Så vi faldt i fordærv da vi mistede sporet.

Friheden er en absurd løgn, som vi indlever os i
vores vej frem i livet, er dækket til med opslugende asfalt
som en taknemmelig fremmede diskret har lagt

Jeg husker det som i går, da ordene blev sagt
'vores kroppe er sjæle, for det hjerte som bløder'
ingen har sagt at mennesket er sindrigt

Men bloddråber er ej usynlige, selvfølgelig har mennesket lidt
men ingen forstår at kraften bag ligger dybere
er skylden hos O.S, eller dem som ser bort fra problemet?

Er mennesket hullet, eller er det vores system
som skaber disse bedøvende blokader på vores vej
det kunne ligne at nogen prøver at stoppe vores fremgang

Det pudsige er dog, at mennesket har en besynderlig trang
til at skulle virke svagt og uden mening
så spørgsmålet går vel egentlig i firkant ,- eller ring?

Så systemet blev spærret da folket mistede ordet?