Kære dagbog fredag d.24/10 2003
     Jeg kommer ikke til at hygge mig hos Vera i weekenden, som jeg havde regnet med. Jeg havde regnet med, at vi skulle bruge hendes friaften i aften sammen foran fjerneren med slik, cola og popcorn. Nu er vi uvenner. Hun fortalte mig i dag, at hun har skrevet en kontakt annonce, og at hun skulle mødes med en mand her i aften. Jeg blev bare så vred. Jeg følte, at hun var gået bag min ryg. Jeg troede, vi delte alt sammen, og så siger hun det først nu. Og så sagde hun endda, at hun var ensom, og jeg som troede, hun kunne lide at være sammen med mig. Jeg troede vi var venner, men nu ser jeg, at hun måske bare tager sig af mig, fordi hun synes, det er synd for mig med mor. Jeg svinede hende groft til, og så skred jeg. Bagefter fortrød jeg lidt de ting, jeg havde sagt. Men jeg synes alligevel, hun har svigtet mig.
     
Da jeg kom hjem med opsvulmede røde øjne, blev jeg mødt af en glædesstrålende mor i køkkenet. Hun stod og var ved at tomme tre overfyldte indkøbsposer fra Føtex.
     "Hej, skat. Jeg har lige købt ind. Jeg kunne godt se, at det var ved at være på tide." Hun hev tomater, salat, poser med reven ost og pasta ud af poserne og satte det på plads. "Jeg har smurt nogle mader til dig, hvis du er sulten?" hun så spørgende på mig.
     Det skuffede mig, at hun ikke kunne se, at jeg virkelig var ked af det, at jeg havde brug for et knus, at jeg skulle trøstes. Det kan Vera altid se.
     "Ja tak," mumlede jeg, selvom jeg ikke var spor sulten. Jeg ville ikke gøre hende ked af det, når hun nu for en gangs skyld lavede mad til mig. Hun så frisk ud. De sorte rander under øjnene var væk, og kinderne var røde. Hun var iført et par stramme jeans og en gammel T-shirt. Min mor ser pæn ud i næsten alt. Jeg satte mig i sofaen og tændte for et musikprogram.
     "Var det en god dag i skolen i dag?" spurgte hun, mens hun satte de sidste varer i køleskabet.
     "Ja det var fint nok," løj jeg.
     Hun satte madderne på stuebordet og så forventningsfuldt på mig.
     "Tak," sagde jeg og tog en af madderne i hånden.
     "Det var så lidt," mumlede hun forlegent. "Jeg tager lige et bad, hvis Susanne kommer så luk hende bare ind i stuen og giv hende det nye Se & Hør blad, jeg lige har købt i dag."
     Jeg nikkede. Hun smilede og forsvandt ind på badeværelset. Det er da dejligt, at hun er tilbage i en af sine opstemte perioder, men jeg ved jo godt, det ikke varer evigt. Jeg må bare håbe på, at det varer længe. Nogen gange kan hun havde det sådan i flere uger, før hun bliver depressiv igen. Når hun har det allerbedst, kan jeg kende lidt af den mor, jeg havde engang. Men det bliver aldrig det samme. Måske var hun bedre til at skjule det, da jeg var lille, eller måske kom det først efter far døde, fordi hun elskede ham så højt. Det er sikkert også hendes barndoms skyld.
     Jeg elsker hende virkelig på bunden, og jeg ville ønske, hun kunne få det helt godt. Jeg ville ønske, vi kunne få det godt og blive en rigtig familie, som vi var i gang. Jeg kan huske vores skovture mig, mor og far, hvor vi ledte efter kastanjer. Jeg kan huske vi var på stranden, på legepladsen, og på ferie i Italien, Norge og Frankrig... Vi var så lykkelige - en lille lykkelig familie. Min far forgudede min mor og elskede os så højt. Men det er vel åndssvagt at blive ved med at tænke på fortiden, han er jo død.
     Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave her i weekenden. Jeg har for resten glemt min skoletaske hos Vera, så den bliver jeg nødt til at hente. Jeg gør det nok i morgen, når hun er på arbejde, så jeg ikke møder hende. Jeg har jo nøglen til hendes lejlighed. Jeg har jo også lektier for, matematik og tysk, men jeg tvivler på, at jeg får taget mig sammen til at lave det. Mor og Susanne skal til fest i aften. Susanne er mors bedste veninde. De mødte hinanden da mor arbejdede i skønhedsafdelingen i Bilka.
     

* * *
     I det samme hører jeg, det ringer på. Jeg smider blyanten, jeg har mellem fingrene og skynder mig ud for at lukke op. Det er Susanne.
     "Hej Margit," griner hun.
     "Hej," siger jeg glad og smiler. "Kom indenfor. Du kan sætte dig ind i stuen og læse det nye se & hør blad. Mor har lige købt det i dag."
     Hun er iført sorte stramme læderbukser, spidse højhælede støvler og en top med tigerstribet stof. Hendes hår er kort og strittet med røde og lyse striber.
     "Jo tak," siger hun og sætter sig hen i sofaen. Jeg går ud til badeværelset og banker på døren.
     "Mor! Susanne er kommet," råber jeg forsigtigt. Jeg kan høre, hun trækker op i toilettet.
     "Lige to sekunder, så er jeg færdig," svarer hun. Håndvasken løber, så bliver der slukket for vandhanen og nøglen drejer rundt i låsen. Ud kommer mor i en stram kort rød kjole, lange sorte støvler og store øreringe. Hun har rød læbestift på, mørkebrun øjenskygge og sorte øjenvipper. Hendes hår er sat op i en høj hestehale. Hun dufter af roser. Hun ser fantastisk ud. Hun går ind til Susanne i stuen. Susanne smider bladet og rejser sig imponeret. Jeg ser en anelse misundelse i hendes øjne.
     "Hold da helt kæft, min pige! Du ligner jo en filmstjerne, hvordan kan du holde den slanke figur uden at være på kur?"
     Mor smiler stolt og finder sin taske og tager en smøg op.
     "Årh, hold op, Sanne, det er ikke noget at tale om. Du ser da heller ikke helt værst ud."
     "Jo, vist gør jeg så, men jeg forstår nogenlunde at skjule de dårlige sider." Susanne griner og hiver op i toppen, som afslører et bleg maveskind med nogle store deller. Så går hun hen mod døren. "Nå, skal vi komme af sted Rebecca?"
     Mor nikker og ser kort på mig.
     "Vi tager i byen. Jeg er nok sent hjemme. Jeg har jo købt ind, så du laver bare selv noget. Du må gerne tage lidt af det søde også, der er is, slik, sodavand og kage." Hun smiler. "Hvis der bliver noget, kan du jo ringe til min mobil eller Sannes."
     Så går de. Jeg går hen til vinduet og ser dem komme ud af opgangen og forsvinde ind i Susannes grå Mazda. Jeg kaster mig i sofaen og tænder for tv’et. Der er Disney sjov. Klokken er ti minutter i otte. Jeg er ked af det. Jeg føler mig værdiløs. Der er ingen der elsker mig. Jeg prøver at koncentrere mig om programmet og glemme mig selv, men det vil ikke lykkes. Jeg zapper videre på kanalerne og leder efter noget spændende. Jeg føler mig så alene, grim og dum. Ved halv ni tiden kommer jeg til at tænke på maden. Jeg er egentligt ikke specielt sulten, men jeg trænger til at tænke på noget andet. Jeg går hen til køleskabet og tager colaen ud. Jeg tager et glas og hælder op. Jeg tager en slurk. Det triller koldt ned i min hals. Så kommer begæret til min mave. Nu får jeg pludselig travlt. Jeg hiver kage, slik, liter is, Marie kiks og smør frem. Jeg når ikke engang at anrette det pænt på tallerkner eller noget. I starten spiser jeg forholdsvis roligt, men det er som om, jeg får mere og mere travlt, og jeg propper maden ind i munden. Jeg tænker slet ikke på andet end maden. Jeg ved godt det er forkert, men jeg bliver ved. Alt andet er skubbet i baggrunden nu. Jeg sidder på køkkengulvet og spiser vanilje isen fra selve bøtten. Jeg slubrer colaen, og tager en masse kiks i munden på en gang med et tykt lag smør. Jeg kan ikke stoppe. Bagefter er det tid til kagen. Det er wienerbrød. Jeg folder den sammen i hånden og propper et stort stykke i munden. Jeg slutter med at hælde hele vingummiposens indhold i munden. De søde vingummier blander sig med rester af wienerbrødet, og lidt af mariekiksene der stadig sidder i tænderne. Jeg skynder mig, som skulle jeg dø, hvis jeg ikke når det på en bestemt tid. Et kvarters tid senere er den store cola tom, der er ikke mere is i bøtten, og der ligger kage og kiks krummer overalt på gulvet. En stor følelse af flovhed og skam vælder op i mig.
     "Hvad er det dog, jeg har gjort?" Min mave gør virkelig ondt. Det føles som om, den er ved at sprænge.
     Nu kan jeg først tænke, og jeg husker mig selv. Jeg ser gennem en dis af tårer alt det ulækre skrald på køkkengulvet. Min næse løber. Jeg har det pludselig meget varmt. Jeg skynder mig at rydde op i køkkenet. Krummerne bliver fejet op. Det hele kommer ned i skraldespanden, isbøtten, den tomme slikpose. Jeg forstår ikke, jeg kunne spise så meget på så kort tid. Jeg bliver helt udmattet. Jeg vil bare glemme det, der lige er sket. Jeg vil glemme mit liv. Jeg sletter alle spor fra ædegildet. Tørrer gulvet grundigt af med en våd klud og løber ned med skraldet. Jeg går ind på mit værelse og trækker mat tøjet af. Jeg undgår at se mig selv i spejlet. Jeg kaster mig skamfuldt ind under dynen. Jeg ligger og græder højlydt, indtil jeg endelig svæver ind i en ubekymret søvntilstand.

       

Mit vigtigste job
    (Digte)
    (Mere end et år siden publicering)