Jeg fantaserer om at dø i et azurblåt hav
og med flygtige meteorer i øjnenes klarhed
vil jeg glide bort med understrømmen,
gøre afskeden til et mytologiseret manifest
og kysse den golde sandbund i bøn
om at måtte genvinde evnen til forglemmelse.

I mit hoved cirkulerer tankerne,
forbliver kærlighed og underkastet længsel
efter tomrummene mellem tankerne
som jeg forbinder med sporadiske berøringer
hæmmende ærefrygt overfor det mystiske køn
vi kom aldrig nær klarhed eller nærhed.

Allermest ønsker jeg at se dig gispe
når jeg realiserer min så ofte drømte drøm,
letter tankerne fatalt for tyngden fra dette liv
vil være oprigtig nu mod dagenes forræderi
men jeg lover dig at dø med dig i tankerne
- dig som institution, dø med glæden over,
at jeg ikke nåede at blive indfanget
og gjort til hverdagens sørgmodige ejenom.

Farvel alting. Nu: klarhed.
Jeg smiler et hævnlystent manifest
mens jeg skelsætter mig selv.
Du skal huske mig for evigt
og tappert erindre min oprigtige azurdød
så lad nu dette være
en evig konfrontation.