af deres pose og snappede bøjlen med den lille sorte. Ud i køkkenet og hælde et par dråber i glasset og så fuldføre værket.
     
15 min. endnu og orgiastiske billeder strømmede op på min nethinde - min elskede der svedte og rødmede - min elskede der foreslog at droppe den lille intime soire og i stedet ville rive kjolen op om mine hofter...
     
Jeg vimsede ud i korridoren foran spejlet med den "lille sorte" og trak lynlåsen ned - andægtigt fik jeg manøvreret armene igennem de dertil syede åbninger og stak hovedet op mellem tøjfolderne.
     
Så trak jeg...
     
Den "lille sorte" bevægede sig ned over mine bryster - jeg trak lidt mere, og den "lille sorte" bevægede sig ned over maven og ved det sidste træk, var det som om noget sagde: rzzzzccccchht!
     
Jeg holdt vejret - åndede ikke og lyttede! Intet - det måtte være min fantasi.
     
Jeg fiskede efter lynlåsen på ryggen og glædede mig intenst over min elastiske krop, der gjorde mig det muligt at nå hele ryggen med hænderne. Jeg trak i lynlåsen... den bevægede sig 5 mm. Og så trak jeg lidt mere og der lød et meget sigende og langtrukkent rzzzzccccchht!
     
I samme øjeblik ringede det på døren.
     "Fandens," nåede det mig at råbe, medens jeg hinkede over til døren. "Fandens," undslap det mig, da jeg åbnede den. Min elskede kiggede på mig, med et udtryk der ikke havde været en del af min koreografi.
     "Skal jeg hjælpe dig med lynlåsen," spurgte den dejlige mand, helt uskyldigt.
     Jeg hvæsede:
     "Hvis du kan sy og trylle mig 2 størrelser ned i vægt."
     
Han lukkede døren og stillede sig bag mig, for at tage skaderne i øjesyn.
     "Der er vidst ikke ret meget andet at gøre, end at konsultere dit klædeskab," sagde han, efter min mening lidt for muntert.
     
Hvad pokker troede manden egentlig jeg havde lavet hele dagen? Ligget i badekarret eller lakeret tånegle? Der VAR intet andet i klædeskabet, i hvert fald intet der passede til aftenens program, såfremt dette skulle foregå ude i byen.
     
Desperationen stod mig skrevet i ansigtet - alle mine fantasier om hans øjnes tilbedelse ved synet af mig, blegnede og jeg var til alt overflod ved at svede puder og rouge ned af halsen. Raseriets tårer stod mig i øjnene og sved i mine kontaktlinser, det manglede bare at mascaraen trak sorte linier over mine kinder. Jeg surmulede...
     
Jeg sled kluden over hovedet og kylede med et forurettet og anklagende blik i øjnene den forræderiske og nedrige sorte tøjlas bort fra mit åsyn. Desperationen stod mig skrevet i ansigtet, hvad skulle jeg tage på?
     
Hjælpen kom i form af mit nålestribede kostume, der lige som den "lille sorte" længe havde været forsmået, men som ville passe udmærket. For en sikkerheds skyld kravlede jeg behændigt i nederdelen, der godt nok ømmede sig i syningerne, men bravt kæmpede for at holde sig form og fiskede en skjorte frem. Jeg slyngede jakken over skulderen og bekyndte min elskede, at vi kunne gå.
     
Vi gik ud til bilen og sætte kursen mod det mig ukendte mål.
     
Nydelig, absolut nydelig og smagfuldt indrettet restaurant og spisekortet indbød til opulent svælgen i dekadente delikatesser. Vinkortet havde ikke svært ved at hamle op med menukortets herligheder, så aftenen så ud til trods alt, at blive en succes.
     
Vi bestilte og jeg tog en hurtig afstikker til pigernes paradis, for at pudre min næse og tømme blæren. Jeg kantede nederdelen op om hofterne og trak G-strengen til side, lagde min ene hånd på sædet og satte mig på hånden, så jeg ikke sad direkte på sædet. Jeg rejste mig, for at dirigere stoffet tilbage til dets plads og hørte en fordægtig velkendt lyd... rzzzzccccchht - jeg holdt vejret!
     
Da jeg atter turde trække vejret, trak sømmen også sit sidste åndedrag med et langt og lidende rzzzzccccccccccchhthhhhhhhh... Der stod jeg, ensidigt opslidset til hoften med selvsiddende strømper og lignede mere en fliseslider på afveje, end en velsitueret og anstændig kvinde.
     
Moralen ved denne anekdote? Gå dit tøj efter i sømmene og fortvivl ikke over deserterede sokker.

       

Kolde fødder og hundehår (5)
    (Smilebåndet)
    (Mere end et år siden publicering)