Den spinkle pige var ordblind
hun var den næstældste i flokken
kæmpede sig tappert indtil hun var 14 år,
hendes søskede hjap hende tit
ord og tal var et rod i hendes hoved
men så blev hun konfirmeret'
Hun græd sig i søvn hos bonden
der havde ansat hende som hushjælp.
hendes hjeret skreg efter tryghed
efter varme og latter
men der var ingen nåde
og det eneste hun ville
var at holde om de små der kom
nænsomt stryge hånden over deres hår
se på dem med sine blide
forskræmte smilende øjne
hun græd, puden blev våd
ingen kunne hjælpe
en ny plads blev fundet..
Hun fyldte år efter år
var den samme ensomme sjæl