Gennem min kæreste mødte jeg hendes farfar. Jeg nåede at kende ham i omkring 8 år. Han var en stærk mand, der altid havde overskud til Farmor, børn og børnebørn. På trods af en alder på over 85, så var han der altid, hvis der skulle bruges et par ekstra hænder - også selvom han ikke blev spurgt.
     
Berygtet for sine mange kryddersnaps, som altid blev delt ud til påske- og julefrokosterne i familiens skød. Kendt blandt andet for de stærke oste han altid spiste og ikke mindst lettere frygtet for det blik han gav mig første påskefrokost i den nye familie, hvor jeg tog det sidste stykke. Der var selvfølgelig mange flere ting ved Farfar, men dem gemmer jeg for mig selv og tager dem frem, når jeg har brug for et smil.
     
Alderen lod sig mærke og de sidste to år var ikke nemme for Farfar eller Farmor. Han blev dement og til at starte med var det bare natlige gåture, men efterhånden tog det om sig og familien så ingen andre muligheder end at flytte ham til plejehjem, hvor professionelle kunne passe på ham døgnet rundt. Han fortjente det bedste og familien kom næsten hver dag og besøgte ham. Farmor flyttede kort efter ind samme sted og de kunne nu være sammen igen.
     
Der var gode og dårlige dage. Gode dage, hvor han var sig selv igen. Hamrende intelligent, sjov og den gode gamle hyggelige Farfar. Men de dårlige dage, hvor han var forvirret og ikke genkendte familien blev desværre flere og flere. Til sidst var han ligesom forsvundet. Genkendte ingen og det blev tydeligt at Farfar ikke var mere. Hans krop var der. Hans øjne var åbne, men Farfar var videre.
     
I går fik vi så beskeden om at vi burde komme ind på hospitalet. Det ville ikke vare længe mere. Vi skyndte os afsted, men en halv time før vi nåede frem, døde Farfar. Det meste af familien var samlet og vi var de sidste der kom frem.
     
Jeg har oplevet at miste familiemedlemmer i min egen familie før, men jeg har aldrig haft mulighed for at være på hospitalet hos dem til det sidste. Jeg har defor aldrig set en død person før.
     
Det var meget mærkeligt. Det var jo Farfar, som normalt pjattede rundt med børn og børnebørn, der lå der. Helt stille. Jeg forventede helt tiden at han bevægede sig eller kom med en sjov kommentar om at han bare drillede. Men det gjorde han ikke. Han blev liggende. Helt stille. Farmor sad og holdt ham i hånden hele tiden og fordi han stadig var varm, så var han endnu ikke væk for hende.
     
Jeg sad tavs med mine tanker og kunne ikke lade være med at tænke på at man skulle være hindu og tro på reinkarnation, så Farfar ville kunne glæde andre mennesker igen. Ikke som Farfar. Som en anden, men stadig bringe lidt af Farfar videre. Eller gøre som klingonerne i Star Trek. Brøle højt og længe. Advare guderne om, at en stor krigers sjæl var på vej og dermed vide at han var et bedre sted. Men jeg er bare mig. En ateist, der tror på mennesket og ikke en guddommelig himmel.
     
Selv for en ateist sætter døden mange tanker igang. Er vi i bund og grund bare en samling grundstoffer, der står til opløsning efter døden? Har vi en essens, en sjæl, som slippes løs og vender tilbage til kosmos og indgår i Jordens indviklede natur eller er det hele bare slut når døden indtræffer? Store spørgsmål, som jeg nok først får svaret på den dag, det bliver min tur.
     
Farfar så yngre og fredelig ud som han lå der og jeg ved inderst inde, at han har det bedre nu. Han vil altid være i vores hjerter.
     
Hverdagen skal jo gå videre, så mine tanker går til familien, min kæreste og specielt Farmor. Farfar og Farmor har kendt hinanden i over 60 år. Hver dag side om side. Måske hun følger ham, også denne gang, som hun altid har gjort. I kærlighed.
     
Jeg synes kun at det er passende at vise det, jeg skrev da min egen mormor døde. Det var en måde for mig at kanalisere min smerte, som jeg nu kanaliserer mine tanker til jer via denne tekst.
     
Fate is a cruel mistress
     creating her tangled web
     enclosing my loved ones
     for one day suddenly
     to cut one thread
     tearing away
     leaving me with an emptiness
     I cannot fill
     I stand alone
     asking the question:
     Who will be next?

       

Farfar er død (3)
    (Blandede tekster)
    (Mere end et år siden publicering)