En hjerteskærende hjertefejl
     Nogle mennesker lever et helt liv uden at fortryde et øjeblik, mens andre begår tonsvis af fejl. Det er blevet bevist, at vi lærer af vores fejl, så hvorfor er det en fejl at begå dem? Jeg har lavet mange fejl i mit liv. Ofte har jeg opført mig som en idiot, ligeså ofte har jeg fortrudt disse øjeblikke. Men én ting skal vi huske. Vi bliver alle født som mennesker, men vi skaber hver især vores egen person. Hvordan den person ender bestemmer vi selv, udfra vores mål, beslutninger og holdninger. Kampen mod målet er ikke nem, men så længe man kæmper alt hvad man kan… så kan det aldrig gå helt galt.
     

Dette er en redegørelse. Dette er en synders dagbog.
     Solen skinnede ind af vinduet og ønskede mig velkommen, selv før jeg var blevet bragt til verden. Allerede inde i varmen følte jeg mig overbevist om, at verden nok skulle smile til mig, nøjagtig som solen gjorde. Den 20.juli blev jeg åbenbart født. Det har jeg fået at vide. Jeg har også fået at vide, at mine forældre var lykkelige som aldrig før, men det vælger jeg nu at tvivle på. Et fotografi med et smil beviser ikke mere end en tåre på en kind. Jeg er sikker på, at de har oplevet lige så dejlige stunder, før jeg blev født, de er nemlig fornuftige mennesker. De tænker sig om, handler og nyder livet i fulde drag. Det må være lækkert at have overskud til sådan en luksus… men tilbage til hvad det handlede om den dag.. mig. Udover at jeg lignede en smølf pga. mine cyanotiske anfald, var jeg egentlig en ganske pæn baby. Lige netop derfor forstod jeg ikke, hvorfor mine forældre burede mig inde i en plasticvugge. Hvis de ikke ville have mig, var det da nemmere at give mig væk.
     Heldigvis besluttede de dog at beholde mig, trods chancen for at jeg overlevede var mindre end 50%. Men lige som i dag troede mine forældre på mig dengang. Jeg er en nemlig en fighter. En sand Stig Tøfting. Knald mig en på lampen, og jeg rejser mig bare op igen. Puds en slem hjertefejl på mig, og jeg vil kæmpe for at komme på rette fod. Så jeg overlevede. Mine forældre kaldte det et mirakel, jeg kaldte det ’fightervilje’. En sand fighter har også den egenskab, at han er en hård negl. Det var jeg åbenbart også. Jeg blev efter to uger opereret, og ikke på et eneste tidspunkt, gjorde det ondt på mig. Jeg tror faktisk det gjorde mere ondt på mine forældre. Gid jeg kunne have kysset min mor på panden, og fortalt hende at alt nok skulle gå. At jeg nok skulle klare den, og at de roligt kunne gå til hvile. Trods mit hjerte var det svageste på det tidspunkt, var det samtidig det stærkeste. Jeg lovede at kæmpe mor og far. Jeg kæmpede for os.
     
Hvordan pokker er jeg blevet så forbandet svag. Prøv at se hvad jeg udrettede dengang? Selvom jeg er blevet stærkere, er jeg blevet langt svagere. Jeg har overvejet om det er tankerne der slører. Dengang var fornuften ikke et problem, tværtimod. Fornuften fortalte en, at man skulle kæmpe for at holde sig i live. Dengang besvarede fornuften mine spørgsmål. Nu laver den ikke andet end at stille dem¤
     
Jeg har skrevet et digt, hvis mening var at besvare mine spørgsmål. Dengang havde det sikkert være rigeligt, men nu tvinger nysgerrigheden mig til at stille flere lignende spørgsmål. Min hjerne har overtaget nydelse, og jeg føler lidt at jeg var klogere som barn. Der nød jeg i det mindste livet?¤
     
Svar søges ofte hos de som er forvirret
     Til deres trøst kan jeg fortælle dem, at alle søger svar
     Desværre er det kun få som får dem besvaret,
     Og de få opdager det først, når det er for sent
     De som søger, forvirrer
     De som lever, nyder.
     Selvfølgelig er jeg blevet klogere. Et så gennemtænkt digt kunne jeg aldrig have skrevet som barn. Jeg er vel blevet mere velfungerende? Voksen. Jeg er ved at være voksen. Hvis jeg skulle skrive et digt som barn, ville det jo sikkert blive latterliggjort at samtlige anmeldere i universet¤
     
Jumbo søger svar i himlens stjerner
     Jumbo stiller sig på en stige for at kunne nå
     Jumbo græder da han alligevel ikke kan nå
     Jumbo ligger sig søgende i græsset
     Jumbo stirrer på de bedårende stjerner
     Jumbo nyder stjernerne på afstand.
     Jumbo forstår.
     Selvfølgelig kan jeg se det, jeg er jo ikke dum. Jeg forstår det bare stadig ikke. Hvordan kan mit barndomsdigt give mere mening end min nutidige genistreg. Var jeg klogere som barn? I det mindste slap jeg dengang for Pandoras hverdag. Et rigtig gennemtænkt hverdagskaos!.¤
     
Dette var sådan jeg blev født, og det var de forudsætninger, som jeg havde for mit liv. At være lykkelig findes i mange former. Det opdagede jeg flere gange i mit liv. I mit liv.

       

En synders dagbog (1)
    (Romaner)
    (Mere end et år siden publicering)