Rosa vandrer gennem gaderne i byen, hver aften og aldrig den samme vej, som om hun leder efter noget eller nogen. Men hun kigger sig ikke omkring, Hvis man fulgte efter hende, ville man bemærke at hu tit krydser sine egne spor, men hun tager aldrig den samme bus eller det samme tog hjem.
     Hver aften stiger hun ind et andet sted. Hun bliver af og til tiltalt af forbigående, mest af mænd der sidder ved små borde udenfor de små værtshuse og caféer, eller ved floden - men de får aldrig nogen svar.
     Ligeså snart Rosa har bemærket deres ansigter, går hun videre som om hun ikke har hørt et ord.
     Hun køber aldrig en øl eller et glas vin et sted, og hvis hun skal tisse går hun ikke ind på en restaurant eller et værtshus. Enten tager hun hjem eller hun sætter sig i skyggen af et par buske, medens hendes øjne farer rundt for at sikre sig mod lurende blikke. Medens hun går rundt i byen ryger hun ikke, først når hun beslutter sig for at tage hjem, stiller hun sig ved et busstopsted eller en togstation og tænder en smøg, som hun suger i sig med dybe hiv, uden næsten at lukke røg ud igen.
     Medens hun venter og studerer ur og køreplan observerer hendes opmærksomme, brune øjne gadebilledet og som prøvede hun at blive usynlig, trækker hun skuldrene op om ørene og lader det lange, rødbrune hår falde ned i øjnene og omkring skuldrene. Rosa er 25 år gammel, men ligner en lille pige der er faret vild. Det er mere hendes ansigtsudtryk der gør at hun ser så forvirret ud, for hun er en høj, slank kvinde med lange ben og slanke lemmer. Når vinden blæser, flyver hendes lange hår omkring hendes ansigt og hendes blege kinder rødmer svagt i vinden. Hendes skridt er altid lange og faste, og hun bevæger sig med en gang der siger: Jeg ved hvor jeg vil hen, lad mig være i fred.
     Men hendes ansigtsudtryk er så fortabt og søgende, at hendes afvisende kropssprog for det meste bliver ignoreret. For det meste bliver hun tiltalt af mænd, der ser ud til at være mindst 10-15 år ældre end hun selv, men hun bliver ikke gal og reagerer ikke afvisende, hun reagerer slet ikke.
     
I dag er Rosa på vej ned til havnen, og i dag er hendes ansigt let sminket og mere levende, man kunne næsten tro at hun for en gangs skyld har et mål; at hun ved hvad hun leder efter.
     Det er lunt i vejret og selv om alle andre har skiftet de mørke vinterfarver ud med lyse og lette forårsnuancer, er Rosa helt i sort. Lange sorte smalle bukser, en tætsluttende, højhalset, sort bluse og sorte støvler, selv hendes øreringe er sorte - kun hendes læbestift er rød, rød som blod.
     
Hun drejer om hjørnet og begynder at løbe, langsomt og så... hurtigere og ved det næste gadehjørne kommer en skikkelse til syne, med langt sort hår, lysebrun hud og brune øjne. Han er meget smuk og hans tænder glitrer da han blotter dem og smiler til Rosa, der kaster sig i hans favn. Hans arme omfavner hendes krop og knuger den ind til sig i en evighed af sekunder, som ville han omfavne Rosa med hele sit jeg. De løsner sig fra hinanden og begynder at gå hånd i hånd ned af gaden.
     
Omkring for hver ti meter de har gået, stopper de og omfavner hinanden, ler lydløst og siger intet. Deres ansigtsudtryk er klare og lykkelige og næsten sigende: Endelig.
     Som havde de ventet på hinanden hele livet og tilfældigvis mødtes, da de begge trængte mest til den anden.
     Sammen går de tilbage til byen, igennem gaderne og har kun øjne for hinanden. Det er som er de alene i verden, ingen biler på gaderne og de ellers så højlydte fodgængere er som strøget ud af billedet. Ved de det? Eller er Rosa og hendes ven trådt ud af tiden og eksisterer i et øjeblik, der tilhører dem alene?
     Rådhuspladsen er stor og tom og ikke engang de tusinder af duer, der ellers opholder sig her, er at få øje på. Midt på pladsen stopper de op og Rosa bøjer sig og hiver støvlerne af fødderne, medens de går videre i retning af floden, sparker Rosas ven sine mokkasiner af fødderne og nu løber de begge barfodet over brostenene. De stopper igen et kort øjeblik og stryger bukserne af benene. De tager hinandens hænder, bliver stående og kysser hinanden med en intensitet der næsten får luften til at svede.
     Da de er kommet ned til floden, vrider de sig ud af de sidste tøjstykker og lader dem ligge, hvor de falder. Støvler og sko er glemt og efterladt, ligesom bukserne der ligger på rådhuspladsen.
     Uden det beskyttende tøj ligner Rosas ven en ung græsk gud, og Rosa virker så stærk og fuld af liv og vild frihed.
     Floden er gråsort og beskidt, men stiger begge sikkert og som var det på forhånd aftalt, ud i floden. De svømmer side om side, længere og længere ud, og er til sidst små prikker i horisonten.
     
Jeg opfatter pludselig at det er blevet koldere, og at bilerne igen er begyndt at larme på vejene. Jeg ser på uret og er chokeret over at der kun er gået en halv time. Jeg bøjer mig ned, for at samle Rosas bluse op, kigger og leder i næsten et kvarter efter hans skjorte og shorts, som han lod falde ved siden af Rosas trusser. Jeg finder det ikke og går med Rosas bluse i hånden tilbage over Rådhuspladsen, hvor jeg også kun finder Rosas bukser og støvler. Jeg pakker hendes tøj ned i min taske og tænder en af Rosas cigaretter, som hun har efterladt i bukselommen.
     
Jeg begynder at gå rundt i byen, og jeg går i nogle timer indtil jeg finder et busstop, der bringer mig hjem.
     I morgen vil jeg gå en anden vej, måske finder jeg hende igen og kan give hendes cigaretter og tøj tilbage.

       

Kolde fødder og hundehår (5)
    (Smilebåndet)
    (Mere end et år siden publicering)