Sommeren gik på hæld, og efterårets falmende, gyldne skønhed bredte sig i Midorias lande.
     Selv træerne i den mægtige, magiske elverskov, der skærmede Allon al Verhbergra fra omverdenen, måtte lyde naturens løvfald. Som kulørte snefnug dalede bladene blidt til jorden, der blev dækket af røde, orange og gule farver.
     
På Drachmanors ænsede den travle lady Valliona knapt nok farvepragten, der omgav slottet. Dette summede, som en bikube, af håndværkernes aktivitet, og meget var allerede blevet ændret til al den herlighed, som slotsfruen næsten egenrådigt dikterede.
     Blandt andet sovegemakkets overdådighed og den dristigt svungne vindeltrappe, hun stod og så ned ad. Gelænderets rosenranker var nu forgyldte, og en af de kommende dage blev et rødt tæppe med små gule roser lagt på trappens trin.
     Nede i hallen gav lord Drachmanor anvisninger til arbejderne, der var ved at nedtage hans forfædres gulnede bannere og våbenskjolde. Når hallen var blevet sat i stand, da ville de blive hængt op igen. Det havde gemalen insisteret på, og selv ikke lady Vallionas miksturer havde kunnet få ham på andre tanker.
     Hun havde i stedet lyttet og forstået, hvor vigtigt det var for en adelig slægt at værne om sine forfædre, der alle havde sat deres præg på slottet og slægten gennem tiderne.
     "Snart hænger vort banner over højbordet over vore og arvingernes kønne hoveder," havde lord Drachmanor sagt, og blussende som en skolepige, havde hun gengældt hans omfavnelse og hede kys.
     Lady Vallionas egen tarvelige bondefamilies aner fortabte sig allerede i tidens tåger efter hendes moders moder. Så hun priste sig lykkelig over den "glem mig" mikstur, hun havde hældt i sin families brøndvand.
     Et par dage senere havde selv hendes udslidte forældre troet, at hun var en fornem dame af højbåren byrd. Og behandlet hende som sådan. Et stille smil krusede lady Vallionas læber, og hun løftede op i kjolen og gik ned ad trappens metallisk klingende trin.
     
Lord Drachmanor modtog hende med håndkys, og hun smilede oprigtigt til ham. Gemalen var en enestående elsker, der forkælede hende med ekstravagante gaver. Endda selvom hun havde neddroslet hans "elsk mig" mikstur. Han fik faktisk ingen for tiden, men han overøste hende alligevel med kærlighed, kostbare klæder og prangende smykker.
     At hun stadig måtte forføre ham for at få sin vilje i mangt og meget og som for eksempel slottets ombygning, det fandt begge parter stort behag i.
     Lady Valliona havde ikke ønsket at glæde et andet menneske siden sin første, naive forelskelse i en ung krigermunk, og lord Drachmanor havde modtaget hendes foreslåede anegalleri i slottets nye fløj med stor begejstring.
     Drachmanors fremtidige gæster måtte beundre værternes fordums generationer af herskere, når de gik til slottets storslåede festsal. Og dens slanke søjler, store vinduer og et fantastisk dansegulv lavet af skovenes ædleste træsorter ville imponere dem alle.
     "Ved foden af vor hovedtrappe venter en lille overraskelse på hans underskønne lady Drachmanor," knurrede Drachmanors Herre kælent, og hun lukkede skælmsk sin liljehvide hånd omkring hans ene overarm.
     Under jakkens bløde fløjl var der hårde muskler og en maskulin fysik, der var så æggende anderledes end de mænd, hun hidtil havde trukket rundt i manegen.
     Lady Valliona borede neglene ned i lord Drachmanors overarm, og han så hende smilende ned i øjnenes mørke dyb.
     At han så begæret blusse op i dem, satte gang i endnu en leg.
     "Men hvor han dog spolerer hende. Hvordan skal hun kunne gengælde hans overvældende storsind?"
     Lady Valliona lo kælent, for mon ikke gemalens overraskelse var den nye, komfortable karet, hun havde ønsket sig lige siden brylluppet?
     
Vinteren satte ind med lange, kølige nætter og korte, intense dage, og det var ikke lige den årstid man skulle vælge, hvis man ville aflægge skovene omkring Allon al Verhbergra et besøg.
     Kun afskærmet af stedsegrønne træer og buske havde de pirrelige elvere forstærket deres patruljer, og deres træfsikre pile og spyd fløj endnu hurtigere end vanligt. Og med god grund.
     Denne årstid var arvefjendens, de mørke- og kuldeelskende dværges foretrukne. Da forlod de minegangene i Drageryggen og flyttede ind i Dwichs stenhuse ved foden af bjergkædens højeste tinde.
     Og når dværgene levede på jordens overflade, da kontrollerede de grænsepælene. Var de rykket bare en anelse i sommerens forløb, da blev der ballade med elverne, hvis ryttersoldater lige så nidkært kontrollerede grænsen til dværgenes land.
     
Denne vinter blev mild med kun lette snefald, til glæde for mange og til skuffelse for færre, da der blæste usædvanligt mange milde vinde sydfra Den Alstegende Ørken.
     Dens vulkan skulle være hjemstedet for frygtindgydende, ildsprudlende drager, som var et yndet emne, når forældre og andre historiefortællere ønskede at skræmme deres tilhørere.
     Mange havde talt om det, men ingen havde dristet sig til at drage ind i den glohede ørken for at finde vulkanen og bevidne sandheden i de vedvarende rygter om dragernes hjemsted. Uvisheden var jo også mindst lige så skræmmende for både store og små, og den nærede manges urolige drømme i de lange, kølige vinternætter.
     
Imens vinteren trak sine frostkolde spor over Midorias landskaber, fortsatte Anoya og Avest deres oplæring.
     Håndværkerne sled lige så flittige med Drachmanors forvandling, og da egetræernes saftige knopper sprang, og bladene udfoldede deres lysegrønne pragt, var den fuldbragt.
     Lady Valliona stod på slottets nye, brede trappe til hoveddøren sammen med lord Drachmanor, og parret kyssede kærligt til farvel.
     Herren til Drachmanors havde erobret Fruens hjerte med tålmod, list og kærlighed og bedst af alt, efter kun tre måneders ægteskabelige fornøjelser var hun med barn. Hans første legitime arving til slottet og skovene.
     Valliona påstod dog selvbevidst, at hun bar tvillinger under sit hjerte, og hvorfra hun mente at vide dette glædelige, var ham en gåde.
     Gådefuld, det var hans unge Frue også, og lord Drachmanor havde erkendt, at hun aldrig ville hans helt og fuldt. At hun nu ventede hans første arving havde hensat dem begge i en sand glædesrus. Selvom det jo ikke var hans første barn. Og heller ikke hendes.
     Næsten usynlige strækmærker i huden på Vallionas underliv havde afsløret hende, og opløst i tårer var hun gået til bekendelse. I hendes purunge, naive ungdom havde en ussel krigermunk lokket hende i fordærv og barnet, en smuk dreng, var blevet givet bort straks efter fødslen.
     Lord Drachmanor, der jo selv var den stolte fader til adskillige bastarder i forskellige aldre, tog Fruens bekendelse med ophøjet sindsro. Han havde hele tiden vidst, at hun ikke var én af de adeliges dydsirede, blodfattige jomfruer, der længe havde forsøgt at manøvrere ham ind i ægteskabets befæstede havn.
     Vallionas begærlige livsglæde passede ham meget bedre. I hende så han meget af sig selv, og med sit fejltrin havde hun bare bevist, at hun kunne føde ham sunde og velskabte sønner.
     De ville blive forstandige og smukke som deres moder og livsglade naturelskere som deres fader. Valliona var så ung, at hun ville føde mange arvinger. Drachmanors ville genlyde af livsglæde og latter, der ville holde lord Drachmanor evigt ung.
     Det var han såre sikker på, da han fulgte sin skønne lady til kareten.
     
"Man har på det strengeste beordret Delano til at køre adstadigt. Hele vejen til Thor an Terh, hvor hun bør overnatte!"
     Lord Drachmanor så formanende på lady Valliona, der leende lod sine behandskede fingre kærtegne hans markante ansigt.
     "Han bekymrer sig alt for meget om hende. Mere end den kæreste hønemor. Hun er jo bare med barn og før, da var hun heller ikke lavet af skrøbeligt porcelæn."
     De udvekslede et sidste kys, og så rullede kareten langsomt ud fra slotspladsen og hen til nedkørslen til dalen.

       

Nattens herskere (54)
    (Romaner)
    (281 dage siden publicering)