Der er netop kommet en bog, hvor et antal kvinder skriver til deres yngre jeg. Jeg har ikke læst den, men idéen har sat sig fast mellem husk at skrive julekort til din kusine og lad vær med at spise alt for mange julegodter, og årsskiftet er jo tiden, hvor mange holder status over deres liv og sætter nye mål for det kommende år. Det med nytårsfortsætter må vente til en anden gang, men jeg vil gerne lade tankerne rumle lidt med statussen og at skrive til sit yngre jeg.
     Status er nok ikke en dårlig idé. I butikkerne checker de én gang om året, hvad det faktisk har på lager for at få overblik over, hvor mange midler der er bundet i kasser med dyrlægens hundekiks, ris á la mande på tube og deslige.
     I forbindelse med nytåret er det ikke helt ueffen at lave et positivt sammendrag over, hvad jeg har og hvilke midler, der er bundet til det forskellige – eller bare, hvad pengene er brugt på. Der var jo hundeslædeturen i Ilulissat, ugen på et historisk bed & breakfast ved Chesapeake Bay og selvfølgelig de stabelvise af bøger, der ved et par få musseklik på Amazon fandt vej til min postkasse.
     Det handler naturligvis ikke kun om økonomi men også om de timer, jeg har lagt på arbejdet, og hvad jeg har fået ud af det, den tid har jeg brugt på at motionere eller rettere ikke motionere og konsekvenserne deraf, tiden med familien, vennerne og frivilligt arbejde.
     Men status over ens liv får dog mange gange det modsatte fortegn. Det bliver en opremsning af alle de ting, jeg ikke fik gjort eller de begivenheder i mit liv, der stadig lader vente på sig. Der var al den tid foran fjernsynet, hvor jeg i stedet burde have gået en tur, lavet mavebøjninger eller i det mindste lavet knibeøvelser og det faktum, at jeg nærmer mig de 30 uden en kæreste/mand og x antal børn. Mit job er ikke det mest spændende eller udfordrende, og jeg fik i hvert fald ikke skrevet så meget, som jeg ville. Listen bliver hurtigt lang.
     Vupti! Og statussen er forvandlet til statudsen, der som tudsen i Tommelise holder mig fanget under vandet og får mig til at fokusere på alle de ting, jeg ikke har nået endnu. Det er da at give sig selv et drag over nakken.
     Værre bliver det, når man som jeg nærmer sig en rund fødselsdag, for så siver alle mulige forventninger og forestillinger sig ind i statudsen. Man bør have startet en familie eller i mindste have en fast samlever. Alle er kommet i gang med deres karriere på det tidspunkt. Man bør have investeret i en ejerlejlighed eller en andel, startet en pensionsopsparing, betalt sit studielån eller bare begyndt på at betale det af.
     Hvis jeg kunne skrive et brev til en yngre mig, ville jeg advare hende om statudsen. Jeg ville fortælle hende, at hun skulle ignorere statudsen og fokusere på en positiv status i stedet. Jeg ville samtidigt minde den unge Louise om, at man og alle er abstrakte personer, der hverken er hovedpersonen eller bipersoner i hendes liv. De kommer ikke til hendes fødselsdag, ej heller selv om den er rund. Og i det hele taget handler det ikke om, hvor mange lys, der er i lagkagen, men om hun har nogen af dele den med.

       

I sandhed (22)
    (Noveller)
    (59 dage siden publicering)