Forfatterens bemærkninger: Hvis du er til store historiske udredninger, der baserer sig på alen lange videnskabelige redegørelser for metoder, historiesyn og opremsninger af andres historiske arbejder så: Lav noget andet, for så behøver du ikke læse videre.
* * *Scene - Jerusalem 1118
Vejr: Solskin og vind fra øst. Temperatur: Rigtigt dejligt varmt.
Baldwin den 2. af Jerusalem lænede sig tilbage i tronstolen på Herodes gamle palads i Jerusalem, lukkede øjnene og lod en sødlig vin løbe over sine læber, mens en page desperat forsøgte at holde temperaturen nede ved at vifte med en samling palmeblade.
"Pokkers," tænkte Baldwin, der egentligt hedt Baldwin Le Bourcq. "Jeg skulle have læst det, der stod med småt i kontrakten, da jeg sagde ja til at blive konge i Guds eget land ; Jerusalem eller Outremer - Landet over vandet."
Baldwin havde arvet sine forgængere Baldwin den førstes og Godfrey af Bouillons problem med forsvaret af et langstrakt kongerige, der lå hundereder af mil fra de katolske kernelande i Europa, og som var omgivet af fjender.
Sultanatet i Ægypten og Kalifatet i Damaskus, der helst så hans kongerige splintret til de sandkorn, som det meste af riget bestod af.
Han tænkte på ordlyden i de stakke af afskedsbreve, som fyldte arkiverne i paladsets kældre.
Kære Baldwin.
Tak for et godt korstog. Vildt fedt. Ikke mindst kampene ved Edessa.
Men desværre må alle gode fester have en ende, og jeg har lovet fruen derhjemme, at jeg er tilbage inden jul, så jeg må pakke mit grej og se at komme vestover.
Endnu engang tak for en god behandling, og god vind i de kommende år.
PS. Tak for den lækre opskrift på humus
Baldwin sukkede. Da han var kommet til det hellige land i 1099, havde der være godt 50.000 kristne riddere med i det første felttog, men allerede året efter var gruppen skrumpet ind til omkring 300, og skønt der hele tiden kom nye grupper af pilgrimme, så tog de lige så hurtigt hjem, som de var kommet.
Kongen blev brat revet ud af sine tanker, da en Herold annoncerede, at der var gæster. "Sikkert blot endnu et rejseselskab, der lige skal se giraffen, før de igen smutter hjem til de frodige marker i Rhönedalen," tænkte han."I det mindste giver de sikkert et lille bidrag til min altid tomme krigskasse.
Baldwin rettede sig i tronstolen og forsøgte at se blot en smule majestætisk ud, da otte riddere trådte ind i tronsalen.
"Vær hilset," sagde kongen. "Dejligt at se jer. Tak for god tjeneste. Krigskassen står til venstre, og der en minimums donation på 30 sølvpenge pr. hoved og hav så en god rejse hjem."
En af ridderne, som Baldwin genkendte som Hugh de Payens trådte frem og bukkede ærbødigt mod kongen."Eders Majestæt misforstår," sagde han."Vi har et rigtigt godt tilbud."
"Åh nej," tænkte kongen. "Endnu ikke en gruppe der har fundet Kristi kors, 15 torne fra kronen, en kasse søm eller Johannes Døberes jordiske rester." Han var efterhånden hamrende træt af de evindelige relikviesælgere, der forpestede hele riget.
"Sig frem," sagde Balwin og sukkede.
"Vi er klar til at stille os til Eders tjeneste," sagde Hugh.
"Hmpf," gryntede Baldwin, og tænkte, at der var tale om endnu en stak lejesoldater, der ville gøre hvad som helst for penge."Og hvad koster det så?"
"Intet," svarede Hugh. "Udover lidt husly."
Baldwin rettede sig i stolen, og så pludseligt meget interesseret ud. "For hvor længe?" spurgte han.
"På en permanent basis," svarede Hugh. "Vi har et godt koncept, som vi lige vil vende med Eder."
Baldwin så undrende på ridderen, mens Hugh hev et staffeli frem og smed et lærred på, der beskrev skabelsen af en militant munkeorden, der skulle sikre pilgrimmenes rejser i det hellige land og medvirke til kongerigets forsvar.
Kongen nikkede, da Hugh var færdig med en fremlæggelse. "I er en mand efter mit hoved. Jeg kan sgu lide ideen. Jeg har nogle kongelige stalde lige ved siden af min borg, som jeg gerne stiller til rådighed. Nogen siger, at det er Salomons gamle tempel, men i virkeligheden er den en muslimsk moske, der tidligere blev kaldt Al Aksa."
"Jeg tror, at vi holder os til den første del af historien," sagde Hugh. "Det lyder bedst, så kan vi også kalde os for Tempelridderne."
"Fedt," sagde kongen. "Det kommer til at sælge billetter. Tempelridderne. Har I tænkt på et logo?"
"Ja da," svarede Hugh. "Noget der signalerer ridderskab og fattigdom. To riddere på den samme hest."
"Jeg kan se det," sagde kongen. "Møg upraktisk i en kampsituation, men kors hvor det giver et billede af ydmyghed. Her er skødet til bygningerne. Jeg ser frem til samarbejdet. Lad os nuppe et glas vin og skåle for fremtiden."
"Naturligvis," sagde Hugh, og mens vinen blev bragt rundt, så han den smukke bygning gennem vinduerne i paladset. "Skide godt" tænkte han."Vi har lige fået en af de meste eksklusive adresser i Jerusalem stillet til rådighed. Lad os så komme i gang.
"Godt drenge," sagde Hugh, da de otte riddere gik over pladsen. "Så kom vi så langt. Vi har arbejde at gøre."
"Ja," sagde Andre de Monbard. "Nu skal der graves. Vi skal finde beviserne på Maria Magdalene var den hellige gral, og at Jesus havde en blodlinje."
Der rejste sig et latterbrøl i gruppen. "Andre din gavtyv," sagde Hugh. "Den joke har vi vist snart hørt nok. Du må hellere pakke den sammen, folk skulle jo nødigt tro, at du mener det alvorligt."
"Nå nej," sagde Andre. "Jeg skal nok holde mig på måtten. I fremtiden laver jeg kun vittigheder om geder, byzantinske kristne og priserne på dadler på markedet i Haifa."
Scene 1128
Tempelriddernes hovedkvarter i Salomons tempel. Dunkel belysning. Der afholdes bestyrelsesmøde i foreningen af Jesu Kristi fattige riddere. Tempelridderne. Til stede er de otte oprindelige Tempelriddere:Hugh de Payen, Geoffrey de St. Omer, Payen de Montdidier, Archambaud de St. Agnan, Andre de Montbard, Geoffrey Bison, Rossal og Gondamer.
"Det går sløjt med forretningen," begyndt Hugh. "Nok har vi fået nogen støtte fra lokale adelige, men drømmen om at blive til noget rigtigt stort hænger i en tynd tråd."
"To år mere på denne måde," sade Payen de Montdidier, der var kassemester i foreningen, "og så er det slut."
"Jeg har en ide," sagde Andre de Montbard. "Vi har brug for en PR konsulent. En der virkeligt kan hjælpe os med at sælge budskabet."
"Sådan en kender jeg," sagde Geoffrey de St. Omer. "En gut ved navn Bernhard, der har enorm succes med at skabe en munkeorden, der hedder cistercienserne. Han er godt nok fuldstændig kompromisløs og en hård negl, men han kan nogle tricks."
"Hvor finder jeg ham?" spurgte Hugh.
"Ved Clairveaux," svarede Goeffrey.
"Godt," svarede Hugh. "Jeg rejser."
"Holdt stop," sagde Rossal. "Jeg syr lige et par kjortler. Jeg tænker et rødt kors på hvidt lærred."
"Det lyder effektfuldt," svarede Hugh, mens han sendte Godammer ud for at booke en billet til den næste båd fra Acre til Marseille . Pilgrimsklasse naturligvis, for der var jo ingen penge at rutte med.
Hugh de Payns rejse til det europæiske fastland i 1128 blev en sand triumftur. Bernhard af Clairveaux stillede sig til rådighed for Tempelridderordenen, og udviklede den ideologiske basis for kombinationen ridderskab og munkeorden.
I århundrede havde der raset en debat inden for den katolske kirke om brugen af krig som redskab, og indtil omkring 1050 havde holdningen været krig kun kunne retfærdiggøres, hvis man selv var blevet angrebet, og selv da skulle krigens føres inden for nøje definerede regler og under stor hensyntagen til civile.
Fra omkring 1050 voksede der imidlertid en ny bevægelse inden for kirken, der fik tilnavnet den kluniske bevægelse. Navnet blev sene tilskrevet det kloster, hvor en flok hooligan-munke i en sen nattetime omskrev den katolske kirkes syn på anvendelsen af magt. Munkene hævede at anvendelsen af vold i princippet var neutral, og at volden derfor både kunne anvendes i et godt og et ondt formåls tjeneste. Problemet var at kende forskellen, men når det handlede om at tjene guds rige på jorden, så var der ingen slinger i valsen.
Bernhard, der senere blev kendt som Sankt Bernhard og stifteren af den berømte hunderedningstjeneste i alperne, broderede videre på ideerne og forenede den kæmpende kriger med munkevæsnets krav om lydighed og troskab, i det han kaldte"Liber ad milites Templi: De laude novae militae" eller prisningen af det nye ridderskab.
Budskabet om den fromme ridder, der tjente gud gik rent ind og på kirkemødet i Toryes i 1128,og Hugh og Bernhard fik stor opbakning til forretningsplanen for ordenen. En goodwill der straks blev konverteret til nye medlemmer og gaver i form af penge og besiddelser fra europæiske fyrster.
Hugh vendte hjem på første klasse til Jerusalem i 1130, og blev hyldet som ordenens ubestridte leder og stormester med et par hundrede nye riddere, en bugende krigskasse og et sæt gevaldige vedtægter, som han og Bernhard havde skrevet i en sen aftentime under indflydelse af et par flasker god pinot noir.
De øvrige medlemmer af bestyrelsen må have fået et chok, da de første gang blev præsenteret indholdet af de nye retningslinjer, for det var et skrift, der får vedtægterne for en nutidig rockerbande til at ligne en hyggelig spejderklub.
Ridderne måtte aflægge kyskhedsløfte, løfte om fattigdom, renhed og hårdt arbejde. Derudover skulle aspiranten donere sine ejendomme til ordenen og sværge total troskab over for stormesteren. Sidst men ikke mindst så måtte man underlægge sig en jernhård disciplin, kun tale når det var absolut nødvendigt og i øvrigt holde sig fra latter.
For disse små indrømmelser fik man så to måltider hver dag, som skulle indtages i absolut stilhed, og forbrød man sig imod forskrifterne, så ventede mesterens hammer.
I vores dage synes disse løfter fuldstændigt absurde, men i 1130èrne slog de igennem og blev et hit, og frem til sin død i
1136 kunne Hugh de Payen se sin orden rejse sig til at blive den mægtigste magtfaktor i det hellige land med ansvaret for borge og fæstninger i hele kongeriget og store besiddelser i det katolske Europa.
I 1139 fik ordenen oven i købet en pavelige godkendelse, der fritog ordenen fra at betale skat, samtidig med, at den udelukkende blev underlagt de pavelige retsregler.
Scene: Mont Gisard 1177
En tåget morgen. Den muslimske sultan Saladin har invaderet det hellige land med en hær på godt 26.000 mand, men overraskes af en kristen styrke på godt 6000 mand ledet af kongen af Jerusalem og tempelridderne.
Stormesteren Odo de St. Armand trak sit sværd og beordrede angreb. Hornene gjaldede, fanebæreren sænkede Tempelriddernes fane"Beau Santen", og ridderne stormede mod Saladins uforberedte hær.
På få minutter var den muslimske hær i total opløsning og kun indsatsen af Saladins personlige livvagt - Mammelukkerne - reddede ham fra at ende i kristent fængsel.
Slaget ved Montgisard var Tempelridderordenens militære højdepunkt og selve indbegrebet af årsagen til ordenens eksistens. Siden ordenens etablering i 1118 havde den udviklet sine militærer færdigheder til perfektion, og ridderne var absolutte elite af eliten. De var datidens kombination af jægerkorpset, frømandskorpset, Navy Seals og SAS og intet mindre end et militært mirakel.
De gav kongen af Jerusalem en sikker militær styrke, som han næsten altid kunne regne med ville stille op og lade sig ofre på kongerigets slagmarker. I alt regner man med at omkring 6.000-10.000 tempelriddere lader livet i Outremer i de første 60 år af ordenens levetid.
Træningen af ridderne var nådesløs, og kun de bedste af de bedste fra de adelige huse kunne optages som riddere. Den mindste afvigelse fra disciplinen fik hårde konsekvenser, og man havde kun ret til at vige fra en fjende, der var mere end 3 til 1.
Scene: 1184. Tempelriddernes hovedkvarter i Jerusalem
Vejr: Solrigt med en svag vind fra øst. Temperatur: Varmt som ind i helvede.
Stormesteren Arnuad de Toroge føler glæden gribe ham, mens han inspicerer tropperne på tempelpladsen. Foran ham har ordenens tre rangklasser taget opstilling. Forrest ser han de godt 600 riddere, der er ordenens elite. Bag ham står yderligere 600 sergenter eller væbnere, som udgør de tjenende brødrer og bagerst ser han ordenens præsteskab.
Han er en tilfreds mand, for ordenen er i vækst og suset fra Montgisard har endnu ikke lagt sig og ordenen prises i hele den kristne verden.
Han kan se tilbage på 60 år, hvor Tempelridderne har udvidet sine forretningsområder, og reelt er blevet verdens første egentlige multinationale selskab, der skovler penge på rige jorde i Europa, transport af pilgrimme fra de franske og italienske kyster til Outremer, og sidst har man slået sig på egentlig bankdrift.
Ideen bag bankvæsnet er genial. En rejsende indbetaler et beløb til en lokal tempelridderafdeling (et præceptori) og modtager et dokument, der bekræfter beløbets størrelse. Denne rejser så på pilgrimsfærd eller handelsrejse, og kan så få udbetalt beløbet, mod en enkel lille kommission, (endeligt ikke en rente, for den må man som god katolik ikke opkræve) på et andet tempelridderkontor.
På den måde undgår man at rejse med mange penge, og bliver derfor uinteressant for de mange røvere der hærger både landjorden og vandet.
Der er et enkelt skår i glæden. En obskur lille hospitalsorden med titlen St. Johannes Hospitalsorden har i 1150 udviklet en militær gren og fået en pavelig accept sammen med en række mindre andre ordner som St. Thomas ordenen, Gravkirkeordenen og St. Lazarus, der oven i købet optager spedalske i sine rækker.
Johannes-ordenen eller johanniterordenen er ved at blive noget stor og matcher flere steder i Outremer Tempelridderne i både styrke og økonomisk magt, men efter johanniterordenens mislykkede forsøg på at erobre Ægypten sammen med den tidligere konge Alamric så er der trods alt blevet nogen ro om disse nye opkomlinge.
Bag Odo står en yngre ambitiøs ridder, der bærer navnet Gerard de Ridefort og puster ham i nakken. Odo kan mærke det men forsøger at skubbe tanken om manden, der på ganske kort tid med rige venners hjælp har købt sig op igennem ordenen til rangen af senechal.
"Slap nu af," tænker Odo. "Glem ham. Det skal jo nok gå, og vejret jo smukt, skønt det er varmt som ind i helvede."
Ny Scene. 1185 det kongelige slot i Jerusalem.
Byen fejrer kroningen af Guy de Lusignac til konge i Jerusalem.
Vejret: Klart solrigt med en svag vind fra syd.. Temperatur: Varmt som ind i helvede.
Stormester Gerard de Ridefort rejste sig og løftede sit bæger."Skål kong Guy, må I leve evigt og må fjenden snart smage vores stål og guds refærdighed."
"Hørt," råbte Reynald de Chatillon, der sad lige til højre for stormesteren. "Lad os komme ud af denne ugudeligelige dvale."
"Tak venner," svarede kongen. "Det er blot et spørgsmål om tid. Kun om tid."
Gerard satte sig igen og smilede et indforstået smil til Reynald, der kvitterede med et lille koket blink.
1184 bragte enden på to store liv i Outremer. Stormesteren Arnaud de Toroge døde og den spedalske kong Baldwin 4 opgav kampen for livet efter 30 års hård kamp med en sygdom, alle vidste ville ende med at tage livet af ham.
Baldwin efterlod sig ingen arving, og i stedet gik magten til hans søster Sibylla, der i filmen Kingdom of Heaven beskrives som en blid og underskøn dame. I virkeligheden var hun en intrigant kone, der konsekvent valgt mænd af ringe standart, og lige så snart broder Baldwin var død, så giftede hun sig med Guy de Lugsignac.
Guy var søn af Greven af Poitu, men efter mordet på en engelsk adelsmand, deponerede den engelske hertug af Aquitanien (den senere Richard Løvehjerte) ham i det hellige land, hvor han via broderens stilling og status og et par magtfulde venner blev udpeget til Constabel i Jerusalem (Politichef).
Kort tid senere stødte han på Sibylla, og da Baldwin døde var hun pludseligt et yderst interessant parti, og da han gik for at være lidt af en hjerteknuser, så havde han ikke specielt svært ved at score dronningen, som straks sagde tak for tilliden ved at gøre ham til konge.
Guy var den ene af et lykkeligt trekløver bestående af ham selv, Gerald de Ridefort og Reynald de Chatillon, som alle var self made men. Gerald havde gjort komet karrierer i Tempelridderordenen, og Reynald havde giftet sig til grevskabet Oultrejordanien med fæstningen Kerak.
Reynal var helt igennem en utilpasset mand, der kun fandt roen på slagmarken. Han er i nogen grad undskyldt af, at han havde tilbragt næste 15 år i muslimsk fangenskab, hvor han sikkert har udviklet et gevaldigt kompleks, over tanken om at familien lod ham hænge så længe i Damascus, før man købte ham fri.
Kort tid efter han endeligt kunne vende tilbage efter sit fangenskab, kastede han sig over en ny indbringende branche og gjorde det til sit levebrød at overfalde muslimske rejsende til og fra Mekka. Jobbet viste sig at være en yderst indbringende forretning, der dog havde den mindre bivirkning, at den rokkede ved den spinkle fred, som Baldwin den 4. havde skabt sammen med bl.a. Arnaud de Toroge, havde indgået med den muslimske leder Saladin.
I 1186 slap kong Lusignac sin ven og betroede Reynald løs på en række muslimske karavaner, og Saladin kvitterede ved at erklære kongeriget krig. Trekløveret havde fået den konflikt, som de havde sukket efter.
I juli 1187 tørnede den kristne og den muslimske hær sammen ved Hattins Horn, og den kristen styrke blev totalt udraderet. Den foregående kampagne var blevet ført af det hyggelige trekløver på en så amatøragtig måde, at militærhistorikere gennem århundreder har taget sig til hovedet i græmmelse.
For at gøre en lang historie kort, så ledte de tre herrer den kristne hær væk fra Jerusalem og sine liv og helsebringende kilder ud i et område uden vand, og lod sig efter to døgn uden væske fuldstændigt maltraktere.
Efter slaget lod Saladin samtlige overlevende tempelriddere med udtagelse af stormesteren selv henrette, hvilket siger noget om både det had og den respekt Saladin nærede til ordenen. Sammen dag tog han personligt livet af Reynald de Chatillon, og sagde dermed tak til Reynald for overfaldet af den karavane , der skulle bringe Saladins søster fra Alexandria til Damascus. Senere lod både Guy de Lusignac og Gerald de Ridefort lod sig senere frikøbe, på trods af at tempelridderordenens vedtægter klart beskrev, at det ikke var muligt for noget medlem af ordenen at lade sig løslade på denne måde.
Slaget ved Hattin afgjorde kongerigets skæbne og på trods af, at det 3. korstog under Richardt Løvhjerte fra 1189 til 1193 genvandt dele af landet, så var Jerusalem tabt.
Tempelridderordenen deltog med nye kræfter i det 3. felttog, og i 1189 led Gerald de Ridefort trods alt en rimelig ærefuld død, da han faldt i spidsen for en tempelridderstyrke under kamphandlingerne ved Acre.
Scene 1229: Jerusalem: Herodes gamle palads
Vejret: Solskin med en kraftig vind fra nord. Temperatur: Varmt som ind i helvede.
"Det er et mirakel," tænkte stormesteren Pedro de Montaigu, da han trådte ind i refektoriet (spisestuen) på tempelriddernes nye kloster i Jerusalem."OK aftalen mellem Kejser Frederik og muslimerne kunne havde været bedre. Vi har ikke fået Templet tilbage, og vi har fået endnu en rival den tyske orden (Den teutonske orden)men vi har dog fået ret til at vende tilbage til Jerusalem, og det er da altid noget."
I 1229 indgik den noget excentriske kejser Frederik den 2. af det hellige romerske rige (dele af Tyskland og Italien) en aftale med muslimerne og sultanen i Ægypten. Aftalen gik ud på, at de kristne kunne vende tilbage til dele af det hellige land og Jerusalem mod at Jerusalem ikke blev befæstet og at alle de hellige steder i byen var åbne for alle racer og religioner.
Man skulle havde troet, at det ville have gjort Frederik til en populær mand, men overalt blev han set som forræder mod kristendommen, og han måtte endog lide den tort, at blive smidt ud af Jerusalem af vrede borgere, mens han blev bombarderet med rådne grøntsager.
Heller ikke paven havde den store fidus til Frederik, der både gik for at være en sodomit (homoseksuel) og ateist og kejserens udprægede orientalske livsstil på Sicilien samt modstanden mod Paven, gav ham to pavelige bandlysninge, som Frederik dog tog rimeligt let på.
Frederik kendes i dag for sin kærlighed til kunsten, hvor han bl.a. skabte den sicilianske poetiske skole, men derudover har han også skrevet en håndbog i jagt med falke, der den dag i dag er yderst populær og en milepæl i jagtlitteraturen.
Generhvervelsen af Jerusalem gav imidlertid Tempelridderordenen mulighed for at vende tilbage sine lukrative forretninger i Outremer og styrke sin økonomiske position. Ordenen fik imidlertid ikke megen arbejdsro, da der ret hurtigt udbrød en borgerkrig mellem fraktioner, der var loyale overfor Frederik og hans efterkommerne og lokale kristne fyrster.
Konflikten endte med, at Frederiks efterkommere holdt fast på tronen, og i 1244 følte man sig stærke nok til igen at udfordre den ægyptiske sultan, og kastede en hær bestående af Tempelriddere, Johannitere, teutonske riddere og lokale kristne samt muslimske allierede fra Damascusområdet mod den ægyptiske sultan.
Resultatet var et knusende nederlag mod Sultan Baiber i slaget ved Laforbie ved Gaza, hvor stormesteren Armand de Perigord faldt og endnu engang måtte de kristne styrker overlade Jerusalem til muslimerne. Denne gang var det dog på en mere permanent basis.
Scene 1260. Acre. Tempelriddernes hovedkvarter. Temperatur: Varmt som ind i helvede
Journalisten fra Acre Times søgte ly under baldakinerne uden for templet ved Tempelkirken i Acre, og tørrede sig over panden. Selvom det var sent, så var det hedt som ind i helvede, og det havde allerede været en lang dag. Træskæreren Johannes gemte sig ligeledes under olivensælgerens parasol, og ærgrede sig over, at for tiende gang havde fået ødelagt sine tegnepergamenter af en overentutiastiske tempelridder.
"For helvede," tænkte han, "jeg ville jo blot lave lidt sketcher af en tempelridderoptagelse. Det kan sgu da ikke være en forbrydelse."
Tempelmesteren tørrede sveden fra panden."Føj for en dag," tænkte han. "De satans journalister. Man har sgu da aldrig to minutters fred."
Han gik mod tempelhallen og indviede den unge ridder Janus i ordenen, og begav sig videre mod sit kontor.
"Fedt," tænkte Janus. "Nu er jeg sgu Tempelridder. Godt de ikke lod mig kysse mesterens røv, som nogle havde fortalt mig, at jeg skulle. Dejligt, at det blot er en skrøne. Det havde været for ulækkert."
Scene. 1270. Acre i det nordlige Ourtremer på grænsen til grevskabet Tripolis
Vejr. Skyfrit, sol. Temperatur: Helvedes varmt.
Stormesteren Thomas Berard bladrede febrilsk i rapporten fra ordenshuset i Rom. Tiderne var ved at skifte, og ordenens præstige var under pres. Flere steder i Europa udtalte både fyrster og præster sig negativ om ordnens formående og motivation, og man havde til og med den frækhed at antyde, at det var Tempelriddernes skyld, at Jerusalem igen var blevet tabt. Der var også begyndt at cirkulere rygter om homoseksualitet i ordenen og nogle antydede, at ordenen var både korrupt og endda i ledtog med djævlen.
Thomas lod rygterne ligge, og kastede sig over de statistiske rapporter. Bidragene og gaverne fra konger og adelsfolk var skrumpet ind til det ubetydelige, og venitianerne havde snuppet en del af det finansielle marked. Ordenshusene i Europa sendte stadigvæk pligtskyldigt sine bidrag til ordenen, men ordenen manglede virkeligt de pengegaver, der var tilflydt i en lind strøm.
Samtidig var der sket et dramatisk fald i hvervegrundlagt, og færre og færre unge adelsmænd meldte sig under Beau Santen. Det var i sandhed blevet usikre tider.
Situationen i Acre og de to nordlige kristne provinser Tripolis og Antioch var også usikre, og muslimernes dristighed var stigende, og i flere perioder kontrollerede man end ikke andet, end de få fæstninger, som lå spredt udover området.
Man var også blevet inddraget i den konflikt, der herskede mellem købmænd fra Pisa og Venedig, og flere gange havde man været i regulære kampe med johanniterne, der var de venetianske allierede.
Thomas lukkede igen den statistiske rapport, og vendte tilbage til rygterne. Tempelmesteren havde sendt ham en løbeseddel, som han havde fundet i London. På den stod et lille digt, som han læste højt for sig selv.
Tempelridderne er de mest blegfede mænd,
og forstår virkeligt at rage til sig.
Men de elsker mønten for meget,
og når priserne er høje,
så sælger der deres hvede,
i stedet for at give det til.
Det gælder også hospitalets herre.
Ingen af dem kunne finde på at
betale for en kvindes ydelser
sålænge de har deres rideheste.
"Hmpf," tænkte Thomas, "Blegfede riddere, der rager til sig og har utilbørlige forhold til rideheste. Er det virkeligt sådan verden ser på os ?. Måske skulle jeg alligevel ødelagt skriverkarlens pergamenter i 1260 og inviteret ham indenfor i kirken. Men det er vist for sent nu."
Sceneskift. Acre 1291. Den sidste større kristne udpost i det hellige land
Vejr. Solrigt med en let vind fra syd. Temperatur: Hedt som ind i helvede.
Stormesteren Guillaume de Beaujeu greb"Beau Santen" og stormede ud i gaden sammen med en lille håndfuld johannitere og tempelriddere."Vi skal holde ud."
I starten af 1291, havde Sultan Qualawun besluttet sig for at gøre en ende på de kristne besiddelser i Outremer, og kastet en hær på næsten 200.000 mand mod en kristen styrke på mindre end 20.000.
Felttoget var afgjort, før det var begyndt, og 15. maj faldt de ydre mure om Acre, og stormesteren måtte kaste sig selv og sine sidste styrker mod mamelukkerne.
I et kort øjeblik så det ud som om muslimerne ville vige for den lille flok, men så slog fjendens antal igennem og en efter en faldt krigermunkene indtil til stormesteren tænkte"Shit jeg skulle have haft et andet job,"og mærkede flere spyd trænge igennem ringbrynjen, hvorefter alt blev sort.
Acre faldt endeligt den 28. maj, og Outremer blev ændret fra at være en realitet til et minde i den vestlige bevidsthed. I månederne efter forsøgte man at stable et nyt korstog på benene, men Europa var løbet tør for religiøs entusiasme og havde fået andet at tænke på.
Det endelige kollaps af korsfarerstaterne satte de militante ridderordner i et dilemma. Årsagen til deres stiftelse fandtes ikke længere, og skulle man overleve måtte man finde en måde at genopfinde sig selv på, der stadig kunne begrunde eksistensen.
Johanniterne løste problemet ved at slå sig ned på Cypern og i 1320 flytte til Rhodos, for at føre korstoget videre i en om end formindsket udgave.
Den tyske orden vendte blikket mod nord og grundlage en egentlig ordensstat i Baltikum, som bestod helt frem til reformationen og senere blev til grundstenen i kongeriget Preussen.
Tempelridderne havde større problemer med at finde sin rolle. I starten ville man kopiere johanniternes model, og man fik da også store rettigheder på øen Cypern, men da man blandede sig i den lokale politik og de lokale stridigheder, smed lokalbefolkningen ridderne på porten.
Og nu var det så tid til en brøler af historiske dimensioner.
Ordenen under stormester Jacques de Molay valgte at flytte forretningen til Europa, og så vente på at der måske blev stablet et nyt korstog på benene.
Sceneskift Sted: Tempelfæstningen ved Paris 1306
Vejr: Overskyet, slagregn. Temperatur: 18 grader
Kong Phillip med tilnavnet den smukke af Frankrig dukkede sig, og skjulte sig under den skjoldborg, som hans livgarde havde dannet omkring ham. Pøblen i Paris havde øjensynligt gjort det til en folkesport at smide klæbrige substanser efter deres konge, når man var utilfreds med rigets regering, og denne gang havde man oven i købet svoret, at man ville have kongens hoved på et fad.
Livgarden førte Phillip til Tempelriddernes fæstning i Paris, og Tempelmesteren lod gladeligt den franske konge, som i øvrigt skyldte ordenen en stor sum penge få asyl i den stærke borg med de fire tårne.
"Rakkerpak," brølede Phillip, mens han gav tegn til at en page skulle bringe ham et spejl, så han stadigvæk kunne se hvor skøn han var."Rakkerpak."
"Rolig Deres majestæt," svarede tempelmesteren. "Her tag et bæger vin og tør øjnene. Vi finder en løsning."
"Tak," svarede Phillip, mens han lod øjnene glide over de endeløse rækker skattekister, der stod langs gulvene i templets skatterum."Hvis jeg blot besad denne rigdom," tænkte han, "så var det sgu slut med at blive kostet rundt i gaderne af en flok lavstammede parisere."
3 dage senere var der igen orden i den franske hovedstad. Pariserne havde fået en gang Bordeaux og godt med brie, og kongen kunne vende hjem til et slot, der trængte til en overhaling og en låneomlægning.
Advarsel: De sidste sider af dette essay om Tempelridderordenen er ikke egnet for børn eller sarte sjæle
Det har længe været accepteret, at kong Phillip den smukkes angreb på Tempelridderodenen i det store og hele var motiveret af et ønske om at få kontrol over dens midler, og meget peger da også på, at dette var en stærkt medvirkende grund.
I 1306 var Frankrig blot en stak provinser bestående af området omkring Paris, Loire-dalen og de sydlige områder mod Middelhavet og grænsen mod Navarre og Castillien i Spanien. Aquitanien, Bretagne og Normandiet var engelske besiddelser, der nok på papiret var fanske vasaller, men i praksis var selvstændige fyrstedømmer. Mod øst var landet truet af det mægtige burgundiske rige og de tyske stater, så alt i alt var landet under et vældigt pres.
Phillip var i konstant pengemangel, og midt i hans rige fandtes datidens rigeste ridderorden med godser over hele landet og en pengebeholdning, der nok kunne finansiere et nyt køkken eller to på slottet i Paris.
For nyligt er der endvidere fremlagt teorier om, at Phillip i 1305 havde mistet sin kone Jeanne af Navarre, var under så kraftig påvirkning af denne begivenhed, at han var ramt af en slags religiøst vanvid, og faktisk troede på de historier, der verserede om ordenen.
I den moderne populær litteratur og pseudo-historieskrivning har historien fået den vinkel, at pave Clement kom til Phillip og tryglede ham om at handle på vegne af kirken, og fjerne den kætterske Tempelridderorden, der havde en klemme på den katolske kirke.
Der er absolut ikke skyggen af historisk bevis for denne fortolkning. I stedet findes der dynger af dokumenter, der bekræfter, at Phillip i årevis havde forsøgte at få pavelig tilladelse til at konfiskere ordenens ejendomme og føre en kættersag mod ordenens ledelse.
Da først Pave Bonacius og senere Pave Benedict havde nægtet dette, så havde Phillip fået sat en kontrakt på dem, og i bedste gangsterstil fået dem begge myrdet, hvorefter han fik indsat sin egen kandidat Pave Clement.
Selv Phillips egen marionet Pave Clement, der tidligere havde været ærkebiskop i Bordeaux, forsøgte desperat at undgå en konflikt med Tempelridderne, og foreslog bl.a. at ridderordenerne skulle samles til en enhed, og sendes på korstog igen. Tempelridderne afslog dog sammenlægningen, og lagde dermed selv en vigtig brik til ordenens ødelæggelse.
I 1307 brød Pave Clement under for presset fra Kong Phillip, og der blev strikket et anklageskrift sammen, der baserede sig på de rygter, der verserede om ordenen. I alt var der 127 punkter på listen, hvoraf de mest alvorlige var fornægtelsen af Kristus, at tilbede et hoved med navnet Baphomet, at fornægte de hellige sakramenter, at hengive sig til hemmelige ritualer, der inkluderede homoseksuelle aktiviteter, at der var bedrevet forræderi mod kristendommen, og at man stod i ledtog med muslimerne.
Over vinteren 1306-1307 blev Tempelridderne klar over, at der var noget i gære. Rygterne om ordenes hemmelige aktiviteter tog til og enkelte riddere, der var smidt ud af ordenen af disciplinære årsager, var begyndt at udtale sig offentligt om forholdene. Derudover var det blevet tydeligt, at Kong Phillip på bedste hat og blåbrille-maner havde infilteret ordenen, og var på udkig efter beviser.
I lyset af situationens forværring valgte Stormesteren Jacques de Molay, at invitere sig selv på en skive skinke og et bæger vin hos Phillip og Pave Clement, og i starten af 1307 ankom han med en flok rejsekammerater til Paris, hvor kongen gave han en venlig velkomst.
Tempelmesteren lugtede imidlertid en rotte, og overtalte Jacques til straks at rejse til Portiers, hvor stormesteren forsøgte at overtale Paven til at lave en pavelig kommission, der skulle undersøge sagen. Clement havde hilst ideen velkommen og sagt, at han ville overveje forslaget, hvorefter Jacques var vendt tilbage til Paris.
Clement havde imidlertid ikke tænkt sig at gøre noget som helst, og Phillip havde allerede instrueret sine embedsmænd om planen for opgøret med Tempelridderne.
Natten mellem den 12. og 13. oktober slog Phillip til og om morgenen kunne han opgøre antallet af arrestationer til 15.000 riddere, sergenter, præster, embedsmænd, bønder og arbejder, hvoraf kun ca. 500 var egentlige medlemmer af ordenen.
Ordenens ledelse med Stormesterne Jacques de Molay var blandt de første, der blev taget og inden fredagen var omme, brændte der en lystig ild i torturkamrene i kældrene under de kongelige borge i Frankrig.
Som en lille kuriositet skal det nævnes, at det faktisk er denne begivenhed, der har givet fredag den 13. sit dårlige ry, og lagt grundstenen til en hel genre af mildest talt elendige gyserfilm om mærkelige væsner, der dræber med velbehag.
Sceneskift. Kælderen under kongeborgen i Paris. 14. oktober 1307
Vejret: Ligegyldigt, da vi jo er indendørs. Temperatur: Varmt som ind i helvede, for der skal lige straks steges hanekyllinger. .
Bødlen Bertrand lagde strikken om stormesterens hænder, og bandt dem til enden af raken.
"Om et par timer," sagde han. "Om et par timer, så synger han som en kanariefugl."
Sagen mod tempelridderne ville få Amnesty International op af stolene og skrive lange klagebreve til den europæiske menneskerettighedsdomstol. Ikke siden korstoget mod Karthaerne i Sydfrankrig (1209-1244), havde en kristen fyrste udvist så megen voldsomhed mod andre kristne.
Stormesteren brød forbavsende hurtigt sammen, og indrømmede efter kort tids forhør, at han var skyldig i alle anklagerne, hvorefter han skrev et åbent brev til ordenens riddere om, at de for deres sjæles skyld burde gøre det samme.
Over alt i Frankrig brød ridderne sammen, og krøb til det kors, som de var anklaget for at have spyttet på, og erklærede deres skyld, skønt mere end 36 riddere fastholdt deres uskyld og døde under torturen.
I 1308 havde Phillip presset de tilståelser frem, som han havde brug for og overgav Tempelridderne til Pavens domstol, hvor de under truslen om mere tortur gentog deres tilståelser.
Sagen mod Tempelridderne trak ud i yderligere 5 år, hvor Stormesteren og flere af ordenens prominente ridderne trak deres tilståelser tilbage, inden Paven endeligt i 1312 fastslog ordenens skyld og ophævede den pavelige godkendelse fra 1136 og lagde ordnens skæbne i guds hænder.
Den 14. marts 1314 gjorde stormesteren et sidste forsøg på at forsvare ordenen og erklærede, at han heller ville dø, end acceptere den livstidsdom, som det pavelige tribunal havde nedkaldt over ham. Phillip reagerede prompte, og dagen efter blev Tempelridderordnens sidste Stormester brændt sammen med Preceptoren fra Normandiet på en lille ø midt i Seinen. Til rejsende kan jeg fortælle, at der findes en lille mindeplade på øen, og har man brug for en lille pause i på en hektisk sommerdag i Paris, hvor man søger efter Maria Magdalenes grav, så er stedet et besøg værd.
Scene. Hornslet maj 2006
Vejret ustadigt. Temperatur: Til skjorter med lange ærmer.
Forfatteren bøjede sig over tastaturet for at skrive de sidste sider på sit essay, og tænkte,"hvad er myter, hvad er historier og hvad er der egentligt historisk bevis for, når vi taler om Tempelridderordenen efter 1314?"
Tempelridderordenen blev officielt skrevet ud af den pavelige historie med ophævelsen af bulen af 1136 i 1312, men betød det, at ordenen forsvandt?
Vi ved, at ordenen blev forfulgt over det meste af Europa i perioden 1307-1313, men kampen mod kætteriet blev ikke fulgt med den samme entusiasme alle steder. I England værgede Kong Edward den 2. sig frem til 1308 med at arrestere de 6 riddere, der opholdt sig i landet, og da han først gjorde det blev de sat i en slags sikkerhedsforvarring, og det var først, da pavelige udsendinge satte tommeskruerne på den engelske konge, at de blev udleveret til tortur og efterfølgende tilstod deres"forbrydelser."
I det tyske område lykkedes det Tempelriddere i første omgang at skræmme de lokale retsmyndigheder, da man mødte op til sagen mod ordene i fuld krigsmaling, men efter endnu en pavelige indgriben blev ordenen også undertrykt i det tyske område.
I Spanien satte den aragonske tempelriddergren sig til modstand, og først efter en kongelige belejring af fæstningerne Monzon og Castellat, overgav ordenens medlemmer sig, hvorefter kongen af Aragonien frikendte brødrene og tog dem i sin tjeneste.
I Portugal blev brødrene ligeledes frikendt, hvorefter kongen benyttede lejligheden til at stifte sin egen ridderorden med titlen Jesu Kristi riddere, og så i øvrigt overførte alle Tempelridderordenens medlemmer og værdier til denne nye lokale orden. Det samme skete på Cypern, hvor ordenen ligeledes blev frikendt og brødrene overført til kongelig tjeneste.
En af talrige myter siger, at en række tempelriddere flygtede til Skotland, hvor de fik tjeneste under den skotske konge Bruce (kendt fra Braveheart som den onde skotske adelsmand, der skifter side) og førte ordenen videre i hemmelighed og senere lagde grundstenen til frimurerlogen. Der findes imidlertid absolut intet historisk bevis på dette, og det er heller aldrig blevet verificeret, at Tempelriddere skulle have gjort tjeneste i Robert Bruces hær i slaget ved Bannockburn i 1314, hvor skotterne sikrede sin uafhængighed fra England i endnu 300 år.
I anklageskriftet blev det hævdet, at Tempelridderordenen var skyldig i kætteri, og under indflydelse af de karthariske tanker om en materiel ond og en spirituel god verden, og det kan ikke udelukkes, at enkelte riddere eller afdelinger af ordenen i perioder har været under indflydelse af disse dualistiske tanker.
Det er i øvrigt også værd at bemærke, at de karthariske trosretninger i Europa var så godt som udryddet oven på det albigensiske korstog i starten af det 13. århundrede. Ser man imidlertid på indholdet af anklagerne mod tempelridderne, karthaerne, konvertitterne i Spanien og senere heksene og såmen også protestanterne i det 16 århundrede, så er formlen i det store og hele det samme.
Thi kendes for ret.
Anklagerne om homoseksualitet, blasfemi, anvendelsen af sort magi og gudsbespottelse synes uomtvisteligt beviste. Anklagede føres straks til et bål af passende størrelse, for at blive brændt under højlydt bifald fra folket.
Kan det så udelukkes, at ordenen levede videre efter 1313 ?
Svaret er ja. Det kan udelukkes, at ordenen levede videre i den paveligt godkendte form, fordi Pave Clement i 1312 ophævede den pavelige godkendelse fra 1136, men det skal ikke nødvendigvis have afholdt undslupne riddere fra at have drevet ordenen videre som en privat organisation.
Det er blevet hævdet, at Pave Clement i 1308 med Chinon pergamentet gav ordenens ledelse syndsforladelse, og dermed frafaldt anklagerne, hvilket førte til, at Kong Phillip kastede en anklage om kætteri i hoved på Clement og startede en egentlig afpresnings kampagne mod paven.
Chinon pergamentet giver Tempelriddernes ledelse syndsforladelse, efter at disse er blevet kundgjort under forhørerne, hvilket giver mulighed for at de"vildledte" kan vende tilbage til den sande katolske kirke, men det er ikke det samme som, at ordenen som helhed tilgives og renses.
Den samme mulighed gives gennem hele middelalderen og renæssancen til personer der dømmes for alle mulige former for kætteri. Det bedste eksempel på dette er Jeanne Dàrc der tilgives, mod at hun afholder sig fra at mene, at hun taler på Guds vegne.
Ordenen kan derfor godt have levet videre i en privat ikke pavelig godkendt form, men det er højest usandsynligt. Faktisk glider tempelridderordenen ud af historieskrivningen efter at dens ejendomme er overladt til johanniterne, og kommer først igen på banen i det 17 århundrede, da det okulte kommer på mode.
Den første hemmelige loge, der påberåber sig tempelridderne som udgangspunkt er Rosenkreutzerordenen, der opstår omkring 1664, men senere melder frimurerne sig også under fanerne, og i 1804 cirkulerer der pludseligt en liste over stormestre, der angiveligt skulle have ført ordenen videre fra 1313 til 1804. Det morsomme ved denne liste er, at den indeholder flere kendte franske kongelige personer fra den sammen slægt som Phillip den smukke.
Det er også fra omkring år 1700 at langt de fleste af myterne om Tempelridderne opstår, og det er i denne periode at interessen for ordenen vækkes til live igen i en række esoteriske selskaber.
Myterne lever i bedste velgående og har indtaget mange former, siden ordenen blev genopdaget i det 17. århundrede, og i disse år synes mytemageriet virkeligt at have vind i sejlene. Dan Brown (Da Vinci-mysteriet) har sammen med forfattere som Lincoln, Liegh, Baigent (Det hellige blod - Den hellige gral) skabt en helt ny industri, der for tiden pumper enorme mængder af esoterisk historieskrivning og fiktion ud på et verdensmarked, der øjensynligt simpelthen ikke kan få nok.
Egentligt er det forståeligt nok. Vi lever i verden, der er dybt funderet i en materialistisk tankegang, og hvor det store sus i livet er lig med antallet af millioner på pensionsopsparingen, parcelhusets størrelse og antallet af hestekræfter under motorhjælmen. Vi lever i en tid med opbrud i traditionelle værdier er under opbrud, og hvor der søges efter alternativer til den materialisme, der nok er en ledestjerne for mange, men som på længere sigt ikke kan forklare nogen som helst mening med livet.
Så kaster vi os over drømmen om noget større og noget guddommeligt. Vi smider os ud i den esoteriske verden og dyrker alkymi, new age, alternativ behandling og hemmelige logebroderskaber. Vi kalder os for hekse, riddere, healere, magikere, clearvoyante og bedriver ritualer og trænger tilbage til tankemåder, som vores forfædre for længst har taget afstand fra og begravet.
Der findes i dag et par håndfulde organisationer, der identificerer sig direkte med ordenen. Den mest kendte er frimurerordenen, men derudover findes flere organisationer, der kalder sig tempelriddere. De sidste varierer fra noget så interessant som Druide-tempelriddere til afholdsorganisationer. Den sidste type er ganske morsom, når man tænker på, at det i det 13. var almindeligt kendt."at ingen kan drikke som en tempelridder."
Men. Desværre. Der ingen hemmelige fortællinger eller syn på verden, som vi ikke kender. Desværre. Det ville have været fedt, men uanset hvor okkult, esoterisk, man end måtte være, så er der ikke skyggen af bevis for at tempelridderne var andet end en benhård og professionel militær munkeorden, der i 200 år blev en af Europas stærkeste politiske og økonomiske organisationer, og som til sidst faldt på sin lukkethed og sin manglende evne til at føre sin egentlige mission ud i livet.
Slutscene. 1325 Johanniternes priori ved Saint Gilles i Sydfrankrig
Vejr. Klart og solskin. Temperatur: Til et køligt bæger Chardonnay på en cafe.
Broder Renault lænede sig tilbage i stolen bag det mørke træbord i det lille kontor, og foldede fromt sine hænder.
"Hvilken skæbne," tænkte han. "Alle disse tempelbrødre. Hvilken lidelse."
Han rejste sig fra stolen, og begyndte at samle de mange pergamenter sammen, der lå på bordet.
"Ak ja," tænkte han. "Godt det ikke gik udover os. Nå men livet skal jo gå videre."
Han lagde pergamenterne sammen i et læderetui, og kaldte en tjenende broder til sig.
"Se til at disse sendt til stormesteren på Rhodos," sagde han og smilede ved tanken om, at Stormesteren Helion de Villeneuve ville glæde sig over, af johanniterne nu råder over hundrede af tempelridderejendomme i hele Europa.
"Ak ja," munlede Renault. "Den enes død, den andens brød."
Han forlod kontoret og gik langsomt over klostergården og nød solen. "Sikke et dejligt vejr, der er blevet. Jeg tror sgu, at jeg giver et ekstra bæger vin til ridderne i aften. Det har jo egentligt været en rigtig god dag."
* * *
Kilder
- Håndbog i Hemmelige selskaber: Michael Bradley
- The Monks of War: Desmond Seward
- Armies and Enemys of the Crusades: Ian Heath
- The Templars: Piers Paul Read
- The Crusades: Hans Eberhard Meyer
- Krigermunkene: Forfatteren selv 2000
- Skjulte Magter: Dan H. Andersen
- http://en.wikipedia.org/wiki/Knights_Templar#Legends
|
