Gabriella, kaldte hun sig.
     Og vidste man ikke bedre, ville man næppe tro, at hun var opvokset som et af gadens børn. Med sit viltre, lyse hår tæmmet af silkebånd, himmelblå øjne og velklædte, yndefulde skikkelse, kunne hun have tjent mange klingende mønter som hore, men Guderne havde også velsignet hende med en fingerfærdighed, som var langt udover den sædvanlige.
     Denne evne, kombineret med hendes drilske charme, skaffede hende rigeligt til dagen og vejen i de hårde havnekvarterer, hvor hun yndede at spille fortabt lady, vinde folks fortrolighed for derefter at lette lommerne på de intetanende, fordrukne og betagede ofre. Især i de sene nattetimer hvor folk begyndte at vakle hjemad, havde Gabriella let spil, og fordelen ved de berusede var jo, at de som regel ikke huskede hende dagen efter. Gjorde de det alligevel, da kunne hun som regel bestikke byernes vagter til at glemme, men det gjaldt jo ikke de bestjålne, og hun måtte ofte skifte opholdssted.
     Altid foretrak hun havnekvartererne i byerne langs med Midorias vestkyst. Det var miljøer hun kendte, og hvor hun hurtigt følte sig hjemme. En så smuk og velklædt ung pige ville normalt selv være et nemt offer for tyvene og alfonserne, men i disse tvivlsomme kredse var Gabriella kendt for sin hurtighed og kunnen med sin magiske sølverdolk. Det flotte, altid skarpe våben, som hendes moder på dødslejet havde betroet hende, var det eneste kære minde om mormoderen og dennes elveriske herkomst.
     Knapt nok havde Gabriella kastet sin sidste blomst ned på moderens tarveligt sammentømrede kiste i graven på fattiglemmernes kirkegård, før hendes fordrukne fader krævede, at hun skulle gå til guldsmeden i Thoranters fine kvarterer og sælge den magiske sølverdolk.
     "Du skal ikke vise dig her igen uden de mange gulddubloner, som jeg udmærket ved den fordømte dolk er værd!" havde faderen råbt, inden han understregende stak Gabriella en syngende lussing.
     Sønderknust og med en blussende rød kind måtte hun begive sig af sted, og det var den dag, hun første gang benyttede sig af sin charme og fingerfærdighed og faderen var meget tilfreds med de mange gulddubloner, sølvdubletter og bronzeskillinger, hun den dag bragte hjem. Siden da spurgte han ikke mere efter det smukke våben, som Gabriella følte sig forunderligt tæt knyttet til.
     Et år efter moderens død havde hun fået nok af sin faders urimeligheder, og en aften pakkede hun sine få ejendele og stak af. Da var hun knapt ti år.
     
Gabriella var nu en bedårende, ung kvinde, som lidt bittert, måske endda kynisk smilende stod af den hestetrukne, støvede postvogn, der havde bragt hende og tre andre passagerer til Thorwa. En lille havneby, faktisk et fiskerleje, konstaterede Gabriella, imens hendes blik rutineret vurderede omgivelserne.
     Ved havnens kaj duvede små fiskerbåde, og i nærheden lå nogle lave, mørkebrune pakhuse. Små, stråtækkede huse af bindingsværk klumpede sig sammen for enden af havnebassinet og bag dem, tronede en række toetagers herskabshuse.
     De få mennesker på gadernes lidt skidne, toppede brosten var tarveligt eller fattigt klædte. En mager kvinde i en blankslidt, sort kjole trak en bleg knægt med slidte træsko efter sig, imens Gabriella misbilligende rynkende på næsen.
     Her ville hun ikke kunne opholde sig ret længe, erkendte hun, og i samme åndedrag fortrød hun bittert, at hun ikke havde ændret planer og i stedet havde lettet den irriterende, fedladne købmand, da han stod af. Ærgerlig betragtede hun støvskyen fra postvognen. Nu kunne hun have været på vej til Thoranter med hans mønter i stedet for at stå her sammen med ham.
     Efter et halvt års fravær måtte hun jo have nye, gode chancer i Midorias største, mest driftige havneby, og hun længtes efter det løsslupne liv og især musikken på beværtningerne langs med kajen. Der kunne hun afreagere, når rollen som dydig nådigfrøken blev for snærende. Tanken om Kaylan, den fordrukne og faldne koncertpianist, som nu underholdt gæsterne på de mere ydmyge steder, gav flere stik i hjertet. Ingen andre end han havde i den sødmefulde grad forstået at spille på hendes strenge, men han var håbløst forelsket i flasken, og nu måtte hun jo se at få det bedste ud af sit første og sidste ophold i denne lille, fiskestinkende flække.
     
Beslutsomt hankede Gabriella op i sin blomstrede rejsetaske og smilede til købmanden.
     "Min Herre, hvor vil De anbefale De en Dame at søge logi i denne, stad?" spurgte hun med honningstemmen, og den fedladne Hr. Martens lyste op i et stort, gulnet smil. Hurtigt lod han sine små fingre rette på det, der helt åbenlyst var en pudret, hvid paryk, inden han svarede.
     "Thorwas bedste, og eneste kro "To Tjørne" har et godt køkken, store måltider og nydelige værelser til særdeles rimelige priser. Tillader De mig at eskortere Dem derhen, Nådigfrøken?" jublede købmanden, og Gabriella nikkede let, hvorefter det umage par forsigtigt begav sig henover den ujævne gadebelægning.
     Imens Hr. Martens ivrigt snakkede, brugte Gabriella sine øjne og ved kajen, imellem simple fiskerbåde lå en elegant sejlbåd, der var stor nok til at kunne bære en god last, men ikke større, end at en stærk mand kunne sejle den alene. En henkastet bemærkning om båden fik købmanden til at stoppe sin talestrøm og alvorligt betragte først den, så Gabriella.
     "Den kommer fra slottet i tågerne. Én gang ugentlig sejler Hr. Benoth hertil for at hente de forsyninger, han bestilte ugen før," hviskede Hr. Martens, imens han betragtede Gabriella med store øjne. I dem syntes hun at kunne se en stigende angst, men hun trak nonchalant på skuldrene.
     "Javist, men det er vel såre naturligt. De skal vel have noget at leve af. Derude," svarede hun henkastet og let smilende, imens Hr. Martens satte sine kufferter og løftede pegefingeren.
     "Det siges, at Hr. Benoth køber mange kerter, dyre klædedragter og gode vine, men kun få fødevarer. Og så betaler han alt med gulddubloner!"
     "Ja, så! Hvor, interessant," udbrød Gabriella, der straks bed sig i læben i ærgrelse over sin stemmes utilslørede iver.
     "Det siges også, at slottet på øen ude i bugten er hjemsøgt, og at der hviler en ældgammel forbandelse over det," fortsatte købmanden, der havde lagt ansigtet i de gravalvorlige folder. Han tillod sig endda den frihed flere gange at vifte formanende med pegefingeren, og Gabriella bed sig igen i læben.
     Denne gange for ikke at le af denne lille, morsomme mandsperson. For bange, det var hun sandelig ikke. Tværtimod vidste hun fra flere erfaringer, at såkaldte hjemsøgte og forbandede steder var skjulesteder for store rigdomme, og hun var ikke i tvivl om, at dette også gjaldt for det mystiske slot.
     "Hvor forfærdeligt! I så fald håber jeg sandelig, at dette ulykkelige hus befinder sig passende langt herfra," gispede hun, så ængsteligt hun nu formåede, og Hr. Martens snakkede gladelig videre om slottet, imens han og Gabriella begav sig ind i byens små gader og stræder.
     Vagtsomt betragtede hun omgivelserne og den evigt talende købmand. Man kunne jo aldrig være helt sikker på, at han nu også var så harmløs, som han udgav sig for at være. Hun kendte også godt det gamle trick med at lokke en intetanende ind i en lille, diskret smøge, men Hr. Martens syntes bevidst at undgå Thorwas. I hvert fald holdt han sig til de bredere, lyse gader, imens han førte Gabriella til kroen.
     Den havde til huse i et af de toetagers huse, hun først havde antaget for at være herskabshuse, og Hr. Martens havde ikke overdrevet "To Tjørnes" kvaliteter. Værterne var et velnæret og jovialt ægtepar, som overstrømmende venlige tog imod købmanden, der åbenbart var en kendt og velset gæst.
     Gabriella fik et lyst værelse med en god seng på første sal, og hun undskyldte sig straks med at være utilpas efter den lange køretur. På den måde slap hun for Hr. Martens, og ingen ville savne hende ved aftensmaden.
     Så snart værtinden havde forladt værelset, satte Gabriella krogen på døren, klædte lynhurtigt om og stillede sig foran spejlet. Her samlede hun sit viltre hår i en stram fletning i nakken, inden hun nænsomt gned lidt sod fra ildstedet ud på kinderne. Iført herrebukser, en groftvævet, vid bluse og med en stor kasket på hovedet lignede hun en køn knægt, og ingen ville undre sig, når hun snusede rundt på kajen.
     Tilfreds smilende tog hun rygsækken med klude, kravlede adræt ud af vinduet og ned på gaden, hvor hun med begge hænder i lommerne forsvandt muntert fløjtende i retning af Thorwas havn.
     
Ikke et øje havde været i nærheden af den elegante sejlbåd, så det havde næsten været for nemt at snige sig om bord på båden, der duvede under Gabriellas fødder, imens hun uanfægtet listede rundt i det lille lastrum og nysgerrigt vurderede de opstablede trækassers og tønders indhold.
     Kerter, dyre klæder, både til kvinder og mænd, fra Thoranters bedste skræddere og gode vine, bl.a. de delikate, boblende fra elvernes marker omkring Allon Al Verhbergra. Derudover lidt fødevarer som friske grøntsager, saltede sild og flæsk og røgede skinker, som gyngede i deres snore under loftet.
     Oppefra dækket hørte Gabriella stemmerne fra en voksen mand og en yngre dreng, og
     hun stak venstre arm om på ryggen, hvor sølverdolken sad i sin læderskede. Kort pressede hun fingrene imod dolkens greb, hvilket beroligede hende, imens hun lyttede.
     Drengen havde den snakkesaglige købmand da ikke nævnt, eller også var han bare druknet i ordstrømmen, hvilket irriterede hende. At undgå ubehageligheder via en grundig forberedelse var noget, hun selv satte stor pris på.
     Stemmerne havde en indbyrdes fortrolig klang, som fader til søn, og det lød som om, de havde hænderne fulde med at sejle båden. I hvert fald gyngede den nu så meget, at de måtte have forladt havnens rolige vande og var ude i bugten.
     Roligt afventende skjulte Gabriella sig bag kasserne længst borte fra lejderen til dækket. Efter ca. en times sejlads gled båden igen ind i rolige vande, og hun lyttede anspændt til stemmerne og de hurtige skridt på dækket over hende. Åbenbart lagde de til kaj et sted, og hendes sanser var på deres højeste, da lugen over lejderen blev åbnet og et par tynde drengeben kom til syne.
     
Adræt kravlede knægten ned og gik hurtigt hen til skinkerne. Han udvalgte sig én, som han leende kastede op til sin fader, hvorefter han åbnede en kasse med friske grøntsager og fyldte sin rygsæk. Imens bemærkede Gabriella, at han om halsen bar en kostbar Ankh, som beskyttede sin bærer imod angreb fra udøde. At amuletten endda var magisk, gjorde den endnu mere værd, og dette faktum fik Gabriellas humør til at stige. Når tjenestefolkene bar så dyrebare sager, hvad ville hun så finde hos herskabet?
     Med sin fyldte sæk på ryggen kravlede drengen hurtigt op på dækket, og da han havde lukket lugen igen, blev stemmerne mere og mere fjerne, for til sidst helt at forsvinde.
     Belært af sine erfaringer ventede Gabriella en rum tid, inden hun vovede sig frem fra sit skjul.
     Sulten var hun også blevet, så hun fordrev yderligere ventetid med at spise et par skiver skinke og nogle frugter fra kassen, inden hun forsigtigt klatrede op og langsomt åbnede lugen.
     
Sejlbåden lå sikkert fortøjet ved en kort mole, der førte ind til en lille strand med det fineste, hvide sand. Bag denne begyndte grå klipper deres stejle himmelflugt, og på disse tronede slottet.
     Med dets mange bygninger og tårne, deres stejle tage og slanke spir var det mere særpræget end smukt, og til Gabriellas store ærgrelse, var den eneste vej til slottet snoet, ligesom en slange der bugtede sig op til porten. I dagslyset ville hun ikke kunne snige sig upåagtet derop, så hun måtte vente til nattens mørke kunne skjule hende imod vagtsomme blikke. Da hun ville lukke lugen, så hun den komme.
     
Først hvirvlede den omkring tårnene som en let røg, så blev tågen hurtigt tykkere, imens den rullede nedad slottets stejle tage og spidse spir, ramte jorden og fortsatte nedover klipperne. Begejstret åbnede Gabriella lugen, klatrede hurtigt op på dækket, op på molen og løb henover strandens fine sand.
     Sejlernes fodspor ledte i en anden retning end til slottet, men det fandt Gabriella kun heldigt. Adræt fortsatte hun og et par skridt oppe af den smalle vej, mødte hun tågen. Dens pludselige kulde fik hendes hud til kort at krympe sig, men hun kunne næsten ikke tro sit eget held og vagtsom, men i strålende humør fulgte hun den i klippen udhuggede vej op til slottet.
     
Foran Gabriella var en solid, sænket vindebro, og at portens kraftige gitter var oppe, fandt hun heller ikke mærkeligt. For hvor mange mennesker ville der lige komme forbi på denne afsides, øde ø? De mange groteske statuer og de utallige forvredne ansigter overalt skræmte hende ikke. De øgede hendes vagtsomhed og bestyrkede hendes formodninger om store rigdomme bag slottets tykke mure, og næsten beruset af adrenalin sneg hun sig over broen og gennem porten.
     
Fra dennes skygger observerede hun, at der var ro og ingen fare, og at slotspladsen var domineret af et imponerende springvand. Fra en stor drage med tre hoveder plaskede og rislede vandet ned i det runde bassin, og hun så også noget glimte i det sylespidse gab, som var tættest på jorden.
     Gabriella udså sig en dør i eet af tårnene, at tage hoveddøren var nok fristende, men også for farligt, erkendte hun. Så hun blev eet med murenes skygger og listede sig i retning af tårnet. Fristelsen fra glimtene i dragehovedets mund blev dog for stor. Hun måtte bare derover og i det mindste se, hvad det var.
     Begejstret, men respektfuld betragtede hun den store guldring, hvori en stor safir glitrende lokkede. Skatten sad på en tand, men ringen kunne jo være en fælde, så Gabriella beherskede sig og fandt en sten på gårdspladsen, som hun prøvende kastede ind i gabet. Intet skete, og vagtsomt rakte hun hånden frem, lirkede nemt ringen af tanden og trak sig lynhurtigt tilbage.
     Men dragen kom ikke til live, ingen falddør åbnede sig eller lignende, og triumferende beundrede Gabriella kort safirens blå farvespil, inden hun svøbte ringen i en klud fra posen på ryggen og lagde skatten i denne.
     
Hurtigt lod hun blikket glide henover de mange vinduers kulørte glasruder, men alle var tomme og dunkle, så hun løb lydløst over til det tårn, hun først havde udset sig. Døren knagede en anelse, så hun åbnede den kun så meget, at hun lige kunne smutte indenfor.
     Lidt skuffet konstaterede hun, at tårnet kun indeholdt en snoet trappe, men også, at der lå noget glitrende oppe på det ottende trin.
     Det var en smukt forarbejdet ørenring, tæt besat med funklende diamanter og safirer, så hun til sin udelte begejstring. Og måske lå den anden længere oppe? Hurtigt listede hun opad og øverst oppe fandt hun en lukket dør. Frem under den stak noget glimtende ud. Glædesstrålende, men forsigtig trak hun ørenringen frem, pakkede den ind i en klud og lagde den i sækken til de andre juveler.
     
Stakåndet lyttede Gabriella ved døren, og heldigvis hørte hun kun sit eget dunkende hjerte, for der måtte være flere skatte derinde. Det fornemmede hun klart, imens hun langsomt åbnede døren og trådte ud på en bred gang med store vinduer. I væggen overfor disse var der døre til andre værelser, og imellem dørene stod forskellige statuer af frygtindgydende væsener.
     De gjorde ikke det store indtryk på Gabriella, der kun flygtigt bemærkede støvet og de mange spindelvæv, for hun havde øjnet noget mere, som lokkende glitrede længere nede.
     Ved siden af en stor dobbeltdør, på et lille bord foran et højt, smalt spejl lå en pragtfuld halskæde, som var overdådigt besat med safirer, diamanter og rubiner. Med dirrende fingre løftede Gabriella halssmykket op. Det var en dronning værdigt og det, plus de andre smykker ville indbringe hende en formue. Hun ville kunne slå sig til ro, købe et stort hus og have råd til tjenende ånder. Uforsigtigt jublende så hun sit eget lykkelige spejlbillede og kunne ikke stå for fristelsen. Da halssmykkets lås klikkede, åbnede dørene sig, langsomt og lydløst.
     
Målløs, vagtsom, men ikke bange stirrede Gabriella ind i tronsalens pragt, som var oplyst af utallige levende lys. På den ene gyldne trone sad en nonchalant henslængt, velklædt mand og på den anden lå en pragtfuld, blodrød kjole med kostbare perlebroderier. Ovenpå kjolen tronede en prægtig tiara, og dens utallige ædelstene gnistrede og lynede i kerternes lys.
     "Længe har vi ventet på min dronning, der af egen vilje træder frem foran mig. Af hele vort hjerte byder vi hende velkommen," sagde kongen med sin mørke, melodiske stemme, og sindigt rejste han sig, imens Gabriella kort tøvede, inden grådigheden overmandede hende. Tiaraen måtte hun også have til sin uvurderlige samling, og nu stod slottets Herre med den.
     
Årvågen nærmede hun sig tronen, hvor kongen klædt i hermelinskåbe ventede med tiaraen højt hævet. Hans mørke hår var samlet i en hestehale, og skønt hans hud var bleg som fuldmånen, havde han et klassisk, smukt ansigt. Gabriella bemærkede også kongens mørke, melankolske øjne, men hun fokuserede hurtigt på hans krone af det pureste guld, besat med de største ædelsten, hun nogensinde havde set.
     Et par velrettede spark og hun var hurtigt videre med begge kostbarheder, det var planen hun spontant udtænkte og fandt god. Langsomt tog hun kasketten af og smilede til kongen, der let smilende gengældte det og værdigt nikkede, da hun stod et par skridt fra ham.
     Adrenalinet fik Gabriellas hjerte til at buldre af sted, og hun håbede ikke, at han ville bemærke de små svedperler, som piblede frem på hendes pande, imens han trådte et skridt frem og sænkede tiaraen.
     Deres øjne mødtes og afventende det rigtige øjeblik, smilede hun ægte begejstret, imens han satte tiaraen på hendes hoved, og idet han ville kysse hende på kinden, slog hun til.
     Da et knæ imod kongens mave ikke gav den ønskede virkning, angreb hun igen længere nede.
     Men i stedet for at synke sammen greb han hende som en huggende slange omkring livet og halsen, og Gabriellas skrig havde en mere vredt overrasket end smertefuld klang, da vampyrens sylespidse hugtænder gennemborede hendes halspulsårer.
     Hårdt kæmpede hun for at slippe fri af hans dødelige jerngreb, men han var allerede overmenneskelig stærk, og for hvert begærligt drag af hendes røde livselexir blev han stærkere og hun svagere.
     Kulden krøb langsomt opad Gabriellas rygsøjle, og forunderlige lysglimt dansede for hendes øjne. Dette var døden, og da den var smuk og smertefri, opgav hun sin håbløse kamp og affandt sig med sin skæbne. Den kunne have været meget værre. Blot ærgrede hun sig over sin egen dumme grådighed, da vampyren pludselig løftede sit hoved.
     Deres øjne mødtes kort, og han smilede kærligt og strøg hende blidt over kinden, inden han nænsomt trykkede sine blodige læber imod hendes. Smagen af sit eget søde blod sendte en sidste panik igennem Gabriellas næsten følesløse krop, da han gennemborede hendes intakte halspulsårer, og hun havde ikke kræfter til at skrige, men stønnede smertefuldt, da ondskabens edder fra hans hugtænder flød ind i hendes blodbaner.
     Han ville gøre hende til sin udøde dronning, men for Gabriella var dette en skæbne værre end døden, og imens han uforsigtig løsnede sit greb, fandt hendes venstre hånd sølverdolken i skeden på ryggen.
     Hugget var noget kraftløst, men overraskende for vampyren, der paralyseret stivnede med dolken i hjertet, og med sine sidste kræfter skubbede Gabriella ham væk, inden han rasende brølende forsvandt i et kort, heftigt flammehav.
     Først chokeret, så tilfreds så hun hans tomme tøj og hermelinskåben synke sammen, imens dolken klirrede imod gulvet og kronen rullede nedad trinene til salen. Svagt smilende over sin sidste triumf faldt Gabriella på knæ, og hjertet pumpede ubønhørligt hendes varme blod ud af vampyrens fatale bidsår, da hun så hun det forfærdelige.
     Ud fra salens hjørner, kroge og skygger kom de gående og svævende. De elegant klædte, ligblege vampyrer og spøgelserne. Rædselsslagen famlede Gabriella efter sølverdolken, som hun hulkende rettede imod sit eget svagt bankende hjerte, og imens vampyrkongens hof langsomt og tavst samlede sig omkring dronningen af slottet i tågerne, sænkede et nådigt mørke sig over hende.

       

Nattens herskere (54)
    (Romaner)
    (241 dage siden publicering)