Halvt i søvne lagde Albert en arm om sin kone, Sonja, som mumlede noget utydeligt og puttede sig ind til ham. En bølge af varme skyllede gennem hans krop, anderledes end det begær, der ellers oftest blev antændt i den situation.
     "Forventningens spirer i min før så kolde sjæl forvandler mig," mumlede han og smilede. Han havde altid holdt af ord; især af deres sammensætninger og af legen med dem. Noget de fleste havde fundet sært og overflødigt. Mange havde prøvet at vænne ham af med det, men nu skulle han få både tid og lov til at tumle med ord. Og han ville skrive om dagen i dag, om det, der snart var fortid og om fremtiden.
     Så godt som hver morgen i femten år, var han vågnet op i denne seng. Tit var Sonja stået op og puslede med at tænde op og lave morgenmad. Før hanegal.
     Albert strøg over Sonjas kind. Hun var ikke mere end 35, men sliddet havde allerede ældet hende.
     Og han havde nok heller ikke altid selv været for god ved hende.
     Men nu skulle det blive anderledes.
     Fra i dag af ville alt blive anderledes!
     Albert kyssede Sonja på panden, før han skubbede den tunge dyne af sig. Han mærkede støvet og den svage urinstank, som han ellers havde vænnet sig til. I dag væmmedes han og skuttede sig i det kølige halvmørke. Der var længe til hanegal, men han greb sig i at lytte efter Rufus´s skidtvigtige morgenlarm.
     Siddende på sengekanten strakte han sine værkende lemmer og satte sine bare fødder ned på gulvet, der knagede og gav sig.
     Han trak skjorten over hovedet og tog bukserne på.
     I dag ville han få nyt tøj og om nogle dage ville han lægge nyt gulv, for snart ville alt blive anderledes; de ville få del i naturens gaver og spise sig mætte hver dag.
     Med et smil om læberne gik han ind i stuen, hvor ungerne sov trygt. Det peb i Simons næsebor og Sara hostede. Marty talte i søvne og Lullu var faldet på gulvet. Han så hendes lille skikkelse som en bylt, for hun havde trukket det uldne tæppe med ned.
     Albert listede, gik lidt ned i knæ og løftede barnet op. Hun vejede næsten ingen ting, ikke meget mere end godsejerens store, fede hankat, der var far til de killinger. Simon havde druknet i åen. Drengen havde hylet som en forladt ulveunge og han selv, Albert, blev så bedrøvet over det, at han stak sin 11-årige søn nogle rungende lussinger.
     Om han dog havde lagt en faderlig arm om drengen og ærligt fortalt, at han også følte sig led ved det, men at det var nødvendigt at gøre noget og at han ikke kendte andre løsninger. Eller om han selv havde taget opgaven på sig, selvom han afskyede den - i stedet for at lade barnet om det.
     Men snart ...
     Han lagde det magre 3-årige pigebarn op på briksen og listede det halve af tæppet om hendes søster, der vrissede og vendte ryggen til. Var det i søvne eller var hun stadig vred, fordi han ville gå hen til trold-egen i dag? Hvor meget forstand boede der mon i hovedet på en 8-års tøs? Det var jo for hendes skyld - og for Sonjas, for hans egen, for hans forældres, skønt de lå på kirkegården under smuldrende kors. Han lagde armene over kors og følte sig helt højtstemt og højtidelig. Han ville skifte korsene ud med sten, pæne sten - når nu det var forbi og alt havde ændret sig.
     På træskoføder og med sin groft stoppede vams om sig, så Albert ud over det stykke jord, han ejede; lidt pjusket nu i sensommeren, men kartoflerne stod godt i år og kunne snart tages op. Og denne gang fik godsejeren ingen.
     
Det blæste. Nye, stærke vinde føg over egnen.
     Fra hytter, rønner og fæstegårde kom de - unge, eventyrlystne mænd, duknakkede, arbejdsomme mænd og bange mænd, der i mange år havde glemt deres drømme eller druknet dem i billig brændevin. De dukkede ud af frønnede døre, de sneg sig ud af stalde eller vågnede på kolde karlekamre - og søgte sammen til de var en flok, der gik mod skoven.
     Dagen gryede og de skyndte sig. Stille. De turde ikke råbe og le, for endnu var de ikke nok folk og de vidste ikke, hvad de skulle gøre, hvis de blev overrumplet af fjender. Seklers trældom hvilede på deres skuldre og tog livtag med de nye tanker, der var vågnet i deres sind.
     
En mand slingrede gennem en snæver gyde. Han havde ellers følt sig ganske ædru, da han vågnede og opdagede at den varme pige, der har givet ham husly og mere til, nu var væk. Det samme var indholdet af hans snørepung - alle skillingerne, han havde tjent som kongens soldat og som skulle række til han fandt arbejde.
     Rasende var han tumlet af sted og på et tidspunkt så han virkelig den buttede tyvetøs. Men da han gjorde sig parat til at overrumple hende, så han forbløffet, at hun sluttede sig til en skare af folk, der stimlede sammen i hviskende, hemmelighedsfuld samhørighed. Han stivnede, prøvede at tænke klart og gemte sig i en af gydens mange små pisrender.
     Først da skaren forsvandt, begyndte hans tanker at virke og han blev klar over, at der var sket noget, som han måtte advare andre om. Han kunne da ikke være den eneste, der ikke var blevet gal i dette daggry?
     
Enkelte kvinder sneg sig ind blandt dem og ingen jog dem væk. Det var mest enker og ældre fruentimmere. Mange skævede til dem, men blandt lederne var der også kvinder, så det gik vel an. Blot de nu kunne stå imod, hvis fjenden slog ned på dem.
     En skikkelse i sjal og kjole kom mod dem og gik mod de andre kvinder, der dannede en lille klynge i den voksende flok. De veg for hende og da Albert stod tæt derved, vidste han hvorfor.
     Han formede en spytklat ved synet af den svangre skøge, Hilda, men slugte den igen, da han mødte blikket i hendes katteøjne. Også fruentimmerne havde del i dette: også de var undertrykte og måske endda mere end mænd. Liv efter liv bragte de til verden, blot for at følge dem til graven eller se deres sjæle forkrøbles og høre dem le sjofelt og fordrukkent efter en dag med slid og vrede.
     Albert rankede sig og hilste på Hilda med tegnet, der accepterede hende som en del af den ny tids menneskeflok.
     Hun smilede taknemmeligt og blandede sig med dem.
     
Albert fulgte strømmen, beruset af en samhørighedsfølelse, han hverken kunne eller ville omsætte i ord og tanker. Han var en del af et tusindben, der bevægede sig frem mod trold-egen i skoven. Al den vrede, dette væsen rummede, var veget for den sky af smukke drømme, der omkransede det. Usynligt, delvist imaginært, som det fantasistof, det var vævet af, overtog det fokus og spandt vreden om til yderligere drømme, så at det var som om et varmt tæppe af harmoni både varmede og drev tusindbenet frem.
     
Det gamle træ rakte op over alle de andre træer i skoven og omkring det var der en rydning.
     Det var snart tusinde år siden et lille agern var blevet anbragt i den lune jord og egens stamme var frønnet, svampet og mærket af menneskers og dyrs brug af det; trygge hulrum og skrøbelige reder havde værnet fugle og dyr, æoner af smådyr havde krøbet under barken, hvor der nu var spor af folks kærlighedsytringer til hinanden og af pejlemærker, ridset ind, så vejfarende ikke for vild.
     
Få træer fra rydningen lettede en fed skovdue, kurrede vredt og flaksede til vejrs, fulgt af sin mage og deres næsten voksne afkom. En ræv slikkede sig om munden, men fik så færten af den farligste skabning, der findes; et menneske. Skyndsomt stak den i løb.
     Duerne kunne nu godt have sovet videre og ræven havde ingen grund til at frygte netop dette menneske i netop denne nat, der snart ville vige for dagens spæde gennembrud.
     Manden i den røde kjortel havde andet at tænke på. Han satte sine fødder så blødt i skovbunden som var han barfodet. Sindrigt fandt han vej, fordi han var stedkendt og vant til mørke skove. I den ene hånd bar han en fakkel, selvom han ikke behøvede lys. Uden besvær undgik han, at ilden berørte grene, der måske kunne bringes i brand. Med den frie hånd strammede han båndet om sin hestehale og skubbede en forvildet hårlok op under sin sorte, bredskyggede hat. Snart skulle drømmen, han og andre længe havde forberedt sig på, gå i opfyldelse.
     Da han forlod sit hjem, følte han sig sikker, opfyldt af ro og glæde.
     Da han gik fra sin vens gård, var den første lille tvivl sået og nu følte han sig pludselig rådvild; var det virkelig den samme drøm, de delte? Og førte dette her til noget godt? Ville de komme, alle disse underkuede mennesker eller ville angsten vinde? Hvis de kom - ville de så sejre og hvis de sejrede, ville de så forstå, at de ikke blot skulle vende alting på hovedet og blive nye tyranner?
     
Nogle af dem havde forstået det. Han havde set det i deres øjne. Og disse "nogle" måtte være nok. Det kunne ikke fortsætte med al den uvidenhed, sult og nød. Det skulle stoppes. Han sprang iltert op og borede faklen ned i jorden. Der efter anbragte sine hænder mod et bestemt punkt på en stor sten. Han sagde nogle ord på et fremmed sprog, mest fordi det hørte sig til. Stenen gav sig, faldt omkuld og trillede et lille stykke bort. Det skyldtes en sindrig mekanisme, som en dygtig mand havde opfundet, men de magiske ord virkede som en bekræftelse af, at nu skete det snart. Nu skulle verden blive bedre.
     Han havde ventet, at et par andre var kommet før ham, men der var ganske stille og tyst. Han satte sig på stenen og tankehjulene snurrede tilbage til dengang han var ung og til det, der fik ham til at beslutte sig for at gøre verden bedre. Af kringlede veje, havde det udviklet sig. Han og de andre havde brugt mange midler: skaffet hjælp til fattige, røvet fra de rige og opildnet til kamp.
     Nogle havde også gjort andet. Forfærdelige dumheder havde de anvendt og tænkt mest på sig selv eller deres allernærmeste. Måske skulle han gøre det samme? Måske han endnu kunne vende om og gå hjem? Til ungerne eller til vennen, der lå syg. Konen var vist draget ud i et ærinde, der lignede hans? Derom havde han da en anelse, for han kendte hende jo - hende og hendes rigtige idéer - og så dem, han syntes var overdrevne.
     Manden sukkede.
     Selvfølgelig kunne han ikke svigte dem. Hverken konen, vennen eller de mange underkuede, der troede på en bedre fremtid. Ungerne ville ikke lide nød, for fjenden blev selvfølgelig overvundet.
     Det skulle de!!
     Det rumsterede under jordoverfladen. Nu var de kommet. Han kiggede ned i dybet og så det lyse.
     "Er I klar?" råbte han og blev hilst af et flerstemmigt ja-kor. Så klatrede han ned i dybet af en trappe hugget ind i jorden. Der nede var der våben og passende klæder. Hans bange anelser forsvandt, mens han lo med de andre.
     

2.
     En lille pige i en fin kjole stod og stirrede længselsfuldt på nogle unger, der legede med mudder. Hun ville gerne være med, men barnepigen ville skælde ud og sladre til mor. En tåre løb ned af pigens kind; en enkelt klædelig tåre, for hun vidste godt, at det var ufint at hidse sig op.
     Pigen så op mod solen. Den brændte varmt og tørrede tåren. Den svitsede hendes hår og smeltede hendes følelser.
     Den unge sovende pige vred sig og svedte under den silkebetrukne dyne. Hun rakte ud efter barnet og vidste, at det var hende selv og at hun måtte snakke med hende.
     Så blev landskabet forvandlet til en gold ørken. Barnet var borte og Nellie var alene. Hun var også tørstig. Af sine lungers fulde kraft råbte hun på kammerpigen: "Anna! Anna!"
     Hun vågnede op med sveden drivende fra armhulerne ned langs kroppen.
     Dynen lå krøllet sammen på gulvet og Gudskelov var hun i sit hyggelige kammer. I daggryets spæde lys genkendte hun konturerne af servanten, bordet med skønhedscremer og kamme, det guldindfattede spejl og malerierne. Om et øjeblik ville Anna komme listende på hosefødder, pakke dynen om hende og gå i køkkenet efter te.
     Troede Nellie og frøs. Hun foldede armene mod sine bryster og bed tænderne sammen for at de ikke skulle klapre; det var så grimt og almueagtigt. Men hvor i alverden blev Anna dog af? Havde hun mon et mandfolk i sit aflukke? Disse simple tøser tænkte ikke på andet utugt og det bragte dem i fordærv.
     Selv forstod hun så sandelig at hytte sig og at vente. Hun ville giftes lidt over sin stand, så at hun med glitrende smykker og kjoler kunne svinge sig i en fejende dans - og aldrig behøvede at have en eneste bekymring. Ikke som nu hvor tyendet drillede hende og hvor far havde nægtet hende at få den ring med den funklende rubin og havde spist hende af med en smaragd. Uf!
     "Anna!" kaldte hun bydende og lyttede intenst, men selvom døren stod på klem, var der ganske stille derinde.
     "Anna!!" brølede hun så højt, at kokkepigen og mors selskabsdame vel ved Gud kunne høre hende.
     Skriget rungede i stilheden. Ingen kom ilende. Ville de dog have, at hun selv skulle samle dynen op og svøbe sig i den? Og skulle hun måske selv hente vand - uden sko, så hendes fine, sarte fødder blev ømme og beskidte? Tårer af raseri pressede sig på. Et strejf af længsel passerede hendes sind, som en mindelse om den tidlige barndoms længsel efter at røre sig og arbejde, men hun overskyllede den med en bølge af forladthedsfølelse og raseri.
     
På vej gennem byen på ny, var der ingen, som stoppede dem. Nogle få sluttede sig til dem, andre gloede med store øjne og en kvinde strøede blomster foran dem. Flere greb idéen. De smilede lidt usikkert, men blev så grebet af drømmen, revet med af håbet og lo som kåde børn ler, når den første sne falder.
     
Tusindbenet delte sig i tre: en deling red mod præstegården, en mod rådhuset og en mod godset. Albert fulgte den gren, der tog til godset. Han smilede mod menneskemængden, lo til Sonja og de små, der var dukket op og han kærtegnede sin pistol. Berøringen med det blanke metal sendte ilinger gennem ham og ikke engang tanken om de latterfremkaldende fejlskud mod kludedukken af en soldat, kunne dæmpe hans tilfredshed.
     Han glædede sig til at stå over for den fedladne, selvglade godsejer, hr. Johan, se ham lige i øjnene og stille ham til regnskab for at Sonjas førstefødte lå på kirkegården og rådnede, som den stakkels bastard, han havde været. Så for sig Sonja, som 16-årig med uglet hår og store røde øjne, der flakkede forvildet og forpint mod Pilesøens grumsede vandoverflade.
     Han havde holdt om hende, trykket hende ind mod sig og grædende lovet at give hende oprejsning for at have ligget under den svedige herremand, uden at have haft spor lyst.
     Godset prangede foran dem og knejste med sine tårne, sit spir og den irrede vejrhane øverst oppe.
     Først halvvejs gemt, puttende sig bag det høje kampestensgærde, men snart befandt hele stuehuset samt en del af længerne, voldgraven og prydhave med urtegård sig i Alberts synsvinkel. Det havde ligget der i århundreder og Albert kendte synet alt for godt; som regel dog set fra markerne, undertiden fra stuehusets usleste bagdør.
     Som en middelalderborg ventede den på at ændre sig fra et monument, der manifesterede retfærdighedens død, ventede på at blive vækket til nyt liv og forvandle sig til et sted, hvorfra reformer skulle kaste sprudlende lys over skrutryggede mennesker, så de kunne ranke sig og se, at verden var deres i fællesskab.
     Albert gentog to ord for sig selv: "Manifestere. Reformere." I starten havde han ikke fattet disse to ord. De var bare sære ord i en munden på en fordømt sigøjner, der altid havde været en underlig og uforståelig slyngel - en knægt, der havde grinet af sin egen modgang og hjulpet endnu mere uforståelige mennesker.
     Men NU havde Albert forstået, hvad han ville - den mærkelige dreng, der for længst var blevet voksen. Frygtet af de rige og andre tyranner, havde han næsten drevet præsten til vanvid og fået børn til at le over lege, der ikke gik ud på at tryne hinanden. Albert så mod hans ryg og netop som han med ærefrygt formede hans navn, vendte manden sig og smilede til ham; netop til ham. Det var Albert sikker på. Han mærkede det prikke af de stråler, de kulsorte øjne sendte mod ham. Huskede deres første konfrontation - i anledningen af uenighed om en høne og hvem den skulle spises af. Og som et strejf genoplevede han ordenes magi fra den gang og det, de havde sat i gang i hans sind.
     Var han en troldmand? Kunne han magi, som nogle troede? Næppe, for så havde han vel blot svunget en tryllestav og skabt alverdens godser om. Men noget helt særligt var der nu ved ham, noget der i hvert fald havde fået Alberts drømme til at blomstre og ændre sig fra visne, forkrøblede kronblade til blomster i fuldt, prangende flor. Og hans varme smil smeltede Alberts tilløb til frygt.
     Selvfølgelig ville vindebroen sænke sig for dem, så de kunne indtage godset og afsætte dens indvoldsorme.
     
Netop som Nellie dukkede ud af sit nytteløse raseri og sansede at undre sig over stilheden, var roen forbi. Haner galede og høns kaglede. Straks efter var der trampende fødder, gungrende hestehove, vrede råb og angste skrig, Alt flød sammen til en brusende rædselssymfoni og Nellie hev dynen til sig, svøbte den om sig og trykkede sig op mod væggen.
     
Nogle ord sprang over anførerens læber, udtalt rungende og på et fremmed sprog. De flængede luften og gav genlyd fra de kolde sten, der var stablet af knortede hænder.
     Og vindebroen gled langsomt ned.
     Albert fulgte lige efter fortroppen. Nogle haner galede ihærdigt og de derinde måtte da for pokker være vågne nu?
     
Jo, godsejeren vendte sig i sengen, strakte en hånd ud mod sin kone og trak den gysende til sig, da det gik op for ham, at det hverken var en skøge, en bondepige eller en elskerinde, han havde der.
     Så fangede sammensuriet af usædvanlige lyde hans ører og han følte sig tør i munden.
     Han havde da vel ikke tømt for mange flasker vin i aftes?
     Eller havde ridefogeden mon ret i, at der var noget i gærde blandt folk og bønder? Noget andet end kævleriet om forbrydere, der lånte penge ud og krævede dem tilbage med blodige renter? Andet end krybskytter, som havde gjort menneskejagt til en spændende udfordring?
     Skulle han mon endelig vinde hæder i en kamp mod dumme rebeller? Med et smil satte han sig op, vandrede ind i sit påklædningsværelse og så ud over de mange dragter. Hvilken en passede sig mon bedst til at tryne dumme bønder og næsvise sigøjnere i?
     
Netop som han havde bestemt sig for den grønneste jakke og kritisk studerede de tungeste, mest jernbeslåede fedtlæderstøvler, fløj døren op.
     "Hr. Johan - den er gruelig gal - de stormer os - vi må kæmpe ..." spruttede den gamle fægtelærer i ophidset forskrækkelse. Han stod i natskjorte og pegede på hr. Johan med odden på et gammelt sværd, som han vel i farten havde flået ned fra væggen. Nathuen dækkede hans ene øje og hans hvide hår strittede til alle sider.
     Hr. Johan lo: "Vil han hænge sværdet på plads. En håndfuld uartige bønder klarer vi snildt uden oldefars ridder-sværd."
     "Me ... me... me...," stammede den gamle.
     "Han bræger jo som et får," gryntede hr. Johan og lagde en hånd over den gamles næve, der rystede som en robåd på et brusende hav. Alfaderligt fik han vristet sværdet fra gamlingen og betydede ham med en håndbevægelse, at han måtte gå udenfor og vente, mens han selv gjorde sig klar til en dyst, der kunne give appetit til morgenmaden.
     
I mellemtiden blev den svære palisander-dør åbnet af en kammerherre, hvis storsnudede smil i dagens anledning var blevet byttet til et drillende, lettere nervøst gavtyveglimt i de blågrå øjne.
     "Daw, Peter," hørte Albert anføreren hilse og de to mænd trykkede hinandens hænder, hvorefter de begge trådte længere ind i den store forhal. Snart efter var stengulvets sort-hvide, glatte mosaik stuvende fuld af folk i blodrøde kjortler
     
Iført en jakke med frynsede ærmer og flæser på kraven skred Hr. Johan majestætisk ned af den brede, snoede trappe.. Han svingede nonchalant med kården og pustede sig op til en tordnende formaningstale. Det skulle nok imponere de sataner
     På et trappetrin, omtrent halvvejs nede, stoppede han.
     
Albert så ham spærre øjnene op i forbløffelse, mens den gamle mand, der havde fulgt ham, tog endnu et par trin nedad.
     "Daws, hr. godsejer!" hilste anføreren og Albert gled op på siden af ham. Han følte sig så rolig og oplagt, som han ellers kun havde følt sig efter første intime nærvær med Sonja.
     "Dig?!" udbrød hr. Johan og pustede sig op, så han mindede om gamle Rufus, dengang ræven var sluppet ind i hønsehuset, Men godsejeren skulle ikke få lov at brillere som Rufus, da Albert havde skudt ræven.
     "Godt set," sagde anføreren, med latter i stemmen. "Det ER mig og nu indtager vi stedet her. Hvis du kommer roligt ned, finder vi et sted, hvor du kan sunde dig. Og så samler vi lige resten af jer."
     Snaphaner klikkede. Et sus gik gennem tusindbensflokken og Albert fik endnu et ord til sin samling af sprogblomster: "Skakawaskvalderkålsbønder!" Sagt som om hr. Johan var ved at kvæles i en blanding af rædsel og vantro
     "Det her slipper I ikke godt fra!" tordnede den gamle bag ham og havde i det mindste en smule mod. Eller var det trodsighed?
     Da hr, Johan ikke lod til at have lyst til at komme ned til dem, gik anføreren op til ham. Albert og skøgen Hilda gik med.
     "Giv mig den der tingest," sagde anføreren roligt, "ellers kommer du nok bare til skade."
     "Du bliver hængt," hvæsede fægtemesteren og anføreren trak på skuldrene.
     Snart var de to mænd overvundne og klar til at blive ført ned i kælderen.
     Nogle folk kom ind fra staldene og kamrene med fanger, som havde erklæret hr, Johan deres troskab. Nu kunne de så også se eller genså lokalliterne i kælderen, for der havde oprørerne tænkt sig at føre de overvundne ned.
     Albert, der frådsede i sanseindtryk og næsten kogte over af endnu usagte ord, sugede flest mulige ansigtsudtryk og stemninger til sig. De overvundne lignede pludselig helt almindelige folk, i deres blævrende forsøg på at spille modige; enkelte stod stolte og selvhævdende.
     Blandt fangerne var en ung pige, hvis hovne ansigtsudtryk narrede ikke så få til at tro, hun ikke var bange for dem. Albert så, hvordan det tirrede og pirrede mange i flokken. Han huskede Sonjas ansigt, da hun betroede ham, at hun ventede godsejerens bastard. Han huskede Hildas tomme udtryk, da han engang havde søgt til hende - i afmagt over Sonjas fødselshærgede krop og hendes ulyst til ham.
     Han så pigebarnet spytte på en af sine vogtere. Albert gik nærmere, drevet af to indre følelser, der begge ville have ham derop, men ikke var enige om hvorfor. Det var synd for pigen, men fornedrelserne, han var blevet påført eller havde bragt over sig selv, kogte i ham og nåede sumpen i bunden af ham; et raseri fik ham til at gå nærmere og blive en sten i kødmuren om den arrogante lille møgsæk. Han lo groft og kørte en finger mod hendes læber.
     Andre havde deres fingre andre steder. Pigebarnet sprællede og sparkede. En mand pillede ved sin bukselinning.
     "Hold op med det pjat!"
     Det var anføreren og hans stemme var irriteret.
     Albert stivnede i det meste af kroppen og slappede af et enkelt sted.
     "Vi skal se, hvad der gemmer sig rundt omkring." Manden sagde ikke noget om, at det var synd for den unge kvinde. Det var det ikke, syntes Albert, men hvorfor dog røre den dumme lille gås, når der var meget spændene at opdage og når Sonja ventede derhjemme?
     "Skal vi ikke også have noget puttet i skrutten?" foreslog Albert.
     Den idé vandt gehør. Mange søgte mod det store køkken, mens enkelte gav sig til at søge efter smykker og andet af værdi.
     De samlede det i forhallen - og hvis nogen tog til sig selv, så Albert det ikke.
     En gruppe tog sig af at låse fjenderne inde i kælderens klamme celler. Fruen forsøgte sig med smiger overfor sine påtvungne ledsagere, godsejeren var tavs, pigebarnet truede og den gamle mand græd.
     De fleste af de andre var tavse som herren.
     

3.
     Albert stirrede på bunkerne, der hobede sig op foran ham. Han befandt sig i forhallen, sammen med tre andre. De skulle påse at dyngerne blev sorteret og at så lidt som muligt blev ødelagt.
     Fra køkkenet fik en pragtfuld blanding af dufte hans næsebor til at vibrere og bag hans tænder opstod bobler af savl, der drev ham til at slikke sine læber; pandekager, honning og krydret te. Der var vist også blevet tændt i de store stenovne, så måske vankede der også hvedebrød? Hans mave rumlede og han ønskede, at nogen snart ville kalde.
     
Det hele var gået utroligt hurtigt og forbavsende nemt. Drømmen var jo næsten allerede gået i opfyldelse og mon ikke koner og børn snart vovede sig herop? Eller skulle de mon hentes? Hvor ville deres øjne dog stråle.
     Netop som han lo ved tanken, gik døren op med et næsten lammende brag. Vrede stemmer talte og blandt dem, lød en pibende røst: "Hænderne i vejret og ud med sproget."
     Albert så de tre kammerater hæve hænderne over deres hoveder, men hvor vovede de nytilkomne at prikke hul på hans lykkebobler?
     Ikke om han ville finde sig i det. Hans hånd havde allerede af sig selv trukket pistolen og hans finger krummede sig om hanen. Den blev spændt og så var det bare at sigte på den fremfusende pibestemme-ejer
     
Et brag rungede og gav ekko flere steder fra. En sort sky skjulte begivenhederne og en bitter smag af salpeter og blod jog madduften bort. Det vred sig i hans mave og en tåge dansede foran ham.
     Med en hånd presset mod maven, tørrede han sig i ansigtet og glippede vildt for at se gennem tågen og samle sig.
     Bag tågesløret så han, at en mand spændte sin hane på ny og at nogle grinede dumt.
     Det gik op for ham, at han havde ramt sig selv - ikke med krudt, men med slam. Det gik også op for ham, at en af de grinende fjolser ramte bedre end han selv og havde ramt ham et sted i maven.
     Tågen dansede. Det kunne ikke være dødeligt. En af kammeraterne fik vel ram på dem? De andre dukkede vel også op?
     En mystisk lyd fangede hans sanser og han så opad. Var han alligevel ved at dø?
     Tågen foran ham ændrede sig. Fra at være rød og sort blev den langsomt gylden. Blev den oplyst af solen. Eller af lys fra englen?
     For der var den jo. Det susede og englen fløj gennem luften. Temmelig adræt, men ikke helt så fikst, som han havde troet engle bevægede sig. Et nu hang den i en indretning i loftet. Det lyste og klirrede.
     Alle så op.
     Alt gik langsomt og omstændigt for sig.
     Så susede englen gennem luften igen. Dens fødder ramte den grinende mand i hovedet, så han væltede bagover. Straks efter var englen på benene og havde et sværd i hånden. En pistol fløj over i englens frie hånd og mens Albert faldt forover og var på vej ind i tågen - eller vist for resten ned mod gulvet? - gik det op for ham, at englen ikke havde vinger, men sort hår og et skævt sigøjner-grin om læberne.
     
Albert fløj. Så var han jo nok død? Men han følte sig tung og han havde stadig ondt i maven. Det var da forkert?
     Han mærkede hænder mod sig og stemmer slog sammen om ham. Noget hårdt blev presset mod hans læber. En klæbrig substans flød ned gennem ham og alt forsvandt.
     Men med et blev der lys igen. En kegle af lys stod stille foran ham og han så drengen i den.
     Forkert, protesterede en stemme. Og så var der pludselig i stedet et flaksende lys, fanget i en staldlygte. Og overfor ham stod ungen med en høne i favnen. En lille, mager og pjaltet sigøjnerhvalp med et beskidt, snotgrimet fjæs.
     "Hvad skal du med den høne?!" brølede Albert.
     "Den kan ikke lide, at de andre hakker den," sagde ungen og mens Albert måbede over hans svar, fortsatte han; "Den vil hellere bo hos mig, så . .. eller i mors suppegryde, for så er det slut med at blive hakket."
     "Sludder," sagde Albert og hønen plirrede med øjnene, mens hvalpen strøg den over fjerene og gloede på ham med sine store, mørke øjne. Som om han udmærket vidste, han var fanget i en fælde; at han måtte slippe hønen og sikkert også fik klø. Men selvom han vidste det, så ville han ikke bare give op uden kamp. Og da han var så lille og tynd, måtte kampen foregå med ord. Ord, der var løgn.
     Eller - faktisk så var netop den høne ny i flokken. Han havde fået den fra et dødsbo. Og de andre hakkede den. Men hvor vidste ungen det fra?
     Et smil sneg sig frem i Alberts ansigt og ungen stirrede opmærksomt på ham.
     Men det gik jo ikke at give ham hønen. Kunne den ikke forliges med de andre, måtte den i deres egen suppegryde. Desuden kunne han da ikke lade sigøjnerpak i lilleputstørrelse vinde over ham?
     Hvad ville Sonja dog sige? Og naboerne?
     Så hørte han en pippen. På samme tid så de mod de små gule dunbolde i et hjørne i hønsehuset. Der var flere end i går. Der måtte være klækket nye i nat.
     "Du kan få to kyllinger," sagde Albert, "men så skal du give mig hønen. Jeg lader hende gå for sig selv. Men rub dig med at fange dem, for dagen gryer snart."
     Snart stod ungen med to små kyllinger mod sin mave og med en flig af sin snavsede skjorte om dem. Han så igen på Albert og i et nu glippede øjenlågene usikkert. Troede han, at Albert ville drille ham, snubbe kyllingerne og slå ham? Ja, det måtte være det.
     "Gå nu med dig!" befalede Albert, irriteret over mistænksomheden.
     "Man må slet ikke være rar ved fremmede," sagde ungen så, "men du er det alligevel."
     Og mens Alberts tårekanaler truede med at frembringe en enkelt forvirret dråbe, gik drengen sin vej med kyllingerne.
     

4.
     "Far sover så fint," sagde Sara og stoppede det sidste af den søde pandekage i munden.
     "Han bliver snart rask," sagde Lullu og stirrede på det bugnende bord. Hun var lige ved at græde, for hun kunne ikke spise mere - og hun ville så gerne have smagt de små brød. Sådan et som Simon stod og fyldte syltetøj på. Og tænk, mor bad ham slet ikke om at spare.
     Det var alt sammen meget mærkeligt. Og vidunderligt.
     De havde ventet, sammen med andre koner og børn. Og de havde gemt sig, da en flok mænd kom ridende og løbende, med våben. For de hørte ikke med til kammeraterne. Det var nogle farlige nogle, som var imod oprørerne, havde Marty hvisket til hende.
     Da de havde gemt sig et stykke tid, kom der nogle mænd ridende og sagde, at de skulle komme op på godset og få morgenmad.
     Hun vidste ikke helt, hvad "oprørere" var, men det var sådan en som far.
     Og nu var hun sikker på, at det var noget godt. Når de nu fik alt det her mad.
     Nogle af de voksne snakkede om, at de også fik stof, så de kunne sy tøj. Og om at nu kunne de fælde træer til brænde og nye gulve.
     Og alle de dumme "nogen" var blevet fanget og ført væk.
     
Nellie var rasende. Hvor vovede de?! Der stank jo ganske forfærdeligt i det her klamme lille hul.
     Mændene havde båret den grimme, gamle heks ud og puffet hende, Nellie, her ind i stedet. Hun var stadig i natkjole og hun havde ikke redt sit hår.
     Tænk at far ikke havde klaret de dumme fjolser. Han tænkte da også kun på jagt og vin. Sådan nogle tilbagestående bønder og usle sigøjnere måtte da have haft planlagt det her længe. Og det burde far da have opdaget.
     Men de kunne bare vente sig. Alle sammen. Når fars fætter hørte om det her, så skulle han nok samle nogle folk og komme. Og kongen skulle også nok få det at høre. Og han havde jo sine soldater.
     Hvordan kunne de i det hele taget finde på det her? Bønder var jo dumme og man var nødt til at tænke for dem, fordi de ikke kunne selv. Og hvis man ikke hele tiden holdt øje med dem, så sloges de med hinanden, bankede deres koner og fik en masse børn, de ikke gad tage sig ordentligt af.
     Men hvis man bare behandlede dem med fasthed og overbærenhed, så var de glade og gjorde som man sagde. Så hvordan kunne de finde på det her?
     Tænk hvis de alle sammen blev slået ihjel?
     De fortjente det for det her. Men hvem skulle så komme med morgensko og morgenmad? Hvem skulle redde hendes hår?
     Tanken var forfærdelig.
     Når det her var overstået, måtte nogle af folkene nøjes med klø og skænd. Men en eller anden - eller nogle få stykker - måtte have fordrejet deres dumme, små hoveder og de skulle få betalt, skulle de.
     Nellie sank hen i drømme om afstraffelse og hængninger.
     Da hun i fantasien hørte den genopdragede mængde juble over en hængning, smilede hun og faldt i søvn.
     
Sonja sad på en blød skammel og holdt Albert i hånden. Det var underligt at se ham i den fornemme himmelseng og hun var bange, for han var så bleg mod den bløde, stribede hovedpude.
     Så vågnede han, smilede til hende og sagde: "Ord."
     Hun bøjede sig ned mod hans ansigt, ivrig efter at forstå hvad han mente.
     "Ord kan udrette meget," hviskede han og klemte hendes hånd. Så tilføjede han højere, klarere og med eftertanke: "Men de skal følges af handling. Og alle skal eje ordene,"
     Sonja gengældte smilet, for selv om Alberts ord var underlige, forstod hun håbet bag dem
     
En ny dag var vokset ud af daggryet..

       

Duen (21)
    (Noveller)
    (59 dage siden publicering)