Først sidst i tyverne
midt i mit livs krise fik datteren spurgt:
"Hvorfor kunne du ikke have elsket mig så højt
at du passede mig selv?"
Moderen brød sammen i gråd
var så lille og sart
men dagen efter lå der et svar
Hendes svar var et brev
skrevet med rødt
der stod hendes version
af en moderkærlighed.
Hun gav det, hun følte
der var det bedste hun kunne give
en opvækst hos sin mor og far
fyldt med kærlighed og ro.
Hun turde ikke række ud
hun stolede ikke på sine evner
og alle byggede på løgnen

Det var svært at tilgive
helt uden nag
men nu kunne hendes datter
læse hendes ord
og stille og kærligt
bedre forstå.