Elverne i Midorias sydlige skove og dværgene i rigets østlige bjergkæder havde stort set altid været uenige om alt, og deres indbyrdes landegrænser fremkaldte til stadighed sværdklingende stridigheder.
     Dem havde rigets mennesker længe draget fordel af via handelsstationer ved kysten, sejlskibe til at anløbe dem og havnebyen Thor an Terh i det nordvestlige Midoria som knudepunkt. Med menneskene som mellemhandlere havnede dværgenes metalbarrer, sirlige smykker, kunstfærdigt smedede våben og rustninger også hos elvernes troldmænd, der kastede styrkende besværgelser på varerne.
     Dog først når købmændene havde garanteret for metallernes ægthed og kvalitet. Derefter blev en del solgt tilbage til menneskene sammen med røgede vildsvineskinker, boblende vine og prægtige silkestoffer, som kun elverne mestrede at fremstille.
     Disse eftertragtede goder betalte dværgene i Dwich også gerne bunker af klingende mønter for. Vel og mærke kun i fredstid og først når varerne var sluppet igennem handelsstationernes strenge antimagiske kontrol.
     Thor an Terhs neutrale handelsmænd sad tungt på al handel, og de forsynede til gengæld de stridende med røgede og saltede fisk, frugt, grønt og korn til mel. Havnebyens markeder bugnede derfor med alskens goder, der kunne købes for gulddubloner, sølvdubletter og kobberskillinger, og for byens adelige og velstående middelklasse kunne livet være én lang fest.
     Som beboerne i Thor an Terhs sydvestlige slumkvarterer ikke var inviteret med til.
     
Anoyas og Avests ejendele var pakket ind i få, små tøjbylter, og tvillingerne stod afventende uden for slummens herberg for gadebørn.
     Avest betragtede vemodigt de triste ansigter bag bindingsværkets små vinduer. Han vinkede igen, imens han lyttede til larmen fra hestetrukne vogne, der hastede forbi med gods til Thor an Terhs markeder, havnens pakhuse og tykmavede handelsskibe.
     "Kom nu, Avest! Du gør dem da ikke mindre kede af det ved at trække pinen ud!"
     Anoya fnyste. Hun var med sin graciøse skikkelse, røde krøller, blå øjne og fregnede ansigtstræk sin brors modsætning. Med sit mørke hår og øjne og skikkelse, der var styrket af tungt arbejde, kunne han nemt lyve sig ældre end de femten år, han var.
     Avests højde og fysik havde sikret ham en plads i toppen af hierarkiet på herberget, der havde været tvillingernes hjem i næsten tre år. De unge var glade for, at den tid nu var et færdigskrevet kapitel af deres liv. Ligesom deres barndom også var.
     Når man var fyldt femten år, blev man betragtet som voksen, eller i hvert fald som værende i stand til selv at arbejde for føden, klæderne på kroppen og taget over hovedet.
     Avest havde gerne meldt sig som kriger under kongens faner, men var for ung og for fattig til at blive andet end staldknægt for en kongelig kriger.
     Herbergets forstander, den retskafne Hr. Brannon, havde i stedet opmuntret ham til at blive novicekandidat hos Thor an Terhs krigermunke. De var kendt for deres evner med kampstaven og lovprist for deres utrættelige, sociale arbejde i havnebyen, hvor munkene nød anerkendelse hos både adelen, middelklassen og de fattige.
     
"Jeg har jo sagt, at jeg følger dig helt hen til Monsieur Djorians dør. Og det gør jeg!"
     "Avest! Du behøver da ikke gå hele den lange omvej. Jeg er altså ikke en lille pige mere."
     "Nej, det ser man soleklart! Og giv mig nu den tungeste af dine bylter, så bærer jeg den for dig!"
     Avest nikkede bestemt, og Anoya rullede med øjnene.
     "Ih, tak. Hvordan er du dog blevet så beleven, kære bror?"
     Hun nejede overdrevent og stak en hånd ind under hans venstre arm
     Avest rankede ryggen og smilede ned til Anoyas drillende øjne.
     Søs havde altid været et kønt barn, og siden hun pludselig blev en bedårende ung kvinde, havde de haft mange indbyrdes skænderier. Især fordi de klæder, hun syede til sig selv, fremhævede hendes yndefulde skikkelse. Og den kunne blive farlig for hende selv.
     Kønne, forældreløse piger kunne nemt blive ofre for slummens luderkarle, uden at nogen rørte en finger, og tvunget udi et liv som en af gadernes indladende skøger. En nedværdigelse, mange kun udholdt i brændevinens dulmende tåger.
     Avest havde ledsaget Hr. Brannon rundt i slummens stræder og set de såkaldte glædespiger blive pryglet af deres "Herre", når de ikke havde tjent mønter nok til ham. Og han var fast besluttet på, at Anoya aldrig skulle lide pigernes forfærdelige skæbne.
     Han takkede derfor Guderne og Hr. Brannon for, at Søs og han selv nu var på vej til en bedre start på deres voksne liv, end de havde turdet håbe på.
     Avest vinkede en sidste gang til vinduernes glædesløse ansigter, så krydsede han strædets snavsede brosten sammen med Anoya, der ikke så sig tilbage.
     
"Bare de andre hvalpe nu ikke driller lille Eigil igen, lige så snart jeg er ude af syne. Åh, han var så ked af, at jeg skulle ud og tjene. Og bare Lisa nu også husker at give Alina brystdråber to gange dagligt."
     Avest skævede tilbage, og Anoya nikkede.
     "Det gør hun. Du har sagt det så mange gange, at hun umuligt kan glemme det! Og du har lige så tit truet de store med at komme på besøg. Så de tør ikke røre din bette Eigil. De ved, at han sladrer!"
     Anoya sukkede. Hvorfor brugte storebror dog så mange kræfter på at bekymre sig om andre mennesker? De var løgnagtige og troløse og svigtede, når man virkelig havde brug for dem.
     Som farbror! Hendes og Avests eneste slægtning i havnebyen.
     På grundlag af hans løfte om, at han ville tage sig af hende og Avest, hvis det unævnelige skulle ske, havde far ladet sig hverve som livvagt for Hr. McInverness’ handelskaravane til de stridende elveres og dværges grænselande.
     Når far vendte hjem med lommerne fulde af mønter, ville han købe et hus i en bedre bydel, opgive sit risikable erhverv og kun oplære kommende livvagter udi sværdkampens dødbringende kunst. Og hun og Avest skulle lære at læse, skrive og regne hos én af havnebyens skriftkloge.
     Anoya smilede bittert.
     Dagen efter at farbror havde modtaget den ulykkelige nyhed, da havde han slæbt hende og Avest til herberget. Hun ville aldrig kunne glemme sin farbrors usle svigt, og siden da havde hun flere gange erfaret, at det var meget bedre at kaste sin kærlighed på dyr.
     De gengældte den uden menneskers nederdrægtige bagtanker. Som herbergets katte. Dem havde hun værnet om i dagtimerne, og hun havde gerne taget dem alle med sig.
     Men der, hvor hun skulle tjene, var krattende kløer bestemt ikke velkomne.
     
Anoya betragtede strædets usle huse med afsky. Knuste ruder var ikke erstattet, men dækket med klude eller træ, og i flere døråbninger stod tarveligt klædte kællinger. Deres øjne havde mistet gnisten, og kvinderne havde en snavset unge på armen eller hængende i deres slidte skørter.
     Hun ville aldrig henslæbe sit liv på den måde og priste sig lykkelig for sine evner med nål og tråd. Nu skulle hun i lære som kjolesyerske hos Monsieur Djorian i tre år, og hun var fast besluttet på at blive havnestadens dygtigste dameskrædder.
     Derefter måtte hun vel arbejde for sin læremester i et, måske to år? Men så skulle hun også have sin egen stadeplads på markedet og huset i middelklassens nordvestlige bydel.
     Anoya livede op, gav Avests arm et par små klem og hengav sig til sine søde drømme.
     
Stræderne blev til gader, der blev brede og rene, og husene blev større og i bedre stand i takt med, at tvillingerne nærmede sig middelklassens nordlige bydel.
     De krydsede handelsgadernes store torve og mindre parkanlæg med springvand, træer med friske, lysegrønne blade og åben himmel. Tvillingerne tog nogle dybe indåndinger, for luften her var mærkbart bedre end den i slummen.
     Langs med den nordøstlige, brede allé til kongeslottets knejsende, røde tårne og adelens næsten ligeså storslåede, hvide katedral, Saint Sebestyen, flokkedes gadebørn og godtfolk under alléens nyudsprungne ahorntræer.
     "Se der, Søs! Nogen af de fine herskaber må være blevet ægteviet i katedralen," udbrød Avest begejstret, og Anoya lyste op i et stort sml.
     For de vidste begge, hvad dette betød.
     
Tvillingerne fik tilkæmpet sig gode pladser i mængdens forreste rækker, og alle var klar til kamp, da de første fattigt klædte børn kom løbende.
     "GØR PLADS FOR DE NYGIFTE!"
     "GØR PLADS FOR LORD OG LADY DRACHMANOR!" gjaldede unge stemmer, og kort efter fulgte en prægtig karet, der var trukket af en snehvid og en kulsort hest.
     Bruden nikkede hovent til den jublende folkemængde, og Lord Drachmanor vinkede jovialt smilende.
     "Så, Anoya! NU sker det!" hviskede Avest, da kareten kørte forbi.
     I samme øjeblik sendte dens lakajer en regn af skinnende mønter udover folket.
     Alle kastede sig grådigt over sølvdubletter og kobberskillinger, der hoppede klingende henover brostenene, og snart hørtes vilde jubelskrig og arrige hyl.
     
"Se lige, hvad jeg fik fat i!"
     På Avests store håndflade lå tre blanke mønter, der strålede om kap med hans brune øjne, og Anoya trak ham leende bort fra mængdens skrål.
     "Jeg greb dubletten i luften og erobrede skillingerne på jorden!" jublede Avest, der i sit stille sind takkede guderne.
     Nu kunne han købe noget til Søs på markedet, hvor han ofte havde hjulpet Hr. Brannon med at bære fødevarer hjem til herbergets sultne munde. Avest håbede, at de handlende også ville være flinke, nu hvor han selv kom og tingede om priserne.
     Anoya så sig triumferende om til alle sider, inden hun åbnede sin knyttede næve.
     "En stor, grov bondetamp klappede ondt grinende sine beskidte fingre på en sølvdublet lige foran min næse! Jeg hævnede mig ved at lette ham for de tre, der var i hans pung."
     "Anoya! Vi ville jo stoppe med fingerfærdighederne, når vi var kommet ud og tjene."
     "Men det er vi jo ikke, endnu, kære bror."
     Hun lo, og Avest trak sukkende på skuldrene.
     Indtil nu havde hverken han eller Søs fået noget foræret, og man måtte klare sig, som man bedst kunne i den barske havnestad.
     "Nu kan vi købe noget på markedet. Og spise! Din rige søster betaler gildet, og du må proppe dig ALT det, du vil, kære bror."
     Anoya omfavnede ham, og han smilede og kløede hende på ryggen.
     "Jeg kender et godt spisested, hvor de sælger en tallerkenfuld spidstegt kød for kun tre skillinger. Og for én mere får man al den lækre, tykke dyppelse, man gider slubre i sig."
     "Og kandiserede æbler! Avest, hvor får man markedets allerbedste?"
     "Hos Mari Ane, en kær, gammel morlille. Hendes bod står altid ved bymuren. Jeg ved hvor! Og æblerne, dem giver jeg, Søs!"
     Avest nikkede bestemt, og Anoya trykkede leende sit ansigt imod hans overarm.
     Guderne havde smilet til dem på denne glædens og sorgens dag.

       

Nattens herskere (54)
    (Romaner)
    (241 dage siden publicering)