Barndommen havde været i glæde fyldt med familiefester med fællessange solskinsdage og tryghed. Så var det bare den dag Altså den dag det hele ændrede sig, med nogle ord.. nogle ord der blev sagt som ikke kunne tages væk igen. Det var en sommerdag to kåde femårige ungerløb efter hinanden.. hun løb stærkere end ham hun forgudede ham, men idag da hun havde søgt ly i kastanietræet kom han langsomt op til hende luften begyndte at stilne.. Hun kiggede spørgende på ham? Han skulede olmt til hende hvor var han sur Ha, din mor er da bare ikke din mor Det var som om fuglene i haven stoppede deres sang vinden lyttede sammen med den forstenede lille pige? Han fortrød men forsent så han fortsatte Din mor er din søster og mormor er ikke din mor Hun mærkede en kvalmende fornemmelse i kroppen hun måtte væk.. Var det sandt? Ja der var hans mor hun nikkede og så ulykkelig ud. Den lille blev kørt hjem blev trøstet og der kom flere ord det var sandheden og hun blev aldrig den samme igen.
1 kommentar
Jeg kan godt forstå hun bliver ked af det. Det er aldrig sjovt at finde ud af at ens mor er ens søster. Det skulle han aldrig have sagt. Det viser bare der er visse ting man helst skal holde for sig selv, for hvis det skulle vise sig at de alligevel kommer ud af ens mund, kan det være de ord som forandrer ens liv for altid. Sagt er sagt, og sket er sket. Det kan der ikke blive lavet om på.
Top / Bund
Vis tidligere kommentarer
Til top
