Hvis man som jeg bliver fjernet fra sit hjem i så ung en alder, men så sent, så mister man sit selvværd. Hvis man da har noget selvværd.
     Jeg mener det kommer nok lidt an på hvor "mishandlet" man er blevet. Jeg havde ingen, for jeg betød ikke noget for nogen. Jeg var der bare. Hver gang min mor og stedfar skændtes gik det udover mig. Det endte med tæsk. Ligesom når mine søskende gjorde noget galt. Eller jeg selv. Jeg synes det er okay at markere overfor børn at de har fejlet. Men ikke med vold.
     Da jeg flyttede, bekræftede man så bare, at jeg intet var værd. Og da begyndte jeg at opgive mit liv. Jeg gad ikke mere. Ligesom så mange gange før. Denne her gang var jeg nok bare mere klar over det, da jeg var blevet ældre. Men jeg ved ikke hvor meget mere.
     Tiden gik, og jeg fik ondt i min ene side, så ondt at jeg til sidst ikke selv kunne gå. Man sagde jeg var hypokonder. Til sidst måtte de indlægge mig, først i Kalundborg og senere i Slagelse. Men igen fejlede jeg heller ikke noget.
     Jeg havde bare ikke lyst til at leve. Og følelsen af ikke at betyde noget for nogen, den gør ondt.
     Og det gjorde det ikke bedre at min mor da ikke ville kendes ved mig. Og da sagde hun kun havde to børn, så spurgte jeg hvem. Men det var mine søskende. Og folk begyndte at tro på at jeg ALDRIG havde været der.
     Jeg har en gang stået med en kniv ind i brystet, men vores hund Luna, kiggede på mig med dens hundeøjne. Så jeg fik ondt af hende og fjernede kniven igen. Tårerne trillede bare ned.
     Når først man er blevet sat af - er der ikke grænser for hvad det kan betyde.
     Jeg kan godt lide at pine mig selv - mest når folk minder mig om at jeg ikke er god nok. At jeg ikke betyder noget for nogen. Det gør ondt. Så piner jeg mig selv, også psykisk.
     Mange af min type ender på psykiatrisk afdeling. Da vi går og kører os selv ned. Det kan være bare et eneste spørgsmål, som der ikke kan besvares af nogen. Det kan pine os så meget at det ender galt.
     Vi kører nok psykisk terror på os selv.
     Der findes ingen grænser for hvad vi kan gøre mod os selv, selvom INGEN kan se det.
     Selvom nogen måske ALDRIG vil opdage det.
     Når ingen alligevel holder af en, hvorfor så ikke bare skide på livet og være ligeglad?
     Der er jo ikke noget at leve for alligevel. Og ingen ville savne en, når man var væk.
     Selvtillid er for længst væk. Vi lever i en verden af håb - men når man hele tiden bare får nederlag fra højre og venstre - så opgiver man til sidst.
     Derfor er det så vigtigt for os at vide at nogen holder af os. Vi kan godt glemme det, eller bliver meget hurtigt usikker. Hvis nogen ikke har sagt det i lang tid.
     Det er noget underligt noget, men sådan er det desværre.
     Det er de men man får at INGEN kærlighed.
     Og når jeg nu vælger at skifte navn, er det også fordi jeg vil ligge alt det bag mig jeg kan.
     Louisa Ditte Hansens liv.
     Selvom mange prøver at hjælpe dig, kan nederlaget at blive fjernet fra sin mor - betyde så meget at man ikke vil tage imod noget.
     Fordi man ikke føler man har fortjent det. Sådan var/er det i hvert fald for mig.
     Jeg fik af vide jeg kun skulle være der en tid, men man besluttede at jeg skulle blive der. Glemte bare at fortælle mig det. Da jeg skulle på Egedal, fremlagde man det som en efterskole, jeg ville gerne på efterskole. Så jeg sagde til ALLE at det var en efterskole. Mange tror det stadig nu her 4½ år efter, det er svært at overbevise dem om at det ikke er det. Men hvordan skulle jeg dengang vide bedre. De spørg: Er du stadig på efterskole og jeg siger, nej det er et opholdssted. Men er begyndt bare at sige ja. Det er det nemmeste.
     Folk forstår det ikke. Jamen du sagde det var en efterskole.
     Ja, systemet sagde, og jeg troede på dem - dum som jeg er.
     Og lige nu har jeg det bare sådan at jeg har mest lyst til at skride fra det hele. Det ville være det nemmeste.
     Men noget holder mig tilbage. DIG.
     Jeg kan ikke forlade dig... MIN BEDSTE VEN.

       

Sarah (6)
    (Digte)
    (231 dage siden publicering)