Der er altid ting, man fortryder. Men kan man fortryde på andres vegne?
     Det er mandag. Du har lige hørt det. En kniv i brystet. Du kan høre dig selv skrige indvendig. Det er ikke til at holde ud. Gjorde han det? Eller gjorde hun det selv? Du tuder. Er hidsig. Du kan intet gøre. Vil skrue tiden tilbage. Få hende til at sige noget andet. Bare tilbage, til før telefonen ringede. Før du fik besked.
     Du får sagt farvel. Skal hjem. Falder sammen på gulvet. Det skriger i hovedet. Det kan ikke være sandt. Hun er på hospitalet. En kniv. Blod. Hvor slemt? Hun klarer det. Hvordan? Hvorfor?
     Du flyver hjem. Kigger på skyerne. På jorden. Kan ikke tænke. Er et andet sted. Udenfor dig selv. Ringer fra lufthavnen. Tager bussen hjem. Kan ikke huske. Det er sort. En kniv. Blod. Hvor slemt?
     Bliver hentet. Kommer ind på hospitalet. Det kan ikke være rigtigt. Det må være en fejl. Nej, du kan se det for dig. Endnu en gang.
     Kommer ind på kontoret. Navnet står nederst på tavlen. Med store sorte bogstaver. Nej, mor. En kniv. Blod.
     Har en rose med. Hun vil ikke se dig. Du skriger. Nej, mor. Det kan du ikke. Du er min. Min mor. Tuder. Sygeplejersken prøver at trøste. Hun blev glad for rosen. Det er løgn. Hun er ligeglad.
     Hun er bagved døren. Har lyst til at løbe ind til hende. Selvfølgelig vil hun se dig. Det er en misforståelse. Men sygeplejersken siger nej. En kniv. Blod. Det var slemt!

       

Gåden (1)
    (Filosofihulen)
    (Mere end et år siden publicering)