Vinden susede og kastede nu og da en håndfuld regn imod den moderne kontorbygnings ruder, da jeg lukkede computeren ned. Det var blevet sent igen, men regnskabets månedsafslutning skulle være færdig, og det blev den. I morgen aften, besluttede jeg og gned mine kløende øjne.
     Klokken var næsten 23.30, og jeg havde længe haft fred og ro til at opgøre og kontrollere de mange konti, der havde været behæftet med mange fejl, som jeg besad en sjette sans for at finde.
     Det generede mig ikke at arbejde så sent, og jeg kunne godt bruge de ekstra penge i lønningsposen, for Carmen, kvinden i mit liv, skulle have den forlovelsesring, hun altid standsede og beundrede hos guldsmeden på 5. Avenue. I al hemmelighed betalte jeg allerede af på ringen af dristigt snoet rød- og hvidguld. Snart var den mit og Carmens helt officielle kærlighedssymbol.
     Et stille smil spillede på mine læber. Efter syv års tjeneste i hæren var jeg sidst i tyverne og klar til både civil karriere, ægteskab og børn, og mit fremragende talent for talbehandling skulle være grundstenen.
     Jeg var ikke en typisk talknuser. Under habittens sorte slips og ulastelige, lyseblå skjorte var min spændstige krop, som flere års militær træning havde givet mig, og jeg var én, pigerne i det uendelige kontorlandskab lagde mærke til. Men for mig var der jo kun min sorthårede og temperamentsfulde Carmen, der både var stolt, stærk, blid og yndefuld. Med min elskedes smil på nethinderne lukkede jeg mappen og trak i min lange, mørke frakke.
     Vinden hylede derude, og et kort sekund overvejede jeg at ringe efter en Taxi. Men, nej. Jeg kunne gå rundt om fabrikken og krydse tværs gennem herskabshusets tilgroede parkanlæg. Derfra var min lille ungkarlehybel faktisk kun tre gader væk. Efter de mange timers stillesiddende arbejde trængte jeg også til at få rørt kroppen.
     
Jeg skuttede mig. Det var koldere, og det blæste mere, end jeg lige havde beregnet. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle flytte fra Floridas varme til det kolde, blæsende Philadelphia. Men en soldaterkammerats far havde anbefalet mig til jobbet som regnskabsassistent hos et af byens mest respektable firmaer, A. C. Wilson & Søn, der gennem flere generationer havde fremstillet sko af fineste kvalitet, og her i byen havde jeg mødt mit livs kærlighed, Carmen.
     Det var næsten blevet tørvejr, og jeg havde besluttet mig, så med hånden på min kække, sorte sixpence, begav jeg mig af sted. Let til bens hoppede jeg over vandpytterne, rundede hurtigt kontorbygningens glas og stål, og kom i læ af fabrikken. Denne henlå i mørke, men i morgen tidlig ville arbejderne igen myldre ind af porten. Højtråbende muntre og lidt grove i munden hvilket generede mange af mine lidt sippede kollegaer. Krigen havde lært mig ikke at hænge mig i sådanne trivialiteter, og jeg smålo ved tanken om flere beklagelser af kvikke tilråb, imens jeg gik ud i modvinden og stred mig frem til det gamle parkanlæg.
     
Foran mig var den stadig imponerende gitterport, hvor den ene fløjdør rustent klagende svingede som vinden blæste. Uanfægtet trådte jeg ind på den forsømte, asfalterede opkørsel, som elitetropper fra de vildtvoksende græsplæner for længst havde indtaget.
     Kun nu og da dukkede månen frem fra skydækket og sendte sit blege lys ned i parken, hvor vinden susede i træernes toppe og ruskede de engang så veltrimmede prydbuske, men det generede ikke mig. Som tidligere marinesoldat og deltager i Golfkrigen, skulle der mere end forblæste træer og buske til at skræmme mig. Tværtimod fik spændingen mine henslumrende sanser til at vågne op.
     Jeg kendte en smutvej bagved huset, hvor hegnet også havde set bedre dage, og selv om det ikke var velset i firmaet, slet ikke i toppen hvor familien Wilson stadig sad tungt på aktiemajoriteten, brugte jeg ofte denne genvej, der sparede mig for næsten tyve minutter.
     
Fascineret skærmede jeg mine øjne for blæsten med hånden, imens jeg betragtede herskabshuset. Den to etagers, palæagtige villa var i sin tid blevet bygget af A. C. Wilson, skofabrikkens grundlægger, og han havde ikke sparet på noget i sin tid.
     Nu var sandstensfacaden hensmuldrende, verandaens engang så hvide søjler plettede af mos, og de store vinduers ruder var for længst knuste, men det herskabelige hus besad alligevel en stilren skønhed.
     Hvorfor det lige var blevet forladt, hvorfor det ikke var blevet solgt, og hvorfor en pludselig følelse af vemod skyllede henover mig, kunne jeg kun gætte på. Fakta var, at A. C. kort efter sønnens tragiske død blev rablende sindssyg, og at han skød sig selv i hovedet udenfor drengens værelse.
     I firmaet fortalte sejlivede, men diskret hviskende rygter, at den prægtige villa derefter blev så hjemsøgt af overnaturlige fænomener, at resten af familien flygtede til den anden ende af byen.
     Trods disse rygter, som jeg irriterende nok havde svært ved at slippe igen, legede arbejdernes unger ubekymrede inde i husets skygger og krinkelkroge og herude i parkens vildnis. Og det skulle de da også, for dette var jo som skabt til at bygge hemmelige huler i, hvilket ungerne selvfølgelig også gjorde. Andet ville også være både synd og skam, syntes jeg, men næsten daglig sneg fabrikkens nidkære opsynsmand, Mr. Giomotte, sig herind for: "at bortjage alle de frække bastardunger!"
     Jeg så den sure, indtørrede, lille mand for mig, trak på skuldrene og lo. For hvor tit mødte jeg ikke nogen af de kvikke unger på min egen forbudte genvej? Der var faktisk en uskrevet "vi sladrer ikke, hvis du ikke gør" pagt imellem børnene og jeg, og når vi mødtes, satte vi leende en pegefinger for munden.
     Jeg havde et godt tag på børn og var min families legeonkel. Carmen var ud af en børnerig familie, som vi glædede os til selv at stifte, men først skulle vi lige forloves, giftes og have det store hus i et af byens finere kvarterer. Smilende ved tanken bøjede jeg hovedet for den begyndende støvregn og gik videre.
     Og så hørte jeg lyden. Først ignorerede jeg den, for det måtte jo være vinden, der drillede mine sanser. Men, nej. Lyden af hjerteskærende barnegråd fra huset var ikke til at tage fejl af.
     "Damn!" udbrød jeg irriteret.
     Jeg trængte til at se dyner og få hvilet min trætte hjerne, der igen i morgen skulle forsvare sit ry som én af firmaets bedste talknusere. Trods mine kun ca. fire måneders ansættelse var regnskabschefen, Mr. McDermoth, allerede begyndt at snakke om en snarlig forfremmelse, og dermed en bedre løn, så jeg håbede igen, at det bare var vinden. Men, nej. Sandsynligvis havde ungerne igen leget skjul eller var gået på opdagelse derinde, eller også skulle en af dem bevise sit mod ved at opholde sig i det såkaldte spøgelseshus, imens midnatsklokkerne slog.
     
"HALLO! Er der nogen derinde?" råbte jeg, og imens regnen tog til, hylede blæsten i verandaens manglende tagsten. Selvom huset fra første øjekast havde fascineret mig, havde jeg endnu ikke været derinde, og jeg havde da heller ikke regnet med, at den første gang skulle være en sådan, stemningsfuld nat.
     Den tunge dobbeltdørs italienske bronzehåndtag var for længst blevet stjålet, og de var nu erstattet med de billige af hård plastic, som jeg trykkede ned. Dørenes klageskrig ekkoede inde i den store, tomme hall, og fra min mappe, der også indeholdt en pistol, fremdrog jeg en lommelygte. Adrenalinet sejlede ud i blodet og skærpede sanserne, der havde udviklet sig og endda meget under krigen, men jeg kunne lide spændingen, som dirrede i hårspidserne, og fast besluttet på hurtigt at finde den nødstedte unge og så komme hjem i seng, trådte jeg ind over dørtærsklen.
     
Igen kaldte jeg og lyttede til vinden, der frit tumlede sig i de mange tomme vinduer og som nu og da sendte en hvirvel af støvregn ind i husets hall. Her var den elegant svungne trappe til første sal og hallens delvist nedfaldne tapeter de sidste vidner på villaens fordums pragt. Jeg lukkede øjnene og så den for mig.
     De smukke, stilrene tapeter, de elegante møbler, de overdådige blomsterarrangementer og lysekronernes glitrende krystaller, og ikke mindst den stolte A. C. Wilson og hans elegante, franskfødte frue, Daniella, som her modtog deres gallaklædte gæster til husets mange storslåede fester og baller. Hertil havde det nyrige par inviteret forretningsforbindelser, byens spidser og den tids berømtheder.
     Det var også her, for foden af trappen, sønnens knuste krop lå efter sit fatale styrt midt i det årlige, storslåede kostumebal. Siden da, blev der ikke holdt flere glansfulde fester i A. C. Wilsons prangende palæ, hvilket jeg sagtens kunne forstå. De måtte have været sønderknuste af sorg, det ville jeg have været, og af en eller anden grund havde den tragiske ulykke brændt sig fast i min hjerne. Måske fordi den omkomne var deres lille dreng, som havde hele livet foran sig? Sådanne dødsfald har jeg altid haft svært ved at kapere.
     Pludselig hørte jeg den igen. Gråden, der på sin stille måde næsten var for hjerteskærende.
     "Hallo! Hvor er du henne?" kaldte jeg.
     Efter mere end halvtreds års forsømmelse var gulvene herinde vist heller ikke så stabile mere, og ungen kunne jo være trådt igennem og sidde fast et sted. Hist og her manglede der en planke, og resten af gulvet var dækket af årtiers støv og skidt, hvori der var utallige fodspor. Også opad trappen og lyden kom afgjort deroppefra.
     Med lyskeglen som søgende fortrop gik jeg forsigtigt op ad de knagede trin, og jeg noterede mig, at der på det medtagede tapet stadig var lysere plamager, hvor store billeder havde hængt.
     Familiegalleriet, tænkte jeg, og så kort malerierne med de prangende guldrammer for mig, inden jeg muntert rystende på hovedet af min egen forestillingsevne gik opad og ankom på første sal.
     
Der var tre døre på hver side af den lange, brede korridor, som stadig var belagt med de hullede rester af en mugplettet, rød løber. Kulden heroppe var mere gennemtrængende, men vinden tudede jo også igennem det delvist knuste, blyindfattede vindue for enden af korridoren, imens jeg igen kaldte på det stakkels barn. Svaret var endnu engang den stille gråd, og pludselig slog det mig, at ungen måske troede, at jeg var den hidsige opsynsmand.
     "Hallo, kom du bare frit frem, det er bare mig, Desmond, Des fra kontoret, ham i så ofte møder nede i haven," sagde jeg højt, men venligt og lyttede.
     "Jeg skal nok følge dig helt ud til vejens lys," tilbød jeg med rolig stemmeføring, dog stadig uden at få svar.
     "Så helt hjem da!" lovede jeg, og lukkede øjnene og forestillede mig, hvordan her havde set ud, dengang huset var beboet.
     Den røde løber havde et smukt, indviklet gyldent mønster, dørene var hvide og havde forgyldte håndtag og kanter og under det store, kulørte mosaikvindue, stod et lille bord, herpå en kinesisk vase med årstidens altid friske blomster.
     Den første dør på venstre hånd åbnede sig og ud kom en askegrå, lidt bastant, velklædt herre.
     Han var hvidhåret, havde et stort overskæg og kort så han på mig, imens intense følelser af sorg, angst og skam, der passede til hans ansigtsudtryk, overvældede mig. Jeg gispede efter vejret, også fordi jeg genkendte ansigtet fra flere malerier i firmaet. Manden var A. C. Wilson, grundlæggeren, som duknakket og med tøvende skridt begyndte at gå ned ad gangen og hen til døren, hvor barnegråden kom fra. Fascineret, men som limet til stedet, så jeg ham knæle foran den sidste dør på venstre hånd, imens han lagde begge hænder og panden imod døren. Hans skuldre rystede kraftigt og det var tydeligt, at han græd. Noget rystet åbnede jeg øjnene og var tilbage i den mørke, vindomsuste virkelighed.
     En så livagtig forestilling havde jeg aldrig haft før, og imens min medlidenhed sørgmodigt sved i øjnene, måtte jeg bide mig i læben og hurtigt nive mig selv i håndfladen, og jo, jeg var vågen og jo, jeg havde set den stakkels, forpinte mand og følt hans smerte. Men, nej, det var jo umuligt. Min overtrætte hjerne havde spillet mig et puds, og nu var det på tide, at både jeg selv og den ulykkelige derinde kom hjem i en varm seng, tænkte jeg, trykkede uden tøven håndtaget ned og åbnede døren.
     
Overrasket blev jeg stående på dørtrinnet. Det store værelse var opvarmet, fuldt oplyst og luksuriøst indrettet. Overalt lå der legetøj, som dog var noget utidssvarende. F.eks. nøgleoptrukne veteranbiler, et helt kompagni stolte tinsoldater og et smukt forarbejdet, tremastet sørøverskib af cedertræ.
     På sengen sad en sammenbøjet, lille dreng, som var velklædt i hvid skjorte og mørke fløjlsbukser, og synet sendte en uforklarlig, men varm bølge af forældrekærlighed indover mig.
     Vinden hylede i mosaikruden, og stille lukkede jeg døren bag mig, imens knægten hurtigt tørrede øjnene og pudsede næsen i et lommetørklæde. Lidt ængsteligt betragtede han mig, imens jeg stillede mappen opad døren.
     "Fader? Ødelagde jeg moders store fest? Musikken stoppede, og i stedet lød der så mangen skrig og gråd, og moder besvimede. Slog hun sig i faldet, og har hun det godt? Årh, nu er hun vred på mig, for jeg skulle jo blive her i mit værelse, men, men jeg ville jo bare lytte til musikken, og så gerne se jeres og gæsternes fine kostumer og så... årh! Det dumme, grimme ben!" snøftede drengen, og imens han stirrede stift ned på sine knæ, kløede jeg mig vantro i nakken. Var den lille fyr virkelig? Nej, det kunne han jo ikke være.
     "Fader, da jeg havde slået mig så grimt, og du bar mig op i seng, da lovede du mig så mange gange, at vi skulle lege med toget, hvis jeg ikke gik bort. Kun du og jeg. Er du også vred på mig?" sukkede drengen lavmælt.
     "Mig? Nej, jeg... Ingen er vred på dig, min ven," udbrød jeg vemodigt, og drengen løftede hurtigt hovedet. Et lykkeligt smil spillede på hans læber, imens han forsigtigt rejste sig.
     "Så er jeg glad igen, også fordi du omsider har tid til at lege med mig, kære fader," jublede den lille, mørkhårede knægt, der glædesstrålende kom mig i møde.
     Jeg noterede mig omgående, at hans ugraciøse, rokkende gang skyldtes en særdeles misdannet klumpfod, men for mig betød den slags ingenting mere. Under krigen havde jeg havde set det, der var værre og lært, at der bag de manglende arme, ben og øjne stadig var et menneske på godt og ondt. Det samme gjaldt naturligvis også for dem, hvis deformiteter var medfødte. Så jeg greb drengens fremstrakte hånd, som var kølig, men fast og lidt kejtet strøg jeg ham over håret, da han trykkede sig ind mod mit højre ben.
     En sær gensynsglæde varmede mit hjerte, og hans kønne, let fregnede og blege ansigt forekom mig at være meget bekendt. Faktisk familiært. Men det var jo umuligt.
     "Hvor har jeg dog glædet mig til, at vi to skulle lege med toget, kun du og jeg, fader," sagde knægten, og da glæden allerede blomstrede i hans forgrædte øjne, opgav jeg at forstå, hvad der egentlig skete og nikkede og smilede til ham.
     "Ok, nå, men så tager vi det. En togbane har jeg også altid ønsket mig, sønnike," brummede jeg blidt, og det var helt i overensstemmelse med sandheden.
     I mit barndomshjem havde pengene ikke ligefrem flydt i en lind strøm, og jeg arbejdede stadig hårdt og længe for at spare sammen til alt det, jeg ønskede mig, så jeg lavede store øjne, da drengen kom slæbende med togbanen, der endnu ikke var pakket ud af sin store, flotte æske.
     "Jamen? Hallo! Det jo Pionér Ekspressen! Den er jo nærmest antik i dag," jublede jeg, som næsten ikke kunne tro mine egne øjne.
     Hele livet havde jeg været utrolig fascineret af netop dette elektriske bliktog, eet af de første selvkørende i hele verden.
     "Næh, det er skam splinternyt. Importeret helt ovre fra Europa. Hver gang I holder en stor fest, da får jeg altid det sidste nye, fine legetøj," sagde drengen uden smil eller den mindste begejstring, og en snærende følelse af skam overvældede mig.
     "Ja, det gjorde du jo," mumlede jeg, og mine kinder var brændende varme, imens jeg lagde frakken.
     "Jeg, jeg må nemlig ikke være med, dernede. Jeg går så grimt på mit, dumme, dumme ben og, og jeg ved godt... ja, jeg ved godt, at I skammer jer over mig," sukkede knægten, og en smertefuld trækning, som gled henover hans lille ansigt, skar mig dybt i hjertet, imens han satte æsken på gulvets tykke tæppe.
     Jeg vidste, at det var sandt. Men hvorfra?
     "Og, sønnike, det har moder og fader så bitterligt fortrudt. Kunne vi håbe på din tilgivelse?" spurgte jeg indtrængende, imens jeg følte mig helt uforståelig angerfuld, og da han vemodigt smilede og nikkede, eksploderede glæden i mig som de smukkeste nytårsraketter.
     "Så lad os lege, lige til vi trimler omkuld!" råbte jeg glædesstrålende, imens han klappede i sine små hænder.
     
Den ubekymrede latters sølvklokker ringede, imens vi som begejstrede legekammerater pakkede det flotte damplokomotiv, de tilhørende, farvestrålende vogne og skinnerne ud, og fantasien blomstrede i al sin kulørte pragt, da det fine lokomotiv futtede rundt på skinnerne, som vi flere gange ændrede til nye, spændende banestrækninger. Lige som vi muntre skiftedes til at bære lokomotivførerens og banevogterens kasketter.
     Ofte var Pionér Ekspressen lige ved at ryge af sporet i de skarpe sving, men helt mirakuløst formåede den hver gang at holde sig på skinnerne. Og tiden fløj af sted, men det ænsede ingen af os, før den nye dags jomfruelighed rødmede på værelsets ruder.
     "Damn! Jeg skal snart på arbejde igen, og nu havde vi det jo lige så sjovt," udbrød jeg ærgerlig, imens glæden igen indtog min lille vens trætte øjne.
     Med en mat bevægelse tog han sin kasket af, lagde den på gulvet og betragtede mig søvnigt og smilende.
     "Kære fader, så længe har jeg ventet, kaldt på dig og grædt af skuffelse, fordi du ikke kom, det lovede du jo," sagde William stille, og jeg huskede med eet næsten for smertefuldt mit fatale løfte, imens han pludselig virkede lidt gennemsigtig.
     "Ja, jo, jeg ved det godt, sønnike, jeg, jeg prøvede også flere gange, sønnike, men først nu var det muligt, jeg..."
     Ordene blev siddende i halsen på mig, imens jeg igen kort gennemlevede de stærke følelser af dyb sorg og altfortærende angst, og så kom de til mig i korte, men klare glimt. Minder fra et tidligere livs stræbsomhed og ambitioner, der så rigeligt var blevet opfyldt på bekostning af medmenneskelighed, nærvær og de små, men uvurderlige glæder, som at elske og lege med sine børn.
     Som A. C. Wilson havde jeg forbandet selvmedlidende og for sent givet min døende søn et fatalt løfte, som bandt ham til huset, da jeg mere og mere sindssyg af skyldfølelse og angst ikke kunne indfri det. Til sidst havde jeg fejt taget mit eget liv, lige ude foran døren til dette værelse, og jeg måtte begynde et nyt og tilegne mig de rigtige menneskelige egenskaber, før jeg kunne vende tilbage og indfri mit skæbnesvangre løfte.
     Min stakkels, kære søn havde ventet på mig i over halvtreds år.
     Vemodigt smilende strøg jeg kærligt William over håret, og han lyste op i et lille smil.
     "Fader, nu er jeg træt og vil gerne i seng. Putter du mig, og læser du en godnathistorie? Bare en lille én? Det kan du godt nå, inden du skal over på fabrikken igen," spurgte han lavmælt med en træt, men glad stemme.
     "Ja, men der vanker altså kun én historie, og så er det bare godnat og sov godt, sønnike!" formanede jeg påtaget munter, og imens William højtgabende gned sine øjne, rejste han sig lidt besværet, og han jublede højt, da jeg løftede ham op i mine arme, krammede ham og bar ham hen til sengen.
     "Der, lige der på stolen ligger min yndlingshistorie," mumlede William, imens han lidt omstændigt kravlede under dynen.
     "Hvorfor vil du dog altid høre den sørgelige fortælling om den grimme ælling?" udbrød jeg undrende.
     "Fordi den ender så lykkeligt. Godnat, kære fader," mumlede William, der søvndrukken lukkede øjnene og smilede, imens jeg nænsomt puttede dynen omkring ham og kyssede ham på kinden.
     "Godnat, sønnike, og drøm sødt," hviskede jeg, som instinktivt vidste, at dette var vores sidste farvel, at jeg ikke kendte William, som en fader burde kende sin søn, og at jeg aldrig ville komme til det. Så meget havde vi mistet, og at det udelukkende var min skyld, var næsten ikke til at bære. Mange tårer måtte jeg blinke bort, imens jeg forsigtigt rømmede mig, tog bogen og satte mig på stolen ved sengen.
     Langt nåede jeg ikke i det sørgmodige eventyr, før den gryende dags første solstråler engleblidt landede på gulvtæppet.
     Deres smukke lys bredte sig til hele værelset som en vidunderlig, uvirkelig stråleglans, imens mine øjne faretruende begyndte at glippe, og da de lukkede sig, hørte jeg hende kalde blidt og kærligt på vores søn. Stemmen var Daniellas, Williams moder og min hustru i mit tidligere liv, det var jeg slet ikke i tvivl om, og da jeg hørte deres lykkelige latter, tvang jeg mine øjne op.
     Synet af dem omfavne hinanden i det hjertevarme lys gjorde mig ubeskrivelig lykkelig og fyldte mig med fred. Nu var fortidens skæbnesvangre fejltagelser udglattede, og så kunne vi alle tre komme videre. Gerne var jeg draget med dem, men sådan skulle det åbenbart ikke være. I stedet sænkede den dybe søvns stille mørke sig over mig.
     
Ved middagstid, godt øm og stiv i kroppen, vågnede jeg igen.
     Værelset var gabende tomt, og jeg sad på det beskidte, fugtigkolde gulv med ryggen lænet imod væggens flossede tapet. Men jeg var utrolig lykkelig og frygtede kort, at nattens hændelser blot havde været en drøm. Da opdagede jeg pakken, som nænsomt var anbragt opad mit venstre ben.
     Vemodigt smilende løftede jeg den op i sollyset. Det var Pionér Ekspressen, Anno 1947, Williams fine bliktog i den originale æske med vogne, skinner og alt muligt, der var så skinnende nyt, som var det aldrig blevet brugt til den morskab, det var beregnet til.
     Varme tårer løb nedover mine kinder og landede på min søns sidste hilsen, og jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville gentage mine fatale fejl. Når Carmen og jeg havde fået børn, da skulle det fine tog bruges, og lige til det var blevet så bulet, skrammet og slidt, at det ikke kunne køre mere. Lastet med søde minder skulle det så stå på en fin hylde i vores dagligstue.
     At skrabe til sig af smukke, fejlfrie goder havde ikke gjort A. C. Wilson til en lykkelig mand, men det opdagede han for sent, og jeg indså, at jeg havde lært, men stadig måtte lære af fortidens fejltrin.
     Faktisk var det mig, der absolut ville købe den dyre ring til Carmen, som altid udpegede andre smukke, mindre kostbare forlovelsesringe i guldsmedens vindue. Det var også mig, der ville have huset i den fine bydel. Og selvfølgelig en passende bil. Og, og, og!
     
Taknemmelig kyssede jeg æsken med Pioner Expressen, tog den under armen og forlod den tomme skal, der engang havde rummet mit storladne, men mislykkede liv.

       

Nattens herskere (54)
    (Romaner)
    (241 dage siden publicering)