Børnene sover, lysene er slukket, kun TV er tændt.
Jeg har hentet min dyne,
lavet kaffe, der skulle komme en film,
pludselig hører jeg trin på trappen
jeg kender lyden nu, det er ham, han savner mig.
Nu vil han have trøst, hvis jeg åbner, vil han smile og være rar
men hvis jeg be'r ham om at gå?
Langsomt skruer jeg ned for lyden.
Der bliver banket på, hele tiden
han har nok set skyggerne fra TV.
Han ved, jeg er der, nu banker han hårdt
Væk ikke børnene, væk dem ikke.
Jeg klarer ikke konfrontation, nu det er min styrke der prøves.
Han hulker "Luk nu op"
Åh Gud, han er beruset,
efter et par ord, kan jeg høre det på stemmen,
den er grødet, lejligheden er pludselig min fæstning.
Den store pige vågner
jeg glider stille ned under dynen til hende
forklarer stille, hvorfor hendes far ikke lige må komme ind.
Da han endelig går, lytter vi længe efter hans skridt
Min lille kloge pige, der har set så meget
forstår uden så mange ord, hvad der er bedst.
Jeg er taknemlig, for det nemmeste var ikke det bedste
men man føler, man balancerer på et knivsblad
få forstyrrelser, bringer èn ud af balance.