"Det kan ikke passe," råbte Jonas og rejste sig fra bordet i det nye samtalekøkken, som han lige havde installeret i sommerhuset ved fjorden. "Det kan bare ikke passe."
     
"Jo," svarede hun stille og skubbede designerbrillerne på plads i panden. "Jo, Jonas. Det må blive sådan. Sådan er det bare."
     
Kombinationen af den halvt åbne mund og de sammenpressede øje afslørede, at han var forundret mistroisk og lidt bange.
     
"Jamen," stammede han. "Vi har kun kendt hinanden så kort. Vi må de give det en chance."
     
"Vi har jo prøvet," sagde hun. "Det går jo ikke. Du må forstå at jeg også har behov. Behov som du ikke.."
     
Han afbrød hende. "Som jeg øjensynligt ikke kan opfylde," hvæsede han.
     
Hun ville svare, men orkede det næsten ikke. Idet hele taget orkede hun slet ikke disse diskussioner mere, og nogle gange forstod hun ikke, hvad hun havde set i ham. Hvorfor hun havde gifte sig med ham, og så oven i købet på hendes 25 års fødselsdag.
     
Stearinlyset i Piet Hein stagen på bordet blafrede, og skæret afslørede furerne i Jonas´s ansigt, og de rødsprængte øjne.
     
"Mener du det virkeligt," sagde han. "Mener du det virkeligt, Charlotte?"
     
Hun sukkede. "Ja," svarede hun. "Jeg er helt sikker."
     
Han tog langsomt kuglepennen, og lod den glide over papiret. Han havde altid haft en forfærdelig skrift. "Sådan. "sagde han. "Nu håber jeg, at du er tilfreds.
     
Hun smilede. "Se, skat," sagde hun, og strøg ham over kinden "Det var jo ikke så slemt." Hun foldede tilsagnet om at forhøje kassekreditten sammen og puttede det i kuverten til banken.
     
I morgen ville hun gå i Magasin og købe den røde Louis Vetton taske, som hun havde ønske sig alt for længe.

       

Hvad vi mennesker dog tro...
    (Essays)
    (Mere end et år siden publicering)