Endelig. Med et tilfreds suk satte Cessie kosten på plads. Nu var der rent og ryddeligt i stuen, men det havde taget sin tid. Hun skottede længselsfuldt mod skuffen med papir og blæk. Gik det mon an at skrive lidt?
     Hun var alene i stuen og solen stod skråt ind af de småsprossede vinduer. De skulle have suppe fra i går og dertil noget brød, som de stadig havde rigeligt af. Derfor var det ikke nødvendigt at starte på maden, før solen hang lavere på himlen. Der burde være fred og ro, lidt endnu. Beslutsomt fandt hun arkene frem, satte sig på bænken og åbnede for blækket. Hun synede pennene grundigt og udvalgte den bedste.
     Hvor var det nu, hun var kommet til i sin fortælling om ridder Rask? Hun lod øjnene løbe hen over et tæt beskrevet ark; den ædle ungersvend rettede netop sine blå, blå øjne mod det frygtelige uhyre - så forsvandt resten i en blækklat og hun kløede sig irriteret i hovedbunden.
     Hvordan var det nu? Jo, jomfru Dorithy var uhyrets slave og det havde stjålet hendes fri vilje. Bestandigt måtte den arme Dorithy skjule sit eneste væsen og gøre uhyret tilpas, men nu var ridderen kommet, så nu var der håb.
     Cessie tog et tomt ark og skrev, så det skrattede. Inspirationen var over hende. Hun lod sig suge ind i handlingen.
     "Mester spørger om vi snart skal æde?"
     Forvildet så hun op og stirrede ind i lærlingens smågrinende fjæs. Et lidt forlegent smil, erstattede omgående grinet og han tilføjede: "Ja, undskyld forstyrrelsen, men husbonds mave rumler. Er det et brev, du skriver? "
     "Næh, det - øh," mumlede hun, "det er bare en historie."
     "En historie!" Lærlingen så nysgerrigt og lidt imponeret på hende. Hun sendte ham et lille smil. Hun huskede godt hans overraskelse, da Martin fortalte, at hun kunne skrive. Det var der ikke mange i Bakkeby, der kunne.
     Hun sukkede: "Jeg må vel hellere få suppen over. Svigermoder og Keith er her nok snart. Harry, du kan sige til min mand, at det ikke varer længe, før der er mad."
     "Fint," smilede Harry og forsvandt.
     
Hun nåede lige at få suppen over, før den fireårige Keith stod i stuen og snakkede løs: "Ved du hvad, mor? Jeg legede med en top og den snurrede rundt og rundt og......"
     "Jeg ser gryden er sat over," bemærkede svigermoderen Eliza og løsnede sit sjal, mens hun så rundt i hver krog. Hun smilede: "Du har gjort nydeligt rent. Det var godt, min søde pige."
     Pige? Cessie kvalte et fnys. Hun var gift kone på 26 år, men Eliza behandlede hende som et barn. Som om det ikke var nok, at Martin hersede med hende og syntes at hun nåede for lidt.
     
I aften lod det dog til, at han var i godt humør. Han havde vasket det værste sod og skidt af udenfor, så fregnerne var synlige. Hænderne var også nogenlunde rene og han snusede smilende indad. "Her lugter jo godt. Sikke en sød, lille kone jeg har. Bliver du ikke helt misundelig, Harry?"
     "Jo, mester må hellere passe på hende," grinede lærlingen og Eliza snerpede sit ansigt sammen i mishag.
     Martins øjne glippede et øjeblik. Selvom han snart fyldte 30, betød moderens meninger en del for ham.
     Denne gang klarede han dog straks efter op i et frejdigt smil.
     "Mon jeg tør tage hende med til marked i morgen? Der er jo ikke rigtig nogle her i byen, der vil købe de sidste fire af Gysses grislinger - på Kløverby marked kan vi sikkert få en god pris."
     "Åh ja, der er jo stort marked i morgen."
     Eliza så ud som om hun tyggede på ordene.
     "Moder vil måske også med?"
     Det så ud som om den gamle overvejede det, men så blandede Keith sig.
     "Også mig! Må jeg så få en top, ligesom..."
     "Det er ikke noget for børn," Eliza snerpede munden sammen igen og afgjorde:
     "Du bliver hjemme ved bedste."
     
Næste dag skinnede solen fra en himmel med små, hvide lammeskyer. Knapstøvlerne klemte en smule, men det ødelagde ikke Cessies gode humør. Hverdagen var triviel og det skulle blive rart at se noget andet end stuen, stalden og Bakkebys madammer. Nå ja, en af dem måtte hun finde sig i, selv i dag. Den buttede nabokone, Betty, kom travende op ad indkørslen, sammen med sin ranglede mand. Larry og Martin havde været venner, siden de lærte at gå.
     Lærlingen Harry var ved at spænde vallakkerne for vognen og selvom både vogn og heste havde set bedre dage, var de da flottere kørende end så mange andre. De fire grislinger gryntede skingert fra træburet bag sædet. Bare de blev købt til avl, for de var så søde.
     "Åh, hvor er det dejligt, at vi sådan kan køre med jer," kvidrede Betty og pustede. Kurven hun bar over sine ene arm, var åbenbart tung. Cessie slikkede sig om læberne, for kurven indeholdt sikkert lækkert mad og kage til turen. Betty var ferm til det huslige.
     "Åh, det manglede da bare." Cessie smilede sødt til Betty.
     "Nå, er I klar til at køre?"
     Martin trådte ud på gårdspladsen, nybarberet og i sit stadstøj. Hvor var han egentlig flot med sine brune krøller og brede skuldre. Han var den stærkeste mand i hele Bakkeby. Og han var hendes.
     Harry holdt kurven for Betty og hjalp hende galant op i vognen. Der efter rakte han kurven op til hende og strakte en hånd frem mod Cessie. Det spillede frækt i hans øjne. Lømlen vidste udmærket, at hun foretrak at komme op uden hjælp.
     Men Betty gloede på hende og så lod hun sig alligevel hjælpe. Lærlingens hånd var varm og spinkel, men grebet var alligevel fast. Hun kunne ikke blive klog på glimtet i hans gråblå øjne. Men det var da også flintrende ligegyldigt, hvad en 16-års knægt tænkte om hende, så længe han ikke var næsvis.
     "Kan du have en god dag, knægt, og ikke gå på skørtejagt."
     Larry grinede, men da Betty sendte ham et vredt blik, anlagde han en mere passende mine.
     
Martin var selv kusk og Larry sad ved siden af ham. De kørte forbi de mange lave gårde i håndværkernes gyde og et par vogne sluttede sig til. Da de agede forbi kirken og kroen var de næsten ti vogne og kærrer. De overhalede folk med trækvogne eller bylter og kurve.
     I udkanten af Kløverby lå Galgebakken. Cessie skyndte sig at se væk, men en stank rev i hendes næsebor; sodet som om en steg var brændt på.
     Enkelte grupper af folk drev bort fra pladsen og spredte ord trængte gennem den almindelige uro.
     "Fæl heks" "godt af" og "uvæsen" var nogle af dem.
     "Bare vi havde vist de brændte en heks af - så kunne vi vel være kørt noget før."
     Betty fnøs. Hun gik nødig glip af afstraffelser og henrettelser. Nu snakkede hun om den sidste afbrænding, hun havde overværet.
     Cessie lukkede ørerne så godt hun kunne. Hun så på de mange andre, der skulle til marked. Hun så på gårde, rønner og træer. Hun så omstrejfende køtere og legende børn. Men hun var nødt til at høre efter Bettys snak med et halvt øre, så hun kunne mumle: "mmm?" på de rigtige steder.
     Trængslen tog til jo nærmere de kom markedspladsen og da de nåede frem myldrede det med både folk og fæ. Diskret fulgte de efter en bonde med et stort svin på en kærre og fandt på den måde frem til stedet, hvor dyrene var. Et sammensurium af grynt, vrinsk og brøl slog sammen om dem, men der så ikke ud til at være ledige pladser.
     "Vi skulle være kommet lige efter hekseafbrændingen," mente Larry fortrydeligt.
     "Ja, det var noget af et skuespil," bemærkede en tyk, svedende mand, der stod ved et lille bur, hvor en snes høns prøvede at bevæge sig.
     "Fede svin!" skreg Cessie.
     Mandens øjne plirrede. Cessie fortsatte:
     "Fede svin. Fine smågrise. Kom og køb!"
     Så slappede manden af og Cessie gnubbede den mindste gris bag øret, så den slog krølle på halen.
     "Du kan ikke sælge fra stien. Man kan jo ikke komme forbi."
     En vred kone vrissede af Cessie, der skulede ondt til hende.
     "Nu skal vi straks finde et andet sted,"
     Bettys forsonende kvidren bragte den ophidsede madamme til ro og hun masede sig forbi med et hånligt udtryk i sit blege ansigt.
     
Det lykkedes dem at finde en plads. Martin mumlede noget om at hun ikke skulle te sig som en tiggerske, men han grinede til hende, mens Larry og Betty ikke så det.
     Da en senet bonde havde købt alle fire smågrise og givet en god pris, steg Cessies humør. Nu skulle de rigtigt se sig omkring og købe ind, også til svigermor og Keith.
     Der var alt, hvad hjertet kunne begære af frugt, kage, stof, husgeråd og meget andet. Cessie og Betty stod længe ved en bod, med mange ruller stof. Cessie følte på noget blankt, grønt stof. Det kunne da være sjovt at have en kjole, der ikke bare var brun, som alle de andres. Men naturligvis ville svigermor vrisse og det var også alt for dyrt.
     Betty følte også på stoffet og smilede skælmsk til Cessie:
     "Bare man dog havde en rig mand!"
     Manden i boden betragtede dem tænksomt. Så holdt han en rulle groft vadmelsstof frem:
     "Mon ikke dette var noget for madammerne? Der kan blive glimrende benklæder til mand og sønner."
     Cessie kvalte et suk og følte på den fremviste rulle. Keith trængte til nye bukser og ret meget stof gik der vel ikke til et par i hans størrelse?
     
Der lød musik fra en drejelire og folk strømmede af sted i den retning.
     "Man bliver helt glad af musikken," udbrød Cessie, "skal vi se, hvad der foregår?"
     Betty så forfærdet på hende; "Så skal vi jo ind mellem tatervognene."
     Larry grinede: "Årh hvad. Når der er marked går alle mulige derind. De kan en masse løjer, de folk!"
     En dame med hat trippede mod vognene, ledsaget af en nydelig herre. Bettys så måbende efter dem og tog en beslutning:
     "Nå, måske bliver det morsomt."
     Larry smilede over hele ansigtet. Måske havde han frygtet, at hun nu ville holde et langt, surt foredrag om sømmelighed. Sådan noget kunne Betty godt finde på.
     De mange spraglede vogne stod i tre cirkler, så der inderst var en åben plads. Der stod manden med drejeliren og en ung pige dansede til musikken. Hendes røde kjole hvirvlede og det ravnsorte hår stod i et brus. De bare, brune fødder fik den tørre jord til at støve.
     Nogle begyndte at klappe i takt til musikken. Cessie skævede til Martin. Han så begejstret ud og begyndte at følge de andre. Så klappede Cessie også.
     Efter dansede nejede pigen og bag hende dukkede to mænd op; en ung, muskuløs tater med langt, sort hår og en gammel, bred tater med tykt, gråt hår. De bar noget mellem sig. Det mindede om en høj låge eller måske snarere bunden af en seng. Det var malet sort og dekoreret med blomster, slanger, edderkopper og sommerfugle.
     Endnu en mand sluttede sig til dem. Han var meget ung, nærmest en stor dreng. I hver hånd bar han en fakkel, som han svingede med. Han krydsede dem som sværd over kors og med fejende armbevægelser lod han dem glide ud til siden og opad. som en hilsen til publikum.
     Så overrakte han faklerne til den yngste af de to andre.
     I mellemtiden var der blevet tændt et lille bål og med dramatiske bevægelser tændte den muskuløse faklerne. Behændigt gav han sig til at jonglere med dem. Hurtigere og hurtigere, fløj de gennem luften. Tænk hvis han tabte en af dem. Og nu var der en tredje fakkel i luften. Mon det gik godt?
     Det gjorde det. Med et bredt grin gjorde han mine til at sluge ilden. Vovede han det? Ja. Han lukkede munden om flammen, slugte ilden fra de to næste på én gang og lukkede munden. Hans brune kinder så lidt oppustede ud og han rullede med øjnene. Så åbnede han munden og spyede ild som en drage. Gispende rykkede Cessie lidt baglæns og det samme gjorde folk omkring hende.
     Så brusede bifaldet.
     Nu stillede drengen sig op af den malede låge, med let skrævende ben og armene strakt ud til siden.
     Det lynede i luften og den muskuløse havde en kniv i hånd. I den anden holdt han et stykke papir, som han med et snuptag skar over. I næste øjeblik susede kniven gennem luften og borede sig ind i en planke, tæt over drengens hoved. Cessie spilede øjnene op og halsen snørede sig sammen, men drengen stod ganske stille. Han lignede ikke en taterdreng. Trækkene var anderledes og "finere." Det brune var måske bare solbrændthed?
     Endnu en kniv susede af sted og da den dirrede mellem to af drengens udspilede fingre, slentrede den muskuløse nonchalant hen for at trække dem ud. Den mellem fingrene sad godt fast og med et grin, trak drengen den ud og rakte den til manden.
     Han gik tilbage, så han stod adskillige skridt fra drengen. Så vendte han sig mod publikum. Cessie syntes, han stirrede på hende, før han kastede kniven af sted over skulderen.
     Den spiddede et stykke af drengens gule skjorte, men han stod stadig roligt. Mon han slet ikke var bange?
     "AV!"
     Der lød et skrig og drengens ene hånd holdt om knivsskæftet. Kniven havde boret sig gennem hans hånd. Et gisp løb gennem forsamlingen og den muskuløse blegnede, mens han snurrede omkring.
     Pigen og den gamle tater ilede derhen for at hjælpe, men den sad godt fast og drengen jamrede sig mellem sammenbidte tænder.
     "Der skal et fast tag til!"
     Med de ord stormede Martin hen mod drengen. Begge hans solide næver tog om skæftet. Kniven var ude og blodet silede ned over hans næver og drengens brune arm. Det måtte stoppes.
     Resolut og uden at tænke nærmere over det, flåede Cessie sit tørklæde af og rullede det, så det egnede sig til en forbinding.
     "Lad mig," sagde hun og tog om drengens håndled.
     Hun hadede at se blod. Kvalmen vældede frem i hende og hun så væk, mens hun strammede den interimistiske forbinding. Drengen var bleg og stod ikke længere helt stille. Hans arm dirrede i hendes hånd og han flyttede lidt på fødderne. Med et sammenbidt udtryk, så han på hende og prøvede vist at frembringe et lille smil. Nu så han faktisk bange ud og det gjorde selvfølgelig ondt i hånden. Et betuttet skær, fik ham til at ligne en lille dreng. Hans store øjne var blanke af smerte.
     Med et lille, opmuntrende smil så hun ind i dem.
     De var blå som kornblomster.
     Så var han altså ikke tater. I hvert fald ikke fuldblods.
     "Det var venligt af jer," sagde den gamle, "kunne I tænke jer at kende jeres fremtid? Så venlige som I er, bør den blive strålende. Min kone vil sikkert spå jer gratis til gengæld for jeres hjælp."
     Med hånden slog han ud mod en falmet - grøn tatervogn, hvor der var malet et billede af krystalkugle. Foran den stod en taterkælling i en rød kjole og med et gult sjal om skuldrene. Hun havde lagt armene over kors og virkede afventende.
     Den gamle lagde en hånd på drengens skulder og så spørgende fra Cessie til Martin.
     Betty og Larry var kommet hen til dem og Betty rystede på hovedet. Men hun skulle vel ikke bestemme alting?
     "Min kone må hellere se på hans hånd," mente den gamle, "I kan komme med."
     "Vi må vist videre." Martin sagde det ikke særlig højt og han så tænksomt på Cessie. Han havde tit sagt, han ikke troede, at nogle kunne se ind i fremtiden, at det bare var skuespiller og spild af penge.
     Men når nu det var gratis?

       

Duen (21)
    (Noveller)
    (59 dage siden publicering)