Hun stirrer tomt ud i lokalet. I det forvrængede spejlbillede fra vinglasset kan hun ane konturerne af hans ansigt. Han er blevet gammel, trist og tavs.
     
Han forsøger at skjule et gab, mens han rækker ud efter glasset. Han er træt og trænger til en klase røde dråber til at slå kedsomheden ihjel med.
     
"Hun er falmet," tænker han. "Blevet, gammel, grim og tavs."
     
I et sekund fanger hendes blik den unge mand ved bordet ved siden af. Han smiler og tænder tusinder længsler i hendes sind. Hun ser forlegent væk, mens hun sitre som var hun tyve somre igen.
     
Han ser den unge servitrice, og lader diskret øjnene løbe langs kanten på hendes nederdel til udskæringen. Han skriger i sit inde, da han mærker sin egen dødelighed.
     
Han gaber igen, og hun kigger væk. De orker ikke mere. End ikke at bryde tavsheden.

       

Hvad vi mennesker dog tro...
    (Essays)
    (Mere end et år siden publicering)