Græsset på fodboldbanen er ikke blevet slået i en menneskealder og ukrudtet står højt. Ikke engang de hundeejere der engang lod deres køtere skide på banen, gider komme her mere.
     Jeg baner mig vej hen til stedet, hvor jeg og mine brødre besørger. Lige bag det faldefærdige mål, hvor overliggeren er faldet ned, trækker jeg bukserne ned og sætter jeg mig. Bagefter bruger jeg nogle lange græsstrå til at tørre mig med. Det er bedst at gøre det om morgenen, for der er de endnu våde af dug, men her tidligt på aftenen er det stadig knastørt, og kan godt kradse lidt.
     Jeg går tilbage mod mine brødres bopæl; en skurvogn der har set bedre tider, men den kan i det mindste holde regn ude. Der er ikke meget plads til dem, men de klager ikke.
     Jeg går ind i vognen og finder mine fire brødre ved bordet. Stig, Anton, Joseph og Helmuth. De tier da de ser mig. Jeg kan se at de har spist aftensmad: rugbrød med et sparsomt udvalg af pålæg, det eneste mad jeg kan tilbyde dem. Men det er ikke kvaliteten af forplejningen de tænker på.
     Det er opgaven.
     Opgaven er pålagt mig: Jeg skal hævne mine brødre.
     Jeg sætter mig ned og snakken tager form igen. Min yngste bror, Helmuth, kan ikke tale. Han kommunikerer udelukkende ved tegnsprog, og vi har alle lært at forstå ham.
     De taler om opgaven der blev udført natten til i dag. Mit arbejde er påbegyndt.
     "Vi er taknemmelige," siger min ældre bror, Stig.
     "Tak," siger jeg. "Men der er endnu meget arbejde at gøre for mig." Jeg bemærker hans pjaltede lærredsbukser. Midt på låret er der revet et stort hul, så jeg kan se hans blege, tynde ben.
     Jeg siger: "I nat vil det ske igen."
     Mine brødre begynder straks at snakke højlydt og jeg må tysse på dem. "Husk i for enhver pris ikke må vække opsigt. Så længe i bliver her og forholder jer stile, er I sikre."
     Mine brødre besinder sig, og deres begejstring for mig bliver til et lydløst træk på smilebåndet. Deres tænder er et virvar af sorte, skæve stumper og en af dem, Joseph, har infektion i tandkødet. Jeg minder mig selv om at lære dem om hygiejne når de kommer ud af det her skur. Det første bliver at købe nyt tøj til dem. Jeg sidder og taler med dem et stykke tid, inden jeg rejser mig.
     "Jeg må af sted, men jeg kommer igen i morgen aften, inden den næste opgave."

       

Blitz (3)
    (Noveller)
    (12 dage siden publicering)