En gylden stribe, endnu for lille til at kunne ses, bryder det totale mørke, der indtil nu har omgivet mig. Selv om jeg endnu ikke kan se den, fornemmer jeg, at den er der, og alt er på en gang blevet anderledes.
     Jeg mærker en let vind i mit hår og en duft af friskhed fylder mig. Jeg rækker armene søgende ud omkring mig, og mærker at de hårde, kolde og uvenlige mure, der før stod tæt om mig, er væk. Jeg kan bevæge mig. Jeg får lyst til at løbe, og selvom tanken alene skræmmer mig, kan jeg ikke lade være. En nyfunden energi bobler ud af mig, og jeg falder forpustet og leende ned på underlaget. Det er ikke længere det støvede livløse gulv, der har været der i snart længere tid end jeg kan huske, men en blød og fugtig jordbund, fra hvilken nyt græs vokser op med samme energi, som jeg føler mig opfyldt af.
     Det er stadig for mørkt til at kunne se noget, jeg ser efter den gyldne stribe, men den er stadig for lille. En blid regn kærtegner mig og landskabet omkring mig. Jeg rejser mig, og tager mit støvede og lasede tøj af og lader regnen rense mig, for alt det, der i så lang tid har forhindret mig i at leve. Jeg står nøgen i regnen. Hver dråbe der lander på min hud, trænger ind i mig, og bygger mig op igen.
     En brusende lyd og et skrig fra en fugl møder mine ører, og jeg går mod lyden. For hvert skridt jeg tager bryder min gyldne stribe mere igennem, og mørket viger. Jeg træder ud på en klippe, der ser ud til at strække sig i det uendelige over min verden. Himlen bliver stadig lysere for hvert skridt jeg tager, og min gyldne stribe kaster nu lys på alt.
     Endnu et fugleskrig. Den kalder på mig. Jeg ved det, og som alt forsvinder i lys, kaster jeg mig ud og flyver mod den.
     Mine vinger kan stadig bære mig!

       

Uden titel
    (Kortprosa)
    (Mere end et år siden publicering)